Masoretiske Tekst vs. Septuaginta: Hvad Er Forskellen?

Når det kommer til Bibelens oversættelser i Vesten, er den Masoretiske Tekst den mest anvendte kilde til Det Gamle Testamente. Denne tekst, som blev færdiggjort af jødiske lærde mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr., udgør grundlaget for mange af de mest udbredte bibeloversættelser i dag. De tre største grene af kristendommen - den katolske kirke, den ortodokse kirke og de protestantiske kirker - bruger i vid udstrækning den Masoretiske Tekst i deres officielle bibler. Jehovas Vidner, som også udgør en betydelig gruppe, baserer deres oversættelser på denne tekst, hvilket gør den til en dominerende kilde for mange troende.

​Katolikkerne, som udgør en stor del af kristenheden, bruger typisk oversættelser baseret på den Masoretiske Tekst, selvom deres Bibel også inkluderer de deuterokanoniske bøger, som findes i Septuaginta. Den Ortodokse Kirke, som er udbredt i Østeuropa og Mellemøsten, holder fast i mange gamle traditioner, men også her ses brugen af den Masoretiske Tekst i oversættelser, selvom Septuaginta traditionelt har haft en mere fremtrædende rolle. Protestantiske kirker, herunder lutheranere og evangelikale, anvender næsten udelukkende den Masoretiske Tekst som grundlag for deres oversættelser, hvilket også gælder for grupper som Jehovas Vidner.

Denne udbredte brug af den Masoretiske Tekst i Vesten har haft stor indflydelse på, hvordan bibeltekster forstås og fortolkes i kristne sammenhænge. Det er vigtigt at bemærke, at selvom den Masoretiske Tekst er den mest anvendte, findes der andre gamle tekster som Septuaginta, der giver alternative og ofte ældre versioner af de bibelske skrifter. Mens den Masoretiske Tekst blev udviklet med en specifik jødisk fortolkningsramme, blev Septuaginta oversat til græsk flere hundrede år tidligere og afspejler en anden forståelse af de samme skrifter.

Når Jesus, Paulus og de tidlige kristne brugte Septuaginta, burde vi måske også overveje at se nærmere på denne tekst som en vigtig kilde til vores forståelse af de hellige skrifter. Hvis de tidlige kristne fandt deres teologi og tro i Septuaginta, bør vi måske genoverveje, hvorfor så mange kristne i dag fortsat er afhængige af en tekst, der blev revideret af jødiske lærde langt senere, ofte med det formål at distancere sig fra den kristne fortolkning af skrifterne.

Her er nogle af de mest markante forskelle mellem de to tekster, som demonstrerer, hvordan den teologiske forståelse kan ændres markant afhængig af, hvilken teksttradition man vælger at følge.
​

Her er nogle af de mest markante forskelle mellem de to tekster:

Disse forskelle kan være afgørende for forståelsen af centrale teologiske begreber, og de er værd at overveje, når man studerer Bibelens historie og indhold.

​Esajas 53:10
Masoretisk tekst: "Yet it was the Lord’s will to crush him and cause him to suffer, and though the Lord makes his life an offering for sin, he will see his offspring and prolong his days, and the will of the Lord will prosper in his hand."
Septuaginta: "The Lord is willing to cleanse him of the injury. If you make a sin offering, our soul will see long-lived offspring, and the Lord is willing to remove him from the difficulty of his soul."

Kommentar: I den Masoretiske tekst fremstår det som om, det var Guds vilje at knuse Messias, mens Septuaginta-teksten fokuserer på Guds vilje til at helbrede og rense Messias. Det ændrer hele forståelsen af, hvem der bærer skylden for Jesu lidelse.

Esajas 53:4
Masoretisk tekst: "Surely he took up our pain and bore our suffering, yet we considered him punished by God, stricken by him, and afflicted."
Septuaginta: "This one carries our sins and suffers pain for us, and we regarded him as one who is in difficulty, misfortune, and affliction."

Kommentar: Septuaginta-teksten siger, at Messias blev anset for at være i nød og ulykke, mens den Masoretiske tekst antyder, at Messias blev straffet af Gud, hvilket giver en helt anden teologisk betydning.

Exodus 15:3
Masoretisk tekst: "The Lord is a warrior; the Lord is his name."
Septuaginta: "The Lord who shatters wars, the Lord is his name."

Kommentar: Hvor den Masoretiske tekst portrætterer Gud som en kriger, beskriver Septuaginta ham som en, der knuser krige, hvilket understøtter en mere fredselskende forståelse af Guds natur.

Esajas 28:16 (Citeret i Romerne 9:33)
Masoretisk tekst: "...will not panic."
Septuaginta: "...whoever believes in Him will not be put to shame."

Kommentar: Den Masoretiske tekst taler om, at man ikke skal blive bange, mens Septuaginta understreger troens kraft og undgår skam, hvilket peger på en personlig relation til Gud.

Esajas 52:7 (Citeret i Romerne 10:15)
Masoretisk tekst: "...merely 'peace'."
Septuaginta: "...proclaims 'the good news' [or 'gospel'].''

Kommentar: Septuaginta forbinder budskabet med "gode nyheder" eller "evangeliet", hvilket fremhæver den messianske betydning, som den tidlige kirke fandt i Jesus.

