Hjemrejsen: Blog
|
En kontroversiel blog om Yehoshuas (Jesu)
visdom og den sandhed han ønskede os at kende! |
 Menneskesøn Yehoshua Jeg har nu i flere uger arbejdet på denne artikel, som jeg har glædet mig til at dele med dig. For noget jeg rent faktisk elsker at gøre, er at dykke ned i begreber, især når mange begreber bruges om at beskrive det samme eller når begreber bruges uden man har begreb om hvad de betyder. Derfor besluttede jeg mig for at dykke ned i de forskellige begreber der tilsyneladende alle beskriver Yehoshua (Jesus). Jeg skulle sent opdage at dette var noget mere komplekst end som så. Jeg har faktisk ikke før jeg har skrevet denne artikel kunne sige om Yehoshua var og er messias. Noget jeg er blevet skældt ud over! Men jeg er bare varsom med at kalde nogen noget, når jeg ikke kender konteksten og begreberne godt nok. Tror jeg et eller andet sted godt har kunne mærke, at her er endnu et bibelområde, der har været udsat for lidt for meget menneskelig indblanding og manipulation. I denne artikel dykker jeg ned i en vigtig, men ofte kompleks, forskel mellem forståelsen af Messias i jødedommen og begrebet Menneskesønnen i de apokryfe skrifter og Det Nye Testamente. Hvor Messias i Det Gamle Testamente i høj grad forbindes med en jordisk, guddommeligt udvalgt konge, ses Menneskesønnen som en universel, eskatologisk (slut-tids) frelser i både Enochs Bog, Daniels bog og de 4 kristne evangelier. Ved at sammenligne disse skrifters forskellige profetier synes jeg det har lykkedes mig ganske godt at kaste lys over de spændinger, der findes mellem det jordiske og himmelske element i frelserrollen – en forskel, som blev yderligere udvidet af Paulus’ tilgang. Paulus’ skrifter præsenterer nemlig en anderledes version af Yehoshua (Jesus), hvor han udelukkende omtales som Kristus. Paulus undgår konsekvent titlen Menneskesønnen, som ellers bruges både af Jesus selv og af de 12 apostle. Dette kan ses som en markant teologisk vending, hvor Paulus tager Yehoshua (Jesus) og forvandler ham til et mismask af hans egen manglende forståelse/bevidste udvisken af hvem Yehoshua var og er. Min artikel vil udforske, hvordan Paulus' fortolkning af Kristus adskiller sig fra de oprindelige perspektiver på hhv. Messias og Menneskesøn, og hvilken betydning denne forskel har for vores forståelse af Yehoshua i dag. Jeg ved det, artiklen er blevet lang, men dette er super vigtig viden, som du som tror på Yehoshua bliver nød til at sætte dig ind. Du bliver nød til at være en af de vise brudepiger og tilegne dig viden, så du kan kende Yehoshua og han kan kende dig. Lad mig starte med at introducere dig for de forskellige begreber. Messias i Det Gamle Testamente Messias-begrebet i Det Gamle Testamente er tæt knyttet til tanken om en frelser, en salvet konge, der skal bringe Israel tilbage til sin tidligere herlighed og styrke det jødiske folk. Profetier om Messias er særlig tydelige i bøger som Esajas og Jeremias, hvor en kommende frelser beskrives som en retfærdig efterkommer af Davids kongeslægt. Denne Messias skulle ifølge disse profetier:
Her ser vi Messias som en jordisk konge, valgt af Gud (Jehova), som ville opfylde Jehovas løfte om at føre Israel tilbage til retfærdighed. I jødisk sammenhæng er det ikke enestående at blive betragtet som en messias (salvet). Titlen messias (eller mashiach) bruges i den hebraiske Bibel om flere personer, ikke kun om en enkelt frelserfigur. Både konger, præster og endda profeter kunne være salvede af Jehova, hvilket gjorde dem til en form for messias i deres egen ret. For eksempel:
