Jesus vs Jehova serie (3): At sværge og aflægge eder

Bibelen præsenterer os for et fascinerende emne, når det kommer til det at sværge og aflægge eder. I Det Gamle Testamente ser vi, at Jehova ikke blot tillader, men også selv aflægger eder og sværger. På den anden side finder vi i Det Nye Testamente Jesus, som lærer sine følgere, at de slet ikke skal sværge.

Denne artikel vil udforske denne kontrast og overveje dens relevans i moderne praksis.

Jehova og edsaflæggelse i Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente ser vi flere eksempler på, at Jehova sværger eller aflægger eder for at bekræfte sine løfter:

Jehova sværger til Abraham:
I 1 Mosebog 22:16-18, efter at Abraham er villig til at ofre sin søn Isak, siger Jehova: "Ved mig selv har jeg svoret, siger Herren: Fordi du har gjort dette og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal indtage deres fjenders porte, og i din æt skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig."

Jehova sværger til David:
I Salme 89:35-36 sværger Jehova ved sin egen hellighed: "Jeg vil ikke bryde min pagt, og hvad der er udgået fra mine læber, vil jeg ikke ændre. Én gang har jeg svoret ved min hellighed, at jeg ikke vil lyve for David."

Loven om eder og løfter:
I 3 Mosebog 19:12 instruerer Jehova folket om ikke at sværge falsk ved hans navn: "I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren." Dette viser, at eder blev taget meget alvorligt og skulle holdes, da de var indgået i Guds navn.

Disse eksempler viser, at edsaflæggelse og løfter var en central del af det forhold, som Jehova ønskede at etablere med sit folk. Det var en måde at bekræfte sandheden på og sikre troskab til pagtens bestemmelser.

Jesus' lære om at sværge
I Det Nye Testamente præsenterer Jesus en radikalt anderledes tilgang til edsaflæggelse. I Bjergprædikenen siger han:

Jesus' forbud mod at sværge:
I "Bjergprædikenen", Mattæus 5:33-37 siger Jesus: "I har også hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren.' Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Jeres tale skal være ja, ja; nej, nej. Hvad der ligger ud over det, er af det onde."

Her ser vi, at Jesus afviser hele konceptet med at sværge, uanset om det er ved Gud, ved himlen, jorden eller noget som helst andet. Han opfordrer til en enkel og sandfærdig kommunikation, hvor løfter og eder er overflødige, fordi ens ord i sig selv skal være tilstrækkelige.

​Jakobs Brev 5:12
Jakob, en af Jesu disciple og hans broder, gentager Jesu lære om edsaflæggelse og advarer mod at sværge: "Men frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden eller på nogen anden måde. Lad jeres ja være ja og jeres nej være nej, for at I ikke skal dømmes."

Denne passage understøtter Jesu undervisning og påpeger vigtigheden af integritet i tale. Ved at sværge komplicerer man enkelheden og inviterer dermed potentialet for synd og dom, hvis man mislykkes i at opfylde den ed.

Hvorfor kan det føre til dom?
​I Det Nye Testamente, især i Jesu og Jakobs undervisning, er det at sværge eller aflægge ed forbundet med dom af flere årsager. Man kan også sige at dom her og er forbundet med at kunne skabe dårlig karma. Her er nogle praktiske overvejelser, der ligger til grund for denne opfattelse:

Når man aflægger en ed, forpligter man sig til at holde et løfte eller en erklæring med Gud som vidne. Hvis man derefter bryder denne ed, er det ikke kun et løfte over for mennesker, man bryder, men også over for Gud. Dette skaber en alvorlig overtrædelse, som ifølge bibelsk lære kan føre til dom, fordi man handlet falsk eller ikke har været i stand til at opfylde eden. I Det Gamle Testamente, hvor falsk ed var en alvorlig synd (3 Mosebog 19:12).

