Menneskesøn, Messias, Kristus og/eller Guds søn: En sammenligning af begreberne

Menneskesønnen Yehoshua

Jeg har nu i flere uger arbejdet på denne artikel, som jeg har glædet mig til at dele med dig.  For noget jeg rent faktisk elsker at gøre, er at dykke ned i begreber, især når mange begreber bruges om at beskrive det samme eller når begreber bruges uden man har begreb om hvad de betyder. Derfor besluttede jeg mig for at dykke ned i de forskellige begreber der tilsyneladende alle beskriver begreber som sættes i forbindelse med Yehoshua (Jesus). For hvad er han? Er han Menneskesøn, Messias, Kristus, Jehovas søn eller Gudfaders Søn? 

Jeg skulle sent opdage at dette var noget mere komplekst end som så. Jeg har faktisk ikke før jeg har skrevet denne artikel kunne sige om Yehoshua var og er messias. Noget jeg er blevet skældt ud over! At jeg ikke ville anerkende ham som Messias. Men jeg er bare varsom med at kalde nogen noget, når jeg ikke kender konteksten og begreberne godt nok. Tror jeg et eller andet sted godt har kunne mærke, at her er endnu et bibelområde, der har været udsat for lidt for meget manipulation og menneskelig indblanding.

​I denne artikel dykker jeg ned i en vigtig, men ofte kompleks, forskel mellem forståelsen af Messias i jødedommen og begrebet Menneskesønnen i de apokryfe skrifter og Det Nye Testamente. Hvor Messias i Det Gamle Testamente i høj grad forbindes med en jordisk, guddommeligt udvalgt konge, ses Menneskesønnen som en universel, eskatologisk (slut-tids) frelser i både Enochs Bog, Daniels bog og de 4 kristne evangelier. Ved at sammenligne disse skrifters forskellige profetier synes jeg det har lykkedes mig ganske godt at kaste lys over de spændinger, der findes mellem det jordiske og himmelske element i frelserrollen – en forskel, som blev yderligere udvidet af Paulus’ tilgang.

Paulus’ skrifter præsenterer nemlig en anderledes version af Yehoshua (Jesus), hvor han udelukkende omtales som Kristus. Paulus undgår konsekvent titlen Menneskesønnen, som ellers bruges både af Yehoshua selv og af de 12 apostle. Dette kan ses som en markant teologisk vending, hvor Paulus tager Yehoshua og forvandler ham til et mismask af hans egen manglende forståelse/bevidste udviskelse af hvem Yehoshua var og er. 

Min artikel vil udforske, hvordan Paulus' fortolkning af Kristus adskiller sig fra de oprindelige perspektiver på hhv. Messias og Menneskesøn, og hvilken betydning denne forskel har for vores forståelse af Yehoshua i dag.

Jeg ved det, artiklen er blevet lang, men dette er super vigtig viden, som du som tror på Yehoshua bliver nød til at sætte dig ind. Du bliver nød til at være en af de vise brudepiger og tilegne dig viden, så du kan kende Yehoshua og han kan kende dig. Lad mig starte med at introducere dig for de forskellige begreber. 
  
Messias i Det Gamle Testamente
Messias-begrebet i Det Gamle Testamente er tæt knyttet til tanken om en frelser, en salvet konge, der skal bringe Israel tilbage til sin tidligere herlighed og styrke det jødiske folk. Profetier om Messias er særlig tydelige i bøger som Esajas og Jeremias, hvor en kommende frelser beskrives som en retfærdig efterkommer af Davids kongeslægt. Denne Messias skulle ifølge disse profetier:

• Bringe retfærdighed og fred til jorden (Esajas 9:6-7).
• Leve som en ydmyg tjener, der ville lide for folkets frelse (Esajas 53).
• Genoprette Israels rige og samle nationerne under én Gud (Jeremias 23:5-6).

Her ser vi Messias som en jordisk konge, valgt af Gud (Jehova), som ville opfylde Jehovas løfte om at føre Israel tilbage til retfærdighed.

​I jødisk sammenhæng er det ikke enestående at blive betragtet som en messias (salvet). Titlen messias (eller mashiach) bruges i den hebraiske Bibel om flere personer, ikke kun om en enkelt frelserfigur. Både konger, præster og endda profeter kunne være salvede af Jehova, hvilket gjorde dem til en form for messias i deres egen ret.

For eksempel:

• Konger som Saul og David blev salvet som tegn på, at de var udvalgt af Jehova til at herske. Salvelsen markerede, at de havde en guddommelig opgave at lede Israels folk.
• Præster blev også salvet, specielt ypperstepræsterne, som havde ansvar for templet og folkets åndelige forhold.
• Profeter kunne betragtes som "salvede" i mere overført betydning, da de blev udvalgt og inspireret af Jehova til at tale på hans vegne.

I jødisk forståelse er messias derfor en bredere betegnelse for en "guddommeligt" udvalgt person, der har en specifik opgave. 