I jødisk forståelse er messias derfor en bredere betegnelse for en guddommeligt udvalgt person, der har en specifik opgave. Yehoshua som "Jødernes Konge" Yehoshuas brug af "Menneskesønnen" i stedet for at fremhæve sig selv som "Jødernes Konge" eller "Messias", skabte derfor forvirring blandt hans tilhængere og udfordrede de eksisterende messianske forventninger. Han distancerede sig fra at påtage sig en umiddelbar politisk magtrolle, og han undgik at blive placeret i rollen som en jordisk konge, selv når folkemængden forsøgte at gøre ham til det (Johannes 6:15). Han tog i det hele taget afstand fra politik og magt og udfordrede i stedet disse jordiske strukturer og hierakier. Læse evt. min artikel: Jesu udfordring af Hierarkier og Titler Under sin retssag foran Pontius Pilatus bekræfter Yehoshua, at han er konge, men tilføjer: "Mit rige er ikke af denne verden" (Johannes 18:36). Ved at sige dette understreger han, at hans kongedømme ikke er af en politisk eller militær karakter som de jordiske kongeriger. Hans rige er åndeligt og transcenderer jordisk magt; det er et rige, der handler om retfærdighed, kærlighed og enhed med Gudfader. Yehoshua erklærer, at han kom for at tjene og bringe frelse snarere end at herske som en politisk leder. Han adskiller sig fra den messianske figur, som mange jøder forventede, og dette kan være en af grundene til, at han blev afvist som Messias af mange jøder. Han indikerede, at hans fulde rolle som konge først ville blive opfyldt ved hans genkomst (efter han som lammet har åbnet skriftrullen med de syv sejl), hvor han som "Menneskesønnen" vil komme i herlighed (i sit himmelske legeme) for at dømme og lede sit rige. Ifølge flere passager i Det Nye Testamente vil de, der er udvalgt og tro mod Yehoshuas lære, dele hans kongedømme ved tidernes ende. I Johannes' Åbenbaring tales der om de hellige, som skal regere med ham som konger og præster i Gudfaderens rige (Åbenbaringen 5:10; 20:6). Dette perspektiv viser, at Yehoshuas endelige rolle som konge er uløseligt forbundet med hans genkomst og hans udvalgte, hvilket skaber et billede af et kongedømme, der er både åndeligt og kosmisk.  Messias - En jordisk salvet person Menneskesønnen i Enochs Bog I Enochs Bog, som er en del af den apokryfe litteratur, finder vi en noget anderledes opfattelse af Messias eller Menneskesønnen. Her er Menneskesønnen en kosmisk skikkelse, som er valgt af Gudfaderen fra tidernes begyndelse. Han bliver beskrevet som den "Udvalgte" og "Retfærdige", der vil bringe Gudfaders retfærdighed til verden. Menneskesønnen har en guddommelig dimension og vil dømme de onde og belønne de retfærdige. Enoch 46 og 48 beskriver Menneskesønnen som den, der sidder ved Guds trone og er tildelt ansvaret for den sidste dom over menneskeheden. I modsætning til Det Gamle Testamente, hvor Messias er en jordisk konge, har Menneskesønnen i Enochs Bog en overnaturlig funktion, der går langt ud over Israels grænser og omfatter hele kosmos. Nu tænker du måske at Enoch (Enok) ikke er godkendt materiale og at det bestemt er en bog man bør holde sig fra. Tja, når det nu er den bog der giver os allerflest detaljer om Yehoshuas genkomst og om Menneskesønnen, så kan man jo undre sig ovre at den kun er en del af den etiopiske bibeludgave. Timothy Alberino kalder Enoks bog for "Åbenbaringen af Yehoshua". Se evt. et dybdegående og mega spændende interview med Timothy HER, hvori han fortæller om Enoks bog. Messias og Menneskesønnen i Daniels Bog Daniels Bog introducerer en frelserfigur, der minder meget om Enoks Menneskesøn. Dog har Daniels beskrivelser også præg af GT-messiasen.