Jesus og Jakob understreger, at en ed, der aflægges for at overbevise om ens sandhed, kan implicere en grundlæggende mangel på troværdighed. Hvis ens ord ikke er tilstrækkelige uden en ed, kan det indikere en tilbøjelighed til at lyve eller manipulere. Denne mangel på integritet er problematisk i en kristen kontekst, hvor sandfærdighed og pålidelighed er afgørende for et liv i tro. Jesus lærer, at ens "ja" skal være ja og ens "nej" skal være nej, hvilket betyder, at enhver overtrædelse af dette grundlæggende princip kan føre til dom.

At sværge ved noget helligt, såsom Guds navn, himlen eller jorden, indebærer en risiko for at tage Guds navn forfængeligt, hvilket er en alvorlig overtrædelse ifølge de ti bud (2 Mosebog 20:7). Når man sværger, er man tilbøjelig til at påkalde noget større end sig selv som garanti for ens sandhed eller intentioner. Hvis denne ed ikke holdes, tager man ikke kun sit eget navn i vanære, men også Guds navn, som man har påkaldt. 

Jesus’ lære om at undgå edsaflæggelse kan også ses som en opfordring til at være fuldt ud afhængig af sin egen integritet og Guds nåde i stedet for at være afhængig af ydre bekræftelser som en ed. Ved at aflægge en ed, kan man komme til at antyde, at ens almindelige ord ikke er pålidelige nok, hvilket underminerer den tillid, som Gud forventer, vi skal have til sandheden i vores egne ord. Denne mangel på tro på ens egen sandfærdighed og Guds overvældende nåde kan ses som en åndelig svaghed, som Jesus opfordrer sine følgere til at undgå.

Jesus og Jakob advarer mod dette for at beskytte troende mod faldgruber, der kan føre til dom og for at fremme et liv baseret på enkelhed, sandhed og troværdighed uden behov for eder.

Kontrasten mellem Jehova og Jesus
Denne forskel i tilgang til edsaflæggelse mellem Jehova og Jesus er markant. Hvor Jehova sværger ved sin egen hellighed og instruerer sit folk i, hvordan de skal aflægge eder, afviser Jesus dette helt. Han mener, at sandheden bør være iboende i ens ord, uden behov for yderligere bekræftelse gennem eder.

Denne kontrast kan rejse spørgsmål om, hvorfor Jesus afviser en praksis, som Jehova ikke blot tillader, men selv deltager i.

Når man sværger og aflægger ed, så følger man ikke Jesus visdom. 

Eder i moderne praksis: 
Alt dette taget i betragtning og selvom Jesus lærer os, at man ikke skal sværge, ser vi i moderne tid og i meget kristne lande, at edsaflæggelse spiller en vigtig rolle i mange samfund. 

To fremtrædende eksempler er:

1. Præsidentindsættelse: Ved indsættelsen af en ny præsident i USA aflægger præsidenten en ed med hånden på Bibelen. Denne tradition går tilbage til George Washington og ses som en højtidelig bekræftelse af præsidentens løfte om at beskytte og forsvare forfatningen.
2. Retssager: I retssager aflægger vidner ofte en ed om at tale sandhed. Denne praksis er designet til at sikre, at vidnesbyrdet er sandfærdigt og pålideligt, men står i kontrast til Jesu lære om ikke at sværge. Kvækere (en religiøse sekt), fik dog lavet sætningen om fra "Sværger du ved Gud den almægtige..." til at være mere neutral, da de ikke følte sig tilpas med at sværge religiøse eder.  Dog bruges den religiøse sætning med Gud i mange andre lande. 

Disse eksempler viser, hvordan edsaflæggelse stadig betragtes som en vigtig måde at sikre sandhed og troskab i vigtige samfundsmæssige funktioner. Men de står også i modsætning til Jesu budskab om, at vores ord skal være sande uden behov for en ed. Men lidt skræmmende er det jo faktisk også for ved at sværge om den er religiøs eller ej, så handler man mod Jesu ord og imod Jesus selv, når man bliver amerikansk præsident. Hvilken start på at sidde i det hvide hus. Men det er måske nødvendigt at frasige sig Jesