Jesus vs Jehova serie (1): Faderen er en glad giver

Dette er første del af en serie, hvor jeg vil afdække, hvorfor Jehova, Guden i Det Gamle Testamente, ikke er Jesus' Fader. Vi begynder med en af de mest markante kontraster mellem Jehova og Jesus: deres tilgang til det at give, med særlig fokus på sult og mad.

I både Det Gamle og Det Nye Testamente finder vi hele to historier, hvor store grupper af mennesker er sultne. Men måden Jehova og Jesus reagerer på disse situationer, kunne ikke være mere forskellig. Bibelen viser os to helt forskellige billeder af Gud: Jehova, som reagerer med vrede og straf, og Jesus, som handler med kærlighed, nåde og uden at kræve noget til gengæld.

Det er bemærkelsesværdigt, at der findes to gange to historier om masser af mennesker, der skal brødfødes, som for at understrege kontrasten og vigtigheden af Jesu handlinger. 

Israelitternes klager og Guds straf
I 4 Mosebog 11 ser vi en situation, hvor israelitterne, der rejser gennem ørkenen efter deres "befrielse" (når nærmere en frihedsberøvelse) fra Egypten, begynder de "at klage" over den manna, som Gud (Jehova) har givet dem at spise. De er trætte af den monotone diæt og beder Moses tale med Jehova om, at de savner bl.a. fisk. Gud (Jehova) er vred over deres klager og truer dem med en frygtelig straf. I stedet for at svare på deres ønsker i kærlighed og forståelse, giver Jehova dem så meget kød, at det vil vælte ud af deres næse og gøre dem syge af det. I 4 Mos 11:33 står der: “Men mens kødet endnu var mellem deres tænder og før de havde tygget det, flammede Herrens vrede op imod folket, og Herren slog folket med en meget stor plage.”

Noget senere (i 4 Mosebog 21:4-9) har vi en anden situation, hvor Jehova igen straffer israelitterne for deres "klager". Her begynder folket igen at klage over maden, og denne gang sender Jehova giftige slanger ind i lejren som straf. Mange israelitter dør som følge af slangernes bid. Dette er endnu et eksempel på Jehovas hårde reaktion overfor sit folk. I stedet for at møde deres behov og klager med forståelse og omsorg, straffer han dem med dødbringende slanger. Først når folket erkender deres "synd" og beder om nåde, tilbyder Jehova en løsning – men det sker først efter, at mange allerede er døde. 

Dette viser et billede af en jaloux og hævngerrig Gud, der i stedet for at velsigne sit folk med noget bedre, straffer dem voldsomt for deres utilfredshed. Jehova giver hellere af irritation og vrede end at give af kærlighed, når hans folk beder om noget. Og det han giver er ikke ligefrem kønt. Der er ikke meget i denne opførsel der tilnærmelsesvis minder om det kærlige fader Jesus har, vel? Og hvad siger Jesus også til os? Kend træet på dets frugt. 

Det er svært at estimere præcis, hvor mange israelitter der døde i disse to hændelser, da Bibelen ikke giver et specifikt tal. I 4 Mosebog 11 bliver der dog sagt, at "Herrens vrede flammede op" mod folket, og at han slog mange med en stor plage. I den anden hændelse, hvor Jehova sender slangerne, er det heller ikke klart, hvor mange der døde, men det beskrives, at mange af israelitterne blev bidt og døde (4 Mos 21:6). Samlet set må man dog forestille sig, at dødstallet i begge hændelser var betydeligt, da disse straffe var omfattende og rettet mod hele lejren.

Jesus’ bespisning af de 5000 og de 4000
I kontrast til dette ser vi Jesus i Det Nye Testamente, som to gange uden at blive bedt om det, mætter tusindvis af mennesker. Første gang sker det i Matt 14:13-21, hvor Jesus bespiser 5000 mænd, foruden kvinder og børn, med fem brød og to fisk. Han ser, at folket er sultne og har behov for føde, og han vælger at møde dette behov i kærlighed. Ingen klager, ingen beder ham om at gøre det – han ser blot deres behov og handler derefter.