Yehoshua som "Jødernes Konge"
Yehoshuas brug af "Menneskesønnen" i stedet for at fremhæve sig selv som "Jødernes Konge" eller "Messias", skabte derfor forvirring blandt hans tilhængere og udfordrede de eksisterende messianske forventninger. Han distancerede sig fra at påtage sig en umiddelbar politisk magtrolle, og han undgik at blive placeret i rollen som en jordisk konge, selv når folkemængden forsøgte at gøre ham til det (Johannes 6:15). Han tog i det hele taget afstand fra politik og magt og udfordrede i stedet disse jordiske strukturer og hierakier. 

Læse evt. min artikel: Jesu udfordring af Hierarkier og Titler

​Under sin retssag foran Pontius Pilatus bekræfter Yehoshua, at han er konge, men tilføjer: "Mit rige er ikke af denne verden" (Johannes 18:36).
Ved at sige dette understreger han, at hans kongedømme ikke er af en politisk eller militær karakter som de jordiske kongeriger. Hans rige er åndeligt og transcenderer jordisk magt; det er et rige, der handler om retfærdighed, kærlighed og enhed med Gudfader. 

Yehoshua erklærer, at han kom for at tjene og bringe frelse snarere end at herske som en politisk leder. Han adskiller sig fra den messianske figur, som mange jøder forventede, og dette kan være en af grundene til, at han også blev afvist som Messias af mange jøder og endte sine dag på kors. 

Messias - En jordisk salvet person

Yehoshua som "Guds Søn": En Titel med Flere Lag
Begrebet "Guds Søn" bruges flere steder i Det Nye Testamente og afspejler forskellige opfattelser af Yehoshua (Jesus) afhængig af, hvem der taler. Der er situationer, hvor andre kalder ham "Guds Søn," men det er sjældnere, at Yehoshua selv anvender denne titel direkte om sig selv.

Når Yehoshua taler om sin egen rolle og identitet, bruger han primært titlen "Menneskesønnen." Denne titel, som har rødder i Daniels Bog og Enoks Bog, rummer både en eskatologisk og kosmisk dimension, der peger mod en frelserskikkelse og en dommer. "Guds Søn" synes derimod at være en betegnelse, som andre omkring ham bruger, snarere end en, han selv vælger.

Andre, der kalder Yehoshua "Guds Søn"
Flere personer og åndelige væsener i evangelierne kalder Yehoshua for "Guds Søn." Eksempler herpå inkluderer:

1. Englenes bebudelse: Ved hans fødsel omtaler englen Gabriel ham som "den Højestes Søn" (Lukas 1:32-35), hvilket fremhæver hans guddommelige oprindelse og særlige udvælgelse. Hvor det derimod er Jehovas engel der besøger Josef og bebuder hvad barnet skal hedde. 
2. Dæmonernes anerkendelse: I flere passager i evangelierne kalder dæmoner Yehoshua for "Guds Søn" (Markus 3:11, Lukas 4:41). De ser ud til at genkende hans guddommelige autoritet og identitet, som om de kender til hans oprindelse og rolle i den åndelige verden.
3. Disciplene og Peter: Disciplene refererer til Yehoshua som "Guds Søn," og i Matthæus 16:16 bekræfter Peter, "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Her ser vi en opfattelse blandt disciplene af, at Yehoshua er mere end en profet; de ser ham som en del af Gudfaderens (den levende Guds) plan på en dybtgående måde.
4. Romerske embedsmænd og folkemængden: Efter korsfæstelsen er det endda en romersk centurion, der udbryder: "Sandelig, han var Guds Søn" (Matthæus 27:54), en bemærkning, der kan ses som et udtryk for undren og respekt for Yehoshuas unikke natur, selv fra en udenforstående.

Yehoshuas Egen Anvendelse af "Guds Søn"
Yehoshua selv anvender sjældent titlen "Guds Søn" og virker bevidst forsigtig med dens brug. I Johannes-evangeliet findes dog nogle passager, hvor han taler om sit unikke forhold til Gudfaderen, men det er stadig uden direkte selvbetegnelse som "Guds Søn." I stedet peger han ofte mod sin Fader, hvilket understøtter, at han ser sig selv som en del af en guddommelig helhed, men uden nødvendigvis at give sig selv en fuldt ud erklæret guddommelig status.

I Johannes 10:22-39 bekræfter han dog at han er: "Messias og Den Højlovedes Søn", men siger i samme sætning at han er Menneskesønnen. , Jeg er Guds Søn," men sammenhængen viser, at han siger dette som en reaktion på de beskyldninger, han modtog fra sine modstandere, snarere end som en central selvbetegnelse. Stadig siger han så også at vi alle er Guder. ​

​Yehoshua siger i Johannesevangeliet 10:34-36 følgende:
"Jesus svarede dem: ‘Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt, I er guder? Når loven kalder dem guder, som Guds ord kom til – og Skriften kan jo ikke gøres ugyldig – hvordan kan I så sige til ham, som Faderen har helliget og udsendt til verden: Du spotter Gud! – fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?’” 