Dette kan måske skyldes at der i Daniels bog er tale om to vidt forskellige profetier. Hvor den ene profeti er om Yeshoshua der kom som en jordisk mand og så den Menneskesøn som kommer i et himmelsk legeme i Endetiden. Lad os se nærmere på de to passager i hhv. kap. 7 og 9 og overveje, hvordan de kunne referere til to forskellige kommende begivenheder eller skikkelser: Daniel 9:24-27 – Profetien om de 70 Uger og Messias I Daniel 9:24-27 beskrives en profeti om "70 uger," som mange fortolker som en tidsperiode, der fører frem til en Messias' komme. Her nævnes specifikt:
Denne profeti kan tolkes som en forudsigelse om en jordisk frelser (Messias), som i kristen tradition forbindes med Jesus (Yehoshua). Hvis vi ser det i lyset af jødiske og kristne tolkninger, kan Daniel 9:24-27 anses som en forudsigelse om Yehoshuas komme og hans rolle i at bringe frelse og åndelig retfærdighed til menneskeheden. Daniel 7:13-14 – Menneskesønnen, der Modtager Evigt Kongedømme I Daniel 7:13-14 ser Daniel en skikkelse "som en menneskesøn," der kommer med himlens skyer og får magt, ære og et evigt kongedømme fra "Den Gamle af Dage" (ofte tolket som El Elyon eller Gud Faderen). Her er karakteristikaene meget forskellige fra profetien i kapitel 9: Menneskesønnen kommer i skyerne og modtager et evigt kongedømme, hvilket peger mod en himmelsk og universel hersker, som vil herske over alle nationer og folkeslag. Dette stemmer også med hvad Yehoshua siger om hans egen genkomst i Matthæus 24:27. "For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Denne beskrivelse matcher opfattelsen af Menneskesønnen i Enoks Bog, som er en eskatologisk frelser, der skal dømme verden og etablere et evigt rige. Dette passer også med, hvordan Menneskesønnen i øvrigt bruges i evangelierne som en titel for Yehoshua i forbindelse med hans fremtidige rolle som dommer på Dommedag. Muligheden for To Forskellige Profetier At disse to passager refererer til forskellige skikkelser eller begivenheder, giver mening, især når vi overvejer det eskatologiske perspektiv:
Det er meget sandsynligt, at Daniel 9:24-27 og Daniel 7:13-14 kan referere til to forskellige begivenheder eller roller og er med til at skabe en sammenhæng mellem Daniels profetier og både GT’s Messias og Enoks Menneskesøn, hvilket understøtter tanken om, at Daniel beskæftiger sig med både en jordisk frelser og en fremtidig, himmelsk hersker. Daniels profetier har spillet en stor rolle i forbindelse med forventningen om Messias' fødsel. Når vi ser på fortællingen i Matthæusevangeliet 2:1-12, hvor de vise mænd (også kendt som magi) ser "stjernen i øst" og følger den til Bethlehem, ser det ud til, at de var kendt med Daniels profetier, der pegede mod en messiansk konge, som skulle fødes i Judæa. Traditionen siger, at de vise mænd muligvis stammer fra Babylon eller Persien – regioner, hvor Daniels profetier ville have været kendt og værdsat. Daniel havde stor indflydelse i Babylon, og hans skrifter ville have været tilgængelige i dette område. Det er også interessant at bemærke at Daniels bog er den eneste af profeterne der stort set udelukkende gør brug af Elohim og Elyon og kun i et enkelt kapitel nævner Jehova. Det kan være årsagen til at Daniel får besked om Menneskesønnen fordi han i sit eksil ikke længere er under Jehovas magt. I Daniel 4 beskrives det, hvordan Nebukadnezar gennemgår en dramatisk omvendelse til Daniels Gud (El Elyon og Elohim) efter en periode med sindssyge, som var en straf for hans stolthed. Efter sin omvendelse anerkender Nebukadnezar, at Daniels Gud er "Den Højeste Gud" (El Elyon), der hersker over alle kongeriger og har magt over både himlen og jorden. Nebukadnezars