Lidt senere, i Matt 15:32-39, gør Jesus det igen. Denne gang mætter han 4000 mennesker med syv brød og nogle få små fisk. Igen er det Jesus, der tager initiativet, fordi han har medfølelse med folket og ønsker at tage sig af deres behov.

Her ser vi en markant forskel: Jesus giver frit, uden at nogen beder om det. Han gør det ikke med en skjult agenda (andet end måske at vise os, at han ikke er som den onde Jehova), og der er ingen straf eller jalousi involveret. Han ser menneskers behov og handler straks i kærlighed. Han gør præcis det modsatte af, hvad Jehova gjorde i ørkenen med israelitterne.

"En far giver ikke sit barn en slange, når det beder om en fisk"
Et andet sted, hvor Jesus direkte refererer til forholdet mellem Gudfaderen og mennesker, er i Matt 7:9-11, hvor han siger: “Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Hvis da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil da jeres Fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!”

Her understreger Jesus igen, at Faderen i himlen ikke er som den strenge, hævngerrige Gud (Jehova), vi ser i Det Gamle Testamente. En far giver ikke sit barn noget ondt, når det beder om noget godt – men præcis det var, hvad Jehova gjorde med israelitterne. Da de bad om kød – gav dem også en plage som straf. Jesus’ pointe er klar: den sande Gud, som han åbenbarer, giver ikke sådan. Han giver gode gaver til sine børn, uden at straffe dem for at have behov eller ønsker.

"Giv, så skal der gives jer"
Lignelsen om den uretfærdige dommer og den vedholdende enke
I Lukas 18:1-8 fortæller Jesus historien om en enke, der gentagne gange opsøger en uretfærdig dommer for at få retfærdighed mod hendes modstander. Dommeren er ligeglad med både Gud og mennesker, men på grund af enkens vedholdende klagen giver han til sidst efter for at slippe for hendes konstante pres. Jesus bruger denne historie til at lære sine disciple om værdien af tålmodighed og udholdenhed i bøn.

I Luk 18:7-8 siger Jesus: "Skal Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, når de råber til ham dag og nat? Vil han vente længe med at hjælpe dem? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart."

Lignelsen viser, at Gud, i modsætning til den uretfærdige dommer, er en retfærdig og kærlig Fader, som vil give sine børn, hvad de behøver, når de vedholdende beder til ham. Det handler om tro på, at Gud vil høre og besvare bønner, selvom det ikke altid sker med det samme.

Denne lignelse hænger sammen med et andet af Jesu budskaber om bøn. I Matt 7:7-8 siger Jesus: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får, og den, der søger, finder, og den, der banker på, får lukket op."

Dette er et stærkt budskab om vedholdenhed og tro. Jesus lærer os, at Gudfaderen ønsker at svare på vores bønner, men han opmuntrer os samtidig til at være tålmodige og ikke give op. I modsætning til det billede, vi ser i Det Gamle Testamente, hvor folk der beder om hjælp blev straffet eller ignoreret for deres klager og bønner, ser vi i Det Nye Testamente, at Jesus opfordrer sine disciple til at blive ved med at bede. Dette viser Guds kærlighed og vilje til at besvare os, når vi vedholdende søger ham. 

I Det Gamle Testamente kostede det israelitterne dyrt at bede om hjælp. Og dem der har hørt Jesus sige disse ord må jo have tænkt ham tosset?! For man skal jo nødigt irritere trolden i æsken med sine bønner og ønsker, når det er med livet som indsats. 

Jesus som det levende brød fra himlen
En sidste vinkel inden jeg vil runde denne første del af, er også det at Jesus at mannaen fra Jehova kun var til "ren overlevelse".

I Johannes 6:31-35 refererer Jesus til mannaen fra Moses' tid og siger, at det brød kun var midlertidigt og ikke gav evigt liv. Han siger: "Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.' Jesus sagde da til dem: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer, Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min Fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, som kommer ned fra himlen og giver verden liv.'"