​Her refererer Yehoshua til Salme 82:6-7, hvor der står:
6) Jeg har sagt: I er Elohim (guder), I er alle sønner af Elyon (Bene Elyon***).
7) Dog skal I dø som mennesker dør, og styrtes som en af fyrsterne ("Sar" på hebraisk. Kan være flere ting: prins, hersker, arkon, kommandant, kaptajn o.l.)."

Yehoshua påpeger, at hvis Skriften omtaler mennesker som "guder" i en bestemt kontekst, hvordan kan det da være blasfemisk, at han kalder sig selv Guds søn?

I Salme 82 bruges betegnelsen "guder" til at beskrive dommere eller ledere, som Gud (Elyon) har givet autoritet til at dømme og handle på hans vegne og ud fra Samle 82, så lader de til at være lige som os, dødelige og dog børn af Gud. Yehoshuas henvisning til dette skriftsted kan forstås som en påmindelse om, at mennesker er skabt i Guds (Elohims) billede, og har en unik forbindelse til Gud (Elyon) og en særlig værdighed. Hans ord kan også pege på en dybere åndelig realitet – nemlig at mennesker, i forbindelse med Gud (Elyon og Elohim), bærer en guddommelig gnist og har potentialet til en tættere forening med det guddommelige. 

​Hvad er Kristus og ikke hvem?
Ordet Kristus kommer fra det græske Christos, og bliver ofte fejlagtigt opfattet som identisk med ‘Den Salvede’, der svarer til det hebraiske Mashiach. 

Men som du lige har læst, er Messias en jordisk konge, mens idéen om Kristus handler om et kosmisk væsen. Allerede i århundrederne før Yehoshua var der i græsk filosofi og mysteriereligioner tanker om et evigt lysvæsen eller et Logos – en guddommelig bevidsthed, der skaber orden i kosmos. Platonismen og Filon af Alexandria talte om Logos som Guds førstefødte søn og mellemled mellem det uendelige og skaberværket.

I gnostiske retninger, som voksede frem parallelt med jødedommen og tidlig kristendom, beskrives Kristus som en førskabt lysbevidsthed, som kommer fra Pleroma, lysets rige, for at vække mennesket fra dets uvidenhed. Kristus var her ikke blot en titel, men selve den åndelige gnosis – forbindelsen til Faderen hinsides enhver skaber eller Demiurg.

Yehoshua blev i disse kredse forstået som Menneskesønnen, i hvem denne kosmiske Kristus-ånd inkarnerede. Han blev dermed bæreren af det lys, der rækker ud over tid, folk og religion. At kalde Yehoshua for Kristus betyder derfor, at han ikke var en jødisk Messias, men at han bar den evige gnosis i sit væsen.

Denne skelnen er vigtig. For Kristus-begrebet er ikke opstået som en efterkonstruktion, men er en tidløs bevidsthed, som mange traditioner har søgt at beskrive. Når vi i dag taler om Kristus, forbinder mange dette begreb med Messias, men der er altså en væsentlig forskel. Måske vi også laver denne forbindelse da der i Johannes 1:41 står således: 

Μεσσίας (ὅ ἐστιν μεθερμηνευόμενον Χριστός)
Messias (hvilket oversat betyder Kristus)
(Joh 1:41)

Det er da underligt, at der efter Messias, står det betyder Kristus? Men det regnes ikke som en senere tilføjelse, men som en original del af Johannesevangeliets tekst. Da denne denne formulering findes i alle de hovedvidner, vi kender: Codex Sinaiticus (4. årh.), Codex Vaticanus (4. årh.), Codex Alexandrinus (5. årh.) samt i Papyrus 66 og 75 (ca. år 200–250).

Hvis Kristus ikke nævnes i GT – hvor kommer idéen så fra? Måske Johannes prøver at sige at Yeshoshua ikke er Messias men Kristus? Det er også Johannesevangeliet, som alene bruger Logos-begrebet. Når Johannes åbner sit evangelium med Logos, signalerer han:
Jeg skriver ikke bare om den jødiske Messias. Jeg taler om det evige ord, der ligger bag hele universet.

I begyndelsen var Ordet (Logos), og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.
(Joh 1:1–3)​
 
​Hvorfor er det vigtigt? Fordi det gør det meget tydeligt, at Johannes ikke blot ser Yehoshua som en jordisk konge eller profet, men som en inkarneret manifestation af universets skabende bevidsthed. Det viser, at Johannes’ forståelse var præget af platonisk filosofi og et gnostisk tankegods, hvor Kristus ikke blot er en jødisk Messias, men den førskabte bevidsthed, alt er blevet til ved. 

Det er også hos Johannes, vi finder beretningen om den samaritanske kvinde ved brønden (Joh 4). Hele episoden er i sig selv dybt usædvanlig og “u-jødisk”: Yehoshua taler offentligt med en kvinde, en samaritaner, som jøder normalt foragtede og betragtede som urene. Ikke alene taler han med hende – han tilbyder hende levende vand, et billede på en dybere, indre kilde, som rækker langt ud over templer og traditioner.

Brønden i sig selv er symbolsk: Et sted, hvor man henter vand til at opretholde livet. Her bliver brønden et billede på den skjulte kilde – Kristus-lyset – som kan springe frem i alle, uanset folk og slægt. Kvinden siger:

Jeg ved, at Messias skal komme – det vil sige Kristus – og når han kommer, vil han fortælle os alt.
Hendes ord afslører, at hendes forventning ikke handler om en politisk befrier, men om en, der åbenbarer sandheden. Hun genkender i ham noget, der bryder med grænserne mellem jøde og samaritaner, mand og kvinde, tradition og ny begyndelse.

Måske netop derfor understreger Johannes, at det ikke kun handler om en Messias for Israel, men om Kristus – Ordet, der giver levende vand til hele menneskeheden.

​Flere forskere siger, at Johannes sandsynligvis er et resultat af en “gnosticising milieu” – et miljø, hvor jødedom, platonisk filosofi og åbenbaringstænkning smeltede sammen.
    
​Menneskesønnen i Enoks Bog – den glemte nøgle
Når vi taler om Menneskesønnen, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige beskrivelser i skrifterne. Mange tror fejlagtigt, at Daniels Bog er hovedkilden til forståelsen af denne skikkelse. Men i virkeligheden er 1. Enoks Bog den eneste bibelrelaterede tekst, der giver en detaljeret beskrivelse af Menneskesønnen som et førskabt, himmelsk lysvæsen – det, vi i dag ville forbinde med Yehoshua.

I Daniels Bog (kap. 7:13-14) står der:
“Og se, med himlens skyer kom én, der var som en menneskesøn.”

Her er det netop ikke Menneskesønnen selv, men én der ligner en menneskesøn. Denne figur får magt og autoritet fra “Den Gamle af Dage,” hvilket i en gnostisk forståelse kan pege på Demiurgen – den skaber, der holder verden i fangenskab. Det rejser spørgsmålet, om det i virkeligheden er en antikristelig eller arkontisk herskerfigur, der her legitimiseres som konge over alle folkeslag.

I modsætning hertil beskriver Enoks Bog Menneskesønnen som den, der blev udvalgt før skabelsen og som i endetiden skal dømme de onde magter og åbenbare lyset for de retfærdige. Her er Menneskesønnen ikke en marionet for verdens magthaver, men en repræsentant for den sande Fader, hinsides skaberværket.

Det er tankevækkende, at 1. Enok i århundreder blev regnet som autoritativ blandt jødiske og tidlige kristne kredse – og at den først senere blev udelukket fra kanon. Måske fordi bogen netop giver de redskaber til at skelne mellem den falske, autoriserede hersker og den ægte lysbærer, som institutionerne ikke ønskede, at folk skulle have adgang til.

Ved at kende Enoks vidnesbyrd bliver det langt tydeligere, at Yehoshua som Menneskesønnen ikke blot var en jordisk Messias eller en marionet for skaberen, men en førskabt gnosis, sendt for at vække mennesket til dets oprindelige kilde.

​Menneskesønnen i Det Nye Testamente
I Det Nye Testamente omtaler Yehoshua ofte sig selv som Menneskesønnen. Det er bemærkelsesværdigt, at han konsekvent vælger denne titel frem for “Messias” eller “Kristus”. Han bruger betegnelsen både i nutid – om sin tilstedeværelse på jorden – og i fremtid – om sin tilbagevenden.

I Matthæusevangeliet tales der både om hans lidelse og hans komme:
Menneskesønnen har ikke noget sted at hvile sit hoved. (Matt 8:20)
Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel. (Matt 17:22-23)
Da skal Menneskesønnen komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da skal han gengælde enhver efter hans gerninger. (Matt 16:27)

I Markusevangeliet, der regnes som det ældste evangelium, gentages lignende temaer:
Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder. (Mark 2:10)
Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræster og de skriftkloge og slås ihjel. (Mark 8:31)
Da skal man se Menneskesønnen komme i skyerne med stor magt og herlighed. (Mark 13:26)

I Johannesevangeliet skiller forståelsen sig markant ud. Her lægges vægt på, at Menneskesønnen er et præeksisterende væsen – Logos – der er kommet ned fra himlen. Yehoshua siger fx:
Ingen er steget op til himlen undtagen han, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. (Joh 3:13)
Når I ophøjer Menneskesønnen, da skal I forstå, at Jeg er. (Joh 8:28)

Denne ophøjelse skal ikke kun forstås som korsfæstelsen, men som en symbolsk åbenbaring af hans virkelige identitet som det evige lysvæsen.

Han siger også:
Faderen har givet Sønnen myndighed til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. (Joh 5:27)

Her bliver Menneskesønnen mere end et menneske – et himmelsk princip, der repræsenterer den højeste forbindelse til Faderen hinsides skaberværket.

Traditionelt er disse udsagn blevet tolket som varsler om en voldelig dommedag, hvor Menneskesønnen kommer for at straffe de onde. En del af grunden til, at mange forbinder hans komme med vold, skyldes især Johannes’ Åbenbaring og det gamle testamentes profetier om Herrens dag – en tid præget af dom, krig og blodbad. Vi må vel være enige om at Yehoshua ikke ville krumme et hår på nogen som helst. Og det står der heller ikke noget om nogen steder! 

Men ser man med vågne og kærlige øjne, kan hans tilbagevenden kun forstås som en åndelig afsløring af sandheden: En adskillelse mellem dem, der bærer lyset i sig, og dem, der vælger mørket. En skille af får og bukke. 

Dom handler her ikke om hævn, men om erkendelse – om hvem der er vågnet, hvem der har lys på lampen, og hvem der er klar til at vende hjem til Faderen. Hvilken side har du valgt. Er du får eller buk! :-) 

Hvis du vil læse mere om forskellen mellem “Herrens dag” og Dommedag i Johannes’ Åbenbaring, har jeg skrevet en artikel, du kan finde her:
👉 Herrens dag vs Dommedag iflg. Johannes’ Åbenbaring

​ "Menneskesønnen" i Johannesåbenbaringen
I Johannes’ Åbenbaring møder vi igen skikkelsen af Menneskesønnen, men med et bemærkelsesværdigt forbehold. Johannes skriver ikke, at han ser Yehoshua, som han fulgte i sit jordiske liv. I stedet siger han:​

• "og midt imellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, klædt i en fodlang klædning og med et bælte af guld om brystet." (Åbenbaringen 1:13)
• "Og jeg så, og se! En hvid sky, og på skyen sad en, der lignede en menneskesøn, med en guldkrone på hovedet og en skarp segl i hånden." (Åbenbaringen 14:14).

Det er tankevækkende, at Johannes – som netop har kendt Yehoshua personligt – ikke siger, at det er ham, men blot en, der ligner ham. Det kan naturligvis forklares med, at Yehoshua i sit himmelske legeme så anderledes ud. De evangeliske beretninger beskriver også, hvordan disciplene efter opstandelsen i første omgang ikke genkendte ham.

Men det kan også betyde, at den Menneskesøn, Johannes ser, slet ikke er Yehoshua, men en anden skikkelse – en repræsentant for Jehova eller måske Anti-Krist, som i Daniels Bog og i visionerne om Herrens Dag, der får overdraget magt og dom.

I Johannes’ Åbenbaring fremstilles denne skikkelse som én, der kommer for at dømme verden med vold:

• Han har en guldkrone på hovedet – et symbol på hierarki og kongemagt, som Yehoshua ellers selv afviste.
• Han har en skarp segl i hånden til at høste og slå ihjel.
• Han troner som en hersker, ikke som den ydmyge og kærlige hyrde med hyrdestav.

Disse beskrivelser stemmer nøjere overens med Daniels Bog kap. 7 og med forestillingen om Jehova som den, der på Herrens Dag sender dom og ødelæggelse over jorden.

Derfor kan man med rette sætte et stort spørgsmålstegn ved, om Menneskesønnen i Johannes’ Åbenbaring er identisk med Yehoshua? Måske er det et væsen, der blot ligner ham – en dommer skabt af Jehova selv, som Johannes i sit syn ser i en magtsymbolsk skikkelse. Denne skikkelse har guldkrone og segl og fremstår mere som en hersker end en hyrde.

Læs evt. også: ​Herrens dag vs Dommedag iflg. Johannes Åbenbaringen

For at gøre det mere tydeligt for dig hvad teksterne siger om de forskellige begreber har jeg lavet nedenstående skema. Her bliver det ret tydeligt at Yehoshua rent faktisk ikke er jødernes ventede Messias. 

Aspekt	Messias i Det Gamle Testamente	Menneskesønnen i Enochs Bog	Menneskesønnen i Det Nye Testamente
Titel og Rolle	Jordisk konge, efterkommer af David, ​Hovedhjørnestenen	Kosmisk dommer og hersker	Tjener, frelser og eskatologisk dommer ​Den levende sten
Oprindelse	Af Davids kongeslægt	Forudbestemt før skabelsen	Gudfaders søn, født på jorden, Logos
Funktion	Genopretter Israel og bringer fred	Dommer over menneskeheden, bringer kosmisk retfærdighed	Frelser og dommer, bringer frelse til alle mennesker
Natur	Menneskelig, men udvalgt af Jehova	Overnaturlig, kosmisk skikkelse	Guddommelig og menneskelig
Mission	Befri Israel, genopbygge Jehovas rige	Bringe retfærdighed, dømme de onde	Frelse menneskeheden, bringe Gudfaders rige ned på jorden.
Forhold til Guds rige​	Genopretter Israels jordiske rige	Sidder på Guds trone i himlen, kosmisk rige	Bringe Gudfaders rige til jorden og "dømme" verden
Tid for fremkomst	Fremtidig frelser af Israel	Ved tidernes ende, før dommedag	I tidernes ende, ved hans genkomst
Profetier om rollen	Esajas 9:6-7, Jeremias 23:5-6, Salme 2	Enochs Bog kapitel 46 og 48.	Matthæus 16,24, Mark 2+13 og Johannes 3+8 m.fler