omvendelse fra Marduk til El Elyon, findes i Daniel kap. 3. Det er i historien om den brændende ovn. Kong Nebukadnezar havde rejst en stor guldstatue og krævede, at alle i riget skulle bøje sig for den og tilbede den. Daniels tre venner – Shadrak, Meshak og Abed-Nego – nægtede, fordi de kun ville tilbede deres Gud (El Elyon). Som straf blev de kastet i en overophedet brændende ovn. Men til kong Nebukadnezars overraskelse så han en fjerde skikkelse i ovnen, som lignede "guds søn," og de tre mænd kom ud af ovnen uskadte. Yehoshua som "Guds Søn": En Titel med Flere Lag Begrebet "Guds Søn" bruges flere steder i Det Nye Testamente og afspejler forskellige opfattelser af Yehoshua (Jesus) afhængig af, hvem der taler. Der er situationer, hvor andre kalder ham "Guds Søn," men det er sjældnere, at Yehoshua selv anvender denne titel direkte om sig selv. Når Yehoshua taler om sin egen rolle og identitet, bruger han primært titlen "Menneskesønnen." Denne titel, som har rødder i Daniels Bog og Enoks Bog, rummer både en eskatologisk og kosmisk dimension, der peger mod en frelserskikkelse og en dommer. "Guds Søn" synes derimod at være en betegnelse, som andre omkring ham bruger, snarere end en, han selv vælger. Andre, der kalder Yehoshua "Guds Søn" Flere personer og åndelige væsener i evangelierne kalder Yehoshua for "Guds Søn." Eksempler herpå inkluderer:
Yehoshuas Egen Anvendelse af "Guds Søn" Yehoshua selv anvender sjældent titlen "Guds Søn" og virker bevidst forsigtig med dens brug. I Johannes-evangeliet findes dog nogle passager, hvor han taler om sit unikke forhold til Gudfaderen, men det er stadig uden direkte selvbetegnelse som "Guds Søn." I stedet peger han ofte mod sin Fader, hvilket understøtter, at han ser sig selv som en del af en guddommelig helhed, men uden nødvendigvis at give sig selv en fuldt ud erklæret guddommelig status. I Johannes 10:36 siger han: "Jeg er Guds Søn," men sammenhængen viser, at han siger dette som en reaktion på de beskyldninger, han modtog fra sine modstandere, snarere end som en central selvbetegnelse. Stadig siger han så også at vi alle er Guder. Yehoshua (Jesus) siger i Johannesevangeliet 10:34-36 følgende: "Jesus svarede dem: ‘Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt, I er guder? Når loven kalder dem guder, som Guds ord kom til – og Skriften kan jo ikke gøres ugyldig – hvordan kan I så sige til ham, som Faderen har helliget og udsendt til verden: Du spotter Gud! – fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?’” Her refererer Yehoshua til Salme 82:6-7, hvor der står: 6) Jeg har sagt: I er Elohim (guder), I er alle sønner af Elyon (Bene Elyon***). 7) Dog skal I dø som mennesker dør, og styrtes som en af fyrsterne ("Sar" på hebraisk. Kan være flere ting: prins, hersker, arkon, kommandant, kaptajn o.l.)." Yehoshua påpeger, at hvis Skriften omtaler mennesker som "guder" i en bestemt kontekst, hvordan kan det da være blasfemisk, at han kalder sig selv Guds søn? I Salme 82 bruges betegnelsen "guder" til at beskrive dommere eller ledere, som Gud (Elyon) har givet autoritet til at dømme og handle på hans vegne og ud fra Samle 82, så lader de til at være lige som os, dødelige og dog børn af Gud. Yehoshuas henvisning til dette skriftsted kan forstås som en påmindelse om, at mennesker er skabt i Guds (Elohims) billede, og har en unik forbindelse til Gud (Elyon) og en særlig værdighed. Hans ord kan også pege på en dybere åndelig realitet – nemlig at mennesker, i forbindelse med Gud (Elyon og Elohim), bærer en guddommelig gnist og har potentialet til en tættere forening med det guddommelige. "Menneskesønnen" i Det Nye Testamente I Det Nye Testamente, og særligt i Evangelierne, bruger Jesus ofte titlen "Menneskesønnen" om sig selv. I denne sammenhæng er Menneskesønnen både en tjener og en eskatologisk frelser, som vil dømme verden ved tidernes ende. I Matthæus 24 beskriver Jesus Menneskesønnen som en, der vil komme igen ved tidernes ende med magt og herlighed. Menneskesønnen har både en jordisk og himmelsk rolle, idet han kom som en tjenende frelser, men vil vende tilbage som dommer over menneskeheden. "Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen, og alle jordens stammer skal jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed." Matthæus 24:30 "Og ypperstepræsten spurgte ham igen og sagde til ham: 'Er du Kristus, den velsignedes Søn?' Jesus svarede: 'Ja, det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.'" Markus 14:61-62 "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Matthæus 20:28 "I ved, at om to dage er det påske, og Menneskesønnen skal overgives til at korsfæstes." Matthæus 26:2 Denne brug af Menneskesønnen i Det Nye Testamente viser, at Jesus ser sin mission som omfattende både offer, lidelse og kommende dom. Det bringer også en nuanceret forståelse til Menneskesønnen, som spænder fra hans ydmyge begyndelse som tjener til hans ophøjelse ved Gudfaders højre hånd som universel dommer. Yehoshua taler om Menneskesønnen i 3. person Yehoshua (Jesus) omtaler ofte "Menneskesønnen" i tredje person, hvilket kan indikere, at han skelner mellem sin rolle som Menneskesønnen her og nu som den jordiske frelser og den fremtidligere skikkelse som Menneskesønnen, der er en mere kosmiske rolle, som vi ser i Daniel og Enoks Bog. I evangelierne bruges "Menneskesønnen" både om Yehoshua selv og som en fremtidig skikkelse. Når han taler om Menneskesønnen i en eskatologisk sammenhæng, beskriver han en dommerfigur, der kommer med himlens skyer og dømmer verden (fx Matthæus 24:30). Dette matcher Daniels profeti (Daniel 7:13-14) og peger på en fremtidig, transcendent rolle, som først fuldbyrdes ved tidens ende. I Matthæus 25:31-32 omtaler Yehoshua Menneskesønnen som en dommer, der vil vende tilbage i herlighed for at dømme alle folkeslag. Ved at bruge tredje person antyder han en senere opfyldelse af Menneskesønnens rolle som dommer på Dommedag. Når Yehoshua dog bruger "Menneskesønnen" om sin jordiske mission, fremstår han som en ydmyg tjener, der giver sit liv som en løsesum for mange (Markus 10:45). Dette skaber en adskillelse mellem hans nuværende offergerning og den ophøjede dommerrolle ved hans tilbagekomst. Yehoshua’s tredje person-perspektiv kan også tolkes som en profetisk henvisning til Daniels og Enoks beskrivelser, hvorved han indirekte peger på sin egen fremtidige rolle som den universelle frelserfigur, der vil fuldføre sin mission på Dommedag. "Menneskesønnen" i Johannesåbenbaringen "Menneskesønnen" nævnes i Johannes' Åbenbaring.
Det interessante her er at Johannes har mødt den jordiske menneskesøn i skikkelsen af Yehoshua. Og ser siger han ikke at han ser Yehoshua, men en der ligner ham. Det kan forklares med at Yehoshua i sit himmelske legeme ikke ligner Yehoshua. De apostle som så Yehoshua kort tid efter hans genopstandelse genkendte ham heller ikke til at starte med, fordi han så anderledes ud. I begge passager fremstilles Menneskesønnen som den, der har myndighed til at dømme verden, hvilket passer overens med Yehoshuas selvbeskrivelse som Menneskesønnen i Evangelierne, samt dem i Daniel og Enoks bog. For at gøre det mere tydeligt for dig hvad teksterne siger om de forskellige begreber har jeg lavet nedenstående skema. Her bliver det ret tydeligt at Yehoshua rent faktisk ikke er jødernes ventede Messias.
Paulus’ Lære om "Jesus Kristus"
Paulus’ lære adskiller sig markant fra den forståelse, som de 12 apostle og Yehoshua selv præsenterede. Mens Yehoshua kaldte sig selv for Menneskesønnen – en titel, som hentydede til en guddommelig og jordisk dommerfigur, der stammer fra Daniels og Enoks profetier – undlader Paulus fuldstændigt at bruge denne titel. Denne undladelse har betydning og er vigtig! Ved at fjerne betegnelsen Menneskesønnen fra Yehoshuas rolle, ændrer Paulus samtidig hans formål og identitet. Paulus skaber en teologisk struktur, hvor Yehoshua primært ses som Kristus, den "Salvede," som bringer frelse gennem tro og nåde, snarere end gennem den eskatologiske rolle som Menneskesønnen, der ville vende tilbage for at dømme menneskeheden. Paulus fremhæver også Kristus som Herre (græsk: Kyrios), hvilket kan være problematisk, da denne titel også bruges om Jehova. Yehoshua selv frabad sig dog at blive kaldt Herre og ville identificeres som Menneskesønnen, hvilket antyder, at han søgte at undgå en sammenblanding med den skikkelse, Paulus indirekte sammenkæder ham med. Dette kunne tolkes som en af de måder, hvorpå Paulus’ lære om Kristus ikke alene adskiller sig fra Yehoshuas egen selvforståelse, men også kunne repræsentere en forvrængning af den oprindelige lære. Derfor kan det argumenteres, at Paulus’ fortolkning tjener til at forvandle billedet af Yehoshua til en næsten mytisk figur. Denne kosmologiske fremstilling kan ses som et forsøg på at overbevise romere og hedninger om Kristus' frelsende kraft, men det risikerer samtidig at ændre karakteren af Jesus’ oprindelige mission og af Menneskesønnens rolle som beskrevet i Daniels og Enoks skrifter. I det hele taget så er det som om at Paulus forsøger at sælge en "Kejserens nye klæder"-pakke. Når Paulus omtaler Gud som Faderen og bruger Yehoshuas autoritet til at udvide Guds løfte til både jøder og hedninger, kunne man argumentere for, at han på en måde "klæder" den gamle pagt i en ny pagtsterminologi. Det, Paulus tilbyder, kunne da ses som at nu er Jehova blevet til en universel Gud, men på en måde, der stadig trækker på jødisk tradition og de skrifter, der er forbundet med Jehova. Ved at bruge udtryk som "Faderen" og "Herren" kan han give indtryk af at pege på en ny dimension af Gud, men det efterlader også et slør over den dybere skelnen mellem Jehova og den transcendente Gud, som Yehoshua refererer til som sin Fader. Jesus' ord om ikke at komme ny vin i gamle vinsække handler jo netop om at forstå, at noget helt nyt kræver nye rammer og en ny forståelse – at man ikke kan tage det radikale nye budskab og forsøge at pakke det ind i gamle, stive former uden at sprænge hele strukturen. Så han pakker altså Yehoshua og Faderen ind i gamle sure vinsække og fordærver "Det glædelige budskab". Han forsøger at bruge de gamle jødiske rammer til at formidle Yehoshuas budskab, for at vinde folk over på sin egen side og til hans falske billede af Kristus. Paulus som Brobygger: Fra Jødisk Messias til Græsk-Romersk Frelserfigur Paulus fungerer også som en brobygger mellem de romerske og græske kulturer og den nye kristne tro, hvilket har flere aspekter. Han var jo faktisk selv romersk statsborger og dog jøde af tro. Derfor må man kunne antage at Paulus var godt bevandret i både den romerske og græske verden og dens traditioner og mytologier, som indeholdt flere gudeskikkelser, der blev dyrket som frelsere eller guddommelige figurer, ofte i komplekse relationer til andre guddomme. Paulus ville gøre hvad som helst for at indfange medlemmer i hans nye tro og HANS evangelium, som jo var det eneste rigtige at læse. Se bare her hvad han stolt siger om sig selv i 1 Korintherbrev 9:20-22: ”For at vinde jøderne er jeg for dem blevet som en jøde; for dem, der er under loven, er jeg, selv om jeg ikke selv er under loven, blevet som en, der er under loven, for at vinde dem, der er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov - selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov - for at vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at vinde de svage. For alle er jeg blevet alt for i det mindste at frelse nogen.” I denne passage viser Paulus, hvordan han som en kamæleon tilpasser sig forskellige grupper af mennesker for at kunne overbevise dem og vinde dem for sin Kristus. For at sprede kristendommen i denne kontekst præsenterer Paulus Yehoshua som Kristus – en frelserskikkelse, der transcenderer jødedommens snævre rammer om en messias og i stedet appellerer til den bredere græsk-romerske verden. Ved at fremhæve Jesus som en universel "Herre" og "frelser," bruger Paulus begreber, som har genklang i den græsk-romerske tankegang, hvor guddomme ofte blev set som beskyttere og frelsere, der kunne tilbyde adgang til evigt liv eller guddommelig indsigt. Paulus skaber dermed en ny teologisk bro, der knytter hans falske billede af Yehoshua til hedenske forestillinger om frelse og guddommelighed. Ved at tilpasse Yehoshuas rolle og vægtningen af hans opstandelse og evige eksistens bliver han en slags bro mellem jødedommen og de mere universelle frelserfigurer, som genklang i den polyteistiske og esoteriske forståelse, som var udbredt i Paulus’ tid. Dette gjorde Yehoshua mere tilgængelig for den ikke-jødiske befolkning, men ændrede samtidig forståelsen af Yehoshua fra en jordisk Menneskesøn til en himmelsk og mytisk frelserfigur. Yehoshua i Sammenligning med Tidligere Frelserfigurer: Hans lige findes ikke... Han er den nye vin der ikke kan komme på nogle gamle vinsække Mange forsøger at sammenligne Yehoshua med tidligere frelserfigurer som Horus, Krishna og andre. Der er visse paralleller i de myter og symboler, der omgiver disse skikkelser. Flere kulturer har haft en frelserfigur, en "guddommelig søn" eller en "genopstanden" som en del af deres religiøse fortælling. Denne forbindelse kan være tiltrækkende for New Age-bevægelser og synkretiske tendenser, som ofte søger at forene religiøse symboler på tværs af kulturer for at finde fællesnævnere. Men en dybere analyse viser, at Yehoshua skiller sig markant ud fra disse andre figurer. For Yehoshuas del handler hans enestående natur ikke blot om rollen som frelser, men også om den transcendente oprindelse og mission, han tilskrives. I modsætning til frelserfigurer, som er tæt knyttet til jordiske guder eller til naturens cyklusser, kommer Yehoshua fra en virkelighed, der er ”ikke af denne verden” (Johannes 18:36). Denne særprægede position sætter ham uden for både den skabte verden og de kendte kosmiske cyklusser, som mange af de andre frelserskikkelser er forbundet med. Vigtige Forskelle og Misforståelser:
Yehoshua: Af en Anden Verden Yehoshuas rolle og mission kan ikke indfanges i de cykliske symboler, som vi ser i myter om Dionysos, Osiris eller Tammuz. Han taler konsekvent om, at han ikke er af denne verden, hvilket understreger, at hans frelse ikke er en gentagelse af kosmiske mønstre, men en transcendent virkelighed, som han inviterer mennesket til at deltage i. Hans sejr over døden og synd er absolut og bryder med alt, hvad der tidligere er set. Dette aspekt adskiller Yehoshua tydeligt fra de andre frelserfigurer og placerer ham uden for de mønstre, som New Age og synkretiske bevægelser ofte forsøger at knytte sammen. Hvor New Age-bevægelser måske forsøger at harmonisere de forskellige frelserfigurer som udtryk for samme åndelige sandhed, viser Yehoshuas unikke natur og evige frelse, at han er uden for de traditionelle rammer af kosmisk cyklus og kulturel tilpasning. Hans frelse sigter mod et nyt, evigt rige, hvor mennesket kan blive ét med Gud. Yehoshua bruger billedet med vin og vinsække for at illustrere nødvendigheden af en ny tilgang eller en ny måde at tænke på, som ikke kan forenes med de gamle vaner, gamle myter eller det gamle system. "Han fortalte dem også en lignelse: 'Ingen river en lap af en ny kappe og sætter den på en gammel; ellers river han både den nye itu, og lappen fra den nye passer ikke til den gamle. Og ingen fylder ny vin på gamle lædersække; ellers vil den nye vin sprænge sækkene, og den vil løbe ud, og sækkene vil ødelægges. Nej, ny vin skal fyldes på nye sække. Og ingen, som har drukket gammel vin, har lyst til ny; for han siger: Den gamle er bedst.'" Lukas 5:36-39: Hvad Gør Yehoshua Unik?