Jesus fortsætter i Johannes 6:48-51 og siger: "Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, er sådan, at den, der spiser det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen. Den, der spiser af dette brød, skal leve til evig tid. Og brødet, som jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."

Her gør Jesus det klart, at selvom Jehova gav israelitterne manna i ørkenen, var det kun en midlertidig løsning på deres fysiske sult. Israelitterne spiste det daglige brød og døde til sidst. Men Jesus siger, at han er det "sande brød fra himlen", der kan give åndeligt liv og evighed. Han gør en tydelig kontrast mellem den fysiske manna, som Jehova gav gennem Moses, og det åndelige brød, som han selv tilbyder, hvilket er meget større og langt mere betydningsfuldt, fordi det giver evigt liv.

Jesus' pointe er, at han ikke blot er en midlertidig løsning som mannaen, men han er det sande brød, som tilfredsstiller sjælens dybeste behov. Ved at tro på ham og tage del i ham, vil vi få evigt liv. Ergo siger han jo sådan set også at hvis han er det sande brød at Jehova er det usande brød. Tyg på den... ;-) 

Konklusion: 
Gennem Jesu handlinger og ord i Det Nye Testamente ser vi en markant forskel i den måde, "Gud" opfattes på. Hvor Jehova i Det Gamle Testamente ofte reagerede med vrede, hævn og straffende handlinger, når hans folk bad om hjælp, viser Jesus os et helt andet billede. Når Jehova er gavmild, der det som regel med en bagtanke for at opnå noget til sig selv, som fx at love Abraham (og hans efterkommere) guld og grønne skove mod en omskærelsespagt og lydighed. Faktisk vælter alle Jehovas folk sig i overflod, både Isak, Jakob, Job, David og Salomon var alle enormt rige på mammon (jordisk gods). Mammon er det som holder os fastløst i denne verden og det er det som Jesus beder os om at give afkald på. Derfor var det også ret interessant at da Salomon bad om visdom at han ovenikøbet fik en hulens masse rigdom. Var det mon med den bagtanke, at Salomon nok ville blive vis, men ville elske mammon over visdom? Jesus var også nærmest imod alle der besad rigdomme og forfordelte de fattige. For som min bonusfar plejer at sige om jordiske besiddelser, så er de "Ejerskabets burde". 

Jesus åbenbarer en Fader, der er fyldt med kærlighed, nåde og medfølelse – en Gud, der giver frit og uden bagtanker og betingelser. Denne forskel rejser spørgsmålet: Hvis Gud er evig og uforanderlig, hvorfor ser vi så denne radikale transformation?

Det er her, det bliver klart, at Jehova og den Fader, som Jesus åbenbarer, ikke kan være den samme. Jehova reagerer på menneskers behov med straf og død, mens Jesus viser en Gud, der møder os med åbne arme og overflod. Jesus lærer os, at Gud er en kærlig Fader, der aldrig vil give os en slange, når vi beder om en fisk. Tværtimod, som Jesus siger: "Bed, så skal der gives jer" (Matt 7:7). Den Gud, som Jesus viser os, giver ikke i vrede, men i kærlighed.

Og det er her, vi ser essensen af forskellen: Jehova gav israelitterne manna, men det var kun en midlertidig løsning, der førte til død. Jesus giver sig selv som "det levende brød", der fører til evigt liv. Denne kontrast understreger, at Jesus og Jehova repræsenterer to helt forskellige guddommelige væsener. Jesus tilbyder det, Jehova ikke kunne: evigt liv og sand kærlighed.

Denne serie vil fortsætte med at udforske flere eksempler på, hvordan Jehova og Jesu Fader ikke kan være den samme, og hvorfor det er afgørende for vores forståelse af Guds sande natur. Sandheden er, at Gud, som Jesus viser os, ikke er hævngerrig og straffende – han er fuld af kærlighed og nåde, og hans største ønske er at velsigne sine børn uden betingelser.