Paulus’ Lære er ny vin på gamle vinsække
Paulus’ lære adskiller sig fra den forståelse, som de 12 apostle og Yehoshua selv præsenterede. Mens Yehoshua kaldte sig selv for Menneskesønnen, – undlader Paulus fuldstændigt at bruge denne titel.

Paulus fremhæver også Yehoshua som Herre (græsk: Kyrios), hvilket kan være problematisk, da denne titel også bruges om Jehova. Yehoshua selv frabad sig dog at blive kaldt Herre, hvilket antyder, at han søgte at undgå en sammenblanding med den skikkelse, Paulus indirekte sammenkæder ham med. Dette kunne tolkes som en af de måder, hvorpå Paulus’ lære ikke alene adskiller sig fra Yehoshuas egen selvforståelse, men også kunne repræsentere en forvrængning af den oprindelige lære.
​
Derfor kan det argumenteres, at Paulus’ fortolkning tjener til at forvandle billedet af Yehoshua til en næsten mytisk figur. Denne fremstilling kan ses som et forsøg på at overbevise romere og hedninger om Kristus' frelsende kraft, men det risikerer samtidig at ændre karakteren af Yehoshuas oprindelige mission og af Menneskesønnens rolle som beskrevet i Enoks skrifter.

I det hele taget så er det som om at Paulus forsøger at sælge en "Kejserens nye klæder"-pakke. Når Paulus omtaler Gud som Faderen og bruger Yehoshuas autoritet til at udvide Guds løfte til både jøder og hedninger, kunne man argumentere for, at han på en måde "klæder" den gamle pagt i en ny pagtsterminologi. Det, Paulus tilbyder, kunne da ses som, at nu er Jehova blevet til en universel Gud, men på en måde, der stadig trækker på jødisk tradition og de skrifter, der er forbundet med Jehova.

Han giver indtryk af at pege på en ny dimension af Gud, men det efterlader også et slør over den dybere skelnen mellem Jehova og den transcendente Gud, som Yehoshua refererer til som sin Fader.

Yehoshuas ord om ikke at komme ny vin i gamle vinsække handler jo netop om at forstå, at noget helt nyt kræver nye rammer og en ny forståelse – at man ikke kan tage det radikale nye budskab og forsøge at pakke det ind i gamle, stive former uden at sprænge hele strukturen.

Så han pakker altså Yehoshua og hans faderen ind i gamle sure vinsække og fordærver "Det glædelige budskab". Han forsøger at bruge de gamle jødiske rammer til at formidle Yehoshuas budskab, for at vinde folk over på sin egen side og til hans falske billede af Yehoshua. 

Paulus som Brobygger:
Fra Jødisk Messias til Græsk-Romersk Frelserfigur
​Paulus fungerer derved som en brobygger mellem de romerske og græske kulturer og den nye kristne tro, hvilket har flere aspekter. Han var jo faktisk selv romersk statsborger og dog jøde af tro. Derfor må man kunne antage at Paulus var godt bevandret i både den romerske og græske verden og dens traditioner og mytologier, som indeholdt flere gudeskikkelser, der blev dyrket som frelsere eller guddommelige figurer, ofte i komplekse relationer til andre guddomme.

Paulus ville gøre hvad som helst for at indfange medlemmer i hans nye tro og HANS evangelium, som jo var det eneste rigtige at læse. Se bare her hvad han stolt siger om sig selv i ​1 Korintherbrev 9:20-22:

”For at vinde jøderne er jeg for dem blevet som en jøde; for dem, der er under loven, er jeg, selv om jeg ikke selv er under loven, blevet som en, der er under loven, for at vinde dem, der er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov - selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov - for at vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at vinde de svage. For alle er jeg blevet alt for i det mindste at frelse nogen.”

I denne passage viser Paulus, hvordan han som en kamæleon tilpasser sig forskellige grupper af mennesker for at kunne overbevise dem og vinde dem for sin Kristus.

For at sprede kristendommen i denne kontekst præsenterer Paulus Yehoshua som Kristus – en frelserskikkelse, der transcenderer jødedommens snævre rammer om en messias og i stedet appellerer til den bredere græsk-romerske verden. Ved at fremhæve Yehoshua som en universel "Herre" og "frelser," bruger Paulus begreber, som har genklang i den græsk-romerske tankegang, hvor guddomme ofte blev set som beskyttere og frelsere, der kunne tilbyde adgang til evigt liv eller guddommelig indsigt. 