Selvom der er visse overfladiske paralleller mellem Yehoshua og andre frelserfigurer, adskiller hans transcendente natur og evige frelsesopgave ham fuldstændig fra de cykliske mønstre i de gamle myter. Han er ikke blot endnu en frelserfigur, men en enestående manifestation af Gudfaderens vilje, der skaber en ny virkelighed og en dybere, åndelig forbindelse mellem mennesket og Gud. Konklusion Hvis du spørger mig, ja så ville jeg efter denne grundige analyse sige at Yehoshua ikke er den ventede jødiske Messias, selvom han har flere fællestræk med. Han udfylder en langt langt større rolle som Menneskesønnen. Når Menneskesønnen bruges godt 80 gange i de fire evangelier og nul gange i Paulus' breve, ja så vil jeg holde mig til at sige at Yehoshua er Menneskesønnen og en Søn af Gudfaderen. Det er blevet meget klart og tydeligt for mig, at Yehoshuas egen selvopfattelse og mission som Menneskesønnen, og hvordan apostlene opfattede ham, adskiller sig markant fra den teologiske ramme og det falske billede som Paulus senere opstillede, hvor det også var vigtigt for Paulus at man kopiere ham og ikke Yehoshua. "Det, som I har lært og taget imod, hørt og set hos mig, det skal I gøre; så skal fredens Gud være med jer." Filipperbrevet 4:9 vs 'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal sætte jer fri.' Johannes 8:31-32 Paulus har uden tvivl en stærk selvforståelse og ser sig selv som en central figur i formidlingen af HANS eget evangelium. Det kan næsten virke som om, at han positionerer sig selv i en rolle, der minder om en messiansk formidler, selvom han aldrig direkte kalder sig selv for messias. Paulus hævder her, at hans evangelium ikke er noget, han har lært af andre, men at det er kommet direkte fra en åbenbaring. Denne påstand kan opfattes som, at han sætter sin egen åbenbaring højt og gør den næsten ligeværdig med den lære (hvis ikke nærmest højere), som Yehoshua selv gav. Paulus kom ny forvrænget vin på gamle lædersække. Men ny lære kræver en ny forståelse: Yehoshua taler til folk, der er vant til de jødiske religiøse traditioner og systemer (de gamle vinsække), og han siger i princippet, at hans budskab (den nye vin) ikke passer ind i de gamle strukturer uden at sprænge dem. Den nye pagt, som Yehoshua bringer, kan ikke forenes med det gamle system, da den repræsenterer en åndelig transformation, ikke blot en tilpasning af tidligere ritualer og love. Yehoshua understreger vigtigheden af at være åben over for nye måder at se og forstå Gudfaderens på, men lagt de fleste kunne ikke se og høre ham. Hans tilhørere blev nød til at blive født på ny og være klar til at modtage den åndelige fornyelse, som han bragte. Men det var så stor en mundfuld for mange at man bogstaveligt lukkede munden på ham. Gamle vinsække, som repræsenterer stivnede strukturer og traditioner, kan ikke rumme den nye vin. Hvis man forsøger at blande den nye lære med det gamle system, risikerer man at ødelægge begge dele – både traditionen og det nye, fordi de ikke kan forenes. "Kærlighed er som vin. Hvis du smager den uden at kende til dets kraft, vil du aldrig vide, hvor dybt den forvandler dig. Men når du er fuld af kærlighed, vil du forstå." Filipsevangeliet (Nag Hammadi Codex II, 3) Note: Hvis du undre dig over mit skift i teksten fra at bruge Yehoshua og Jesus Kristus, så er det helt bedst. Jeg er på vej med endnu et skriv, hvor jeg vil gå endnu dybere ned i kaninhullet om hvem Yehoshua i virkeligheden var. |
Kort om bloggenMit navn er Marie-Louise og det er mig, som skriver... Jeg deler hvad jeg end har på hjertet i jagten på Sandheden og om det at gå med Yehoshua på Vejen hjem til Gudfader. Alt fra hellige tekster, egne oplevelser, arkæologi, filosofi, kvantefysik, anatomi, astrologi og andet godt som jeg håber vil være til inspiration.
Disclamer: Jeg påstår ikke at jeg kender sandheden. Jeg ved kun at jo mere jeg ved, jo mindre ved jeg. Derved er mine skriv mest af alt til inspiration og til at du selv undersøger nærmere. 
Emner
Alle
Arkiv
December 2024
Broder Yehoshua vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den. |