Esajas 65:1-2 (Citeret i Romerne 10:20)
Masoretisk tekst: "...God is ready for Israel to find Him."
Septuaginta: "...God is found by people who did not look for Him."

Kommentar: Her er en tydelig forskel, hvor Septuaginta åbner døren for, at ikke-jøder kan finde Gud, mens den Masoretiske tekst fokuserer på Israels forhold til Gud.

Amos 9:11-12 (Citeret i Apostlenes Gerninger 15:16-18)
Masoretisk tekst: "...house of David will possess the nations."
Septuaginta: "...freely welcomes other nations to seek the Lord."

Kommentar: Septuaginta understøtter ideen om en universel frelse, mens den Masoretiske tekst fremhæver Israels dominans over nationerne.

Esajas 11:10 (Citeret i Romerne 10:21)
Masoretisk tekst: [Ord om "den, der rejser sig for at herske" er fjernet.]
Septuaginta: "...the One who rises to rule."

Kommentar: Septuaginta bevarer referencen til Messias som den, der rejser sig for at herske, mens dette er fjernet i den Masoretiske tekst.

Konklusion
Disse eksempler viser, hvor stor forskel der kan være på den teologiske forståelse og betydning afhængig af, hvilken teksttradition man følger. Mens den Masoretiske tekst ofte fremhæver Guds vrede og straf, viser Septuaginta en mere helbredende og inkluderende Gud. For dem, der søger en dybere forståelse af Bibelens oprindelige budskaber, kan det derfor være værd at studere Septuaginta.

Hvorfor blev Septuaginta ikke mere udbredt?

​Septuaginta, som var den græske oversættelse af de hebraiske skrifter, var faktisk meget udbredt i de første århundreder af kristendommens historie, især blandt ikke-jødiske (hedenske) kristne, som ikke kunne læse hebraisk. Den blev brugt af tidlige kristne, herunder apostlene og kirkefædrene, og mange citater i Det Nye Testamente stammer fra Septuaginta. Men der er flere grunde til, at Septuaginta ikke blev den dominerende tekst i senere kristendom, især i Vesten:

1. Jødisk afvisning af Septuaginta:
Efter Kristi tid begyndte jødiske lærde at distancere sig fra Septuaginta. Det skyldtes især, at kristne brugte Septuaginta til at argumentere for, at Jesus var Messias, og at mange af de messianske profetier, som kristne henviste til, blev læst ud fra Septuaginta. Jødiske lærde begyndte derfor at favorisere den hebraiske tekst, som blev udviklet til den Masoretiske Tekst, og afviste Septuaginta som en "forvrænget" eller "ikke-autoritativ" oversættelse.

2. Udviklingen af den Masoretiske Tekst:
Den Masoretiske Tekst blev gradvist standardiseret mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. af jødiske lærde (masoreter). Denne tekst blev den officielle hebraiske tekst i jødedommen og blev betragtet som mere præcis og pålidelig end den græske Septuaginta. Da den kristne kirke senere begyndte at vende sig mod hebraisk for at skabe en mere "autentisk" udgave af Det Gamle Testamente, blev den Masoretiske Tekst den foretrukne kilde.

3. Den kristne kirkes overgang til latinsk og hebraisk tradition:
I Vesten blev latin hurtigt det dominerende sprog, og med Vulgata-oversættelsen, som blev udført af Hieronymus i det 4. århundrede, fik den latinske kirke en ny standardoversættelse, der var baseret på de hebraiske skrifter i stedet for Septuaginta. Hieronymus valgte bevidst at basere sin oversættelse på hebraisk frem for græsk, hvilket markerede et skift væk fra Septuaginta.

4. Skismaet mellem Øst- og Vestkirken:
Selvom Septuaginta fortsat var vigtig i den østlige (ortodokse) kirke, blev Vulgata og den hebraiske tekst den primære tekst i den vestlige (romersk-katolske) kirke. Dette skisma mellem Øst og Vest forstærkede forskellen i tekstbrug, hvor Septuaginta fortsat havde betydning i øst, men mistede sin centrale plads i vest.

5. Protestantismens fokus på den hebraiske tekst:
I reformationstiden vendte mange protestantiske lærde sig mod de hebraiske tekster for at "gå tilbage til kilderne." Martin Luther og andre reformatorer mente, at det var vigtigt at basere oversættelser af Det Gamle Testamente på den hebraiske tekst, som de anså for at være den mest oprindelige og nøjagtige. Dette skift yderligere marginaliserede brugen af Septuaginta i protestantiske traditioner.

6. Teologiske forskelle:
De forskelle mellem Septuaginta og den Masoretiske Tekst, som fremhæves i dit tidligere eksempel, kan også have bidraget til, at kristne i Vesten efterhånden foretrak den hebraiske tekst. Mange af de teologiske pointer i Septuaginta blev set som problematiske, især i en tid, hvor kirken ønskede at skille sig ud fra jødedommen.

Sammenfattende blev Septuaginta ikke mere udbredt, fordi den blev erstattet af den Masoretiske Tekst, der blev anset for at være mere autentisk af både jøder og senere kristne lærde, især i den vestlige verden. Samtidig var der en generel bevægelse mod at bruge de originale hebraiske tekster i stedet for oversættelser, hvilket førte til, at Septuaginta blev mindre vigtig i mange kristne traditioner.