Paulus skaber dermed en ny teologisk bro, der knytter hans falske billede af Yehoshua til hedenske forestillinger om frelse og guddommelighed. Ved at tilpasse Yehoshuas rolle og vægtningen af hans opstandelse og evige eksistens bliver han en slags brobygger mellem jødedommen og de mere universelle frelserfigurer, som genklang i den polyteistiske og esoteriske forståelse, som var udbredt i Paulus’ tid. Dette gjorde Yehoshua mere tilgængelig for den ikke-jødiske befolkning, men ændrede samtidig forståelsen af den autentiske og oprindelige Yehoshua.

Yehoshua i Sammenligning med Tidligere Frelserfigurer: 
Hans lige findes ikke... Han ER den nye vin der ikke kan komme på nogle gamle vinsække.
Mange forsøger at sammenligne Yehoshua med tidligere frelserfigurer som Horus, Krishna og andre. Der er visse paralleller i de myter og symboler, der omgiver disse skikkelser. Flere kulturer har haft en frelserfigur, en "guddommelig søn" eller en "genopstanden" som en del af deres religiøse fortælling. Denne forbindelse kan være tiltrækkende for New Age-bevægelser og synkretiske tendenser, som ofte søger at forene religiøse symboler på tværs af kulturer for at finde fællesnævnere. Men en dybere analyse viser, at Yehoshua skiller sig markant ud fra disse andre figurer.

For Yehoshuas del handler hans enestående natur ikke blot om rollen som frelser, men også om den transcendente oprindelse og mission, han tilskrives. I modsætning til frelserfigurer, som er tæt knyttet til jordiske guder eller til naturens cyklusser, kommer Yehoshua fra en virkelighed, der er ”ikke af denne verden” (Johannes 18:36). Denne særprægede position sætter ham uden for både den skabte verden og de kendte kosmiske cyklusser, som mange af de andre frelserskikkelser er forbundet med.

Vigtige Forskelle og Misforståelser:

• Krishna: Som en inkarnation af Vishnu kommer Krishna til jorden for at genskabe dharma og opretholde kosmisk balance. Yehoshua, derimod, repræsenterer ikke blot en genskabelse af balance i verden; han bringer en ny virkelighed, der overvinder synd og død og bryder de jordiske cyklusser helt.
• Mithras: Denne romerske gud opfattes som en frelserskikkelse med symbolik som dåb og en hellig fest, og paralleller som en mirakuløs fødsel findes også. Dog fokuserede mithraismen på jordiske mysterier og livsritualer, som ikke rækker ud over den skabte verden.
• Dionysos: Denne græske gud symboliserer fornyelse gennem ekstase og vin. Hans død og opstandelse bruges ofte som en parallel til Yehoshua, men hans betydning knyttes til ekstatiske oplevelser og en fornyelse, som ikke rækker ud over den fysiske verden.
• Osiris: Den egyptiske gud forbindes med naturens cyklusser og dødens rige. Han giver sine følgere evigt liv i dødsriget, men Osiris’ opstandelse betyder ikke en absolut sejr over døden, som det er tilfældet med Yehoshua.
• Tammuz: Denne mesopotamiske gud knyttes til årstidernes skiften og symboliserer naturlig frugtbarhed. Mens Tammuz’ cykliske død og genopstandelse har lignende elementer, relaterer det sig til landbrug og fornyelse af naturen, mens Yehoshua tilbyder en evig, åndelig frelse.

Yehoshua: Af en Anden Verden
Yehoshuas rolle og mission kan ikke indfanges i de cykliske symboler, som vi ser i myter om Dionysos, Osiris eller Tammuz. Han taler konsekvent om, at han ikke er af denne verden, hvilket understreger, at hans frelse ikke er en gentagelse af kosmiske mønstre, men en transcendent virkelighed, som han inviterer mennesket til at deltage i. Hans sejr over døden og synd er absolut og bryder med alt, hvad der tidligere er set.

Dette aspekt adskiller Yehoshua tydeligt fra de andre frelserfigurer og placerer ham uden for de mønstre, som New Age og synkretiske bevægelser ofte forsøger at knytte sammen. Hvor New Age-bevægelser måske forsøger at harmonisere de forskellige frelserfigurer som udtryk for samme åndelige sandhed, viser Yehoshuas unikke natur og evige frelse, at han er uden for de traditionelle rammer af kosmisk cyklus og kulturel tilpasning. Hans frelse sigter mod et nyt, evigt rige, hvor mennesket kan blive ét med Gud.

Yehoshua bruger billedet med vin og vinsække for at illustrere nødvendigheden af en ny tilgang eller en ny måde at tænke på, som ikke kan forenes med de gamle vaner, gamle myter eller det gamle system. 

"Han fortalte dem også en lignelse: 'Ingen river en lap af en ny kappe og sætter den på en gammel; ellers river han både den nye itu, og lappen fra den nye passer ikke til den gamle. Og ingen fylder ny vin på gamle lædersække; ellers vil den nye vin sprænge sækkene, og den vil løbe ud, og sækkene vil ødelægges. Nej, ny vin skal fyldes på nye sække. Og ingen, som har drukket gammel vin, har lyst til ny; for han siger: Den gamle er bedst.'"
Lukas 5:36-39: 

Hvad Gør Yehoshua Unik?

• Ikke en del af den skabte orden: Yehoshua siger gentagne gange, at han er "sendt fra himlen" og ikke hører til denne verden. Dette understreger, at han bringer en transformation, der er hinsides den skabte virkelighed.
• Evig Frelse: I modsætning til figurer, som er knyttet til naturens cyklusser, tilbyder Yehoshua en én gang for alle-frelse, som befrier mennesket fra syndens og dødens lov og ikke gentager sig i tidens cyklus.
• Overvindelse af Døden: Yehoshuas opstandelse repræsenterer ikke blot en symbolsk handling eller gentagelse, men en absolut sejr over døden og denne verdens fyrste. Det betyder en fuldstændig forvandling af virkeligheden for de troende, som kan deltage i det evige liv.

Selvom der er visse overfladiske paralleller mellem Yehoshua og andre frelserfigurer, adskiller hans transcendente natur og evige frelsesopgave ham fuldstændig fra de cykliske mønstre i de gamle myter. Han er ikke blot endnu en frelserfigur, men en enestående manifestation fra Gudfaderen, der skaber en ny virkelighed og en dybere, åndelig forbindelse mellem mennesket og Gud.

​Konklusion
Hvis du spørger mig, ja så ville jeg efter denne grundige analyse sige at Yehoshua ikke er den ventede Messias, som han ellers har flere fællestræk med. Han udfylder en langt langt større rolle som Menneskesønnen. 

Når Menneskesønnen bruges godt 80 gange i de fire evangelier og nul gange i Paulus' breve, ja så vil jeg holde mig til at sige at Yehoshua er Menneskesønnen og Kristus inkarneret (Gudfaderens første søn). 

Det er blevet meget klart og tydeligt for mig, at Yehoshuas egen selvopfattelse og mission som Menneskesønnen, og hvordan apostlene opfattede ham, adskiller sig markant fra den teologiske ramme og det falske billede som Paulus senere opstillede, hvor det også var vigtigt for Paulus at man kopiere ham og ikke Yehoshua. 

"Det, som I har lært og taget imod, hørt og set hos mig, det skal I gøre; så skal fredens Gud være med jer." Filipperbrevet 4:9
vs
'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal sætte jer fri.' Johannes 8:31-32

Paulus har uden tvivl en stærk selvforståelse og ser sig selv som en central figur i formidlingen af HANS eget evangelium. Det kan næsten virke som om, at han positionerer sig selv i en rolle, der minder om en messiansk formidler, selvom han aldrig direkte kalder sig selv for messias. 

Paulus hævder her, at hans evangelium ikke er noget, han har lært af andre, men at det er kommet direkte fra en åbenbaring. Denne påstand kan opfattes som, at han sætter sin egen åbenbaring højt og gør den næsten ligeværdig med den lære (hvis ikke nærmest højere), som Yehoshua selv gav.

Paulus kom ny forvrænget vin på gamle lædersække. Men ny lære kræver en ny forståelse: Yehoshua taler til folk, der er vant til de jødiske religiøse traditioner og systemer (de gamle vinsække), og han siger i princippet, at hans budskab (den nye vin) ikke passer ind i de gamle strukturer uden at sprænge dem. Den nye pagt, som Yehoshua bringer, kan ikke forenes med det gamle system, da den repræsenterer en åndelig transformation, ikke blot en tilpasning af tidligere ritualer og love.

Yehoshua understreger vigtigheden af at være som barn igen, for de havde svært ved at se og høre hans budskab, da de nok var fulde af den gamle vin. Hans tilhørere blev nød til at blive født på ny og være klar til at modtage den åndelige fornyelse, som han bragte. Men det var så stor en mundfuld for mange at man bogstaveligt lukkede munden på ham. 

​Da Yehoshua blev slået ihjel af denne verdens fyrste, troede han, at han havde fjernet hans lys. Men i virkeligheden skete det modsatte: Ved at udgyde hans blod blev Kristus-bevidstheden frigivet i hele skaberværket. Det, vi i dag kalder Helligånden, er i sin essens Kristus-lyset – gnosis – som nu bor i ethvert menneske, der åbner sig for det. 
​
Gamle vinsække, som repræsenterer stivnede strukturer og traditioner, kan ikke rumme den nye vin. Hvis man forsøger at blande den nye lære med det gamle system, risikerer man at ødelægge begge dele – både traditionen og det nye, fordi de ikke kan forenes.

"Kærlighed er som vin. Hvis du smager den uden at kende til dets kraft, vil du aldrig vide, hvor dybt den forvandler dig. Men når du er fuld af kærlighed, vil du forstå."
Filipsevangeliet (Nag Hammadi Codex II, 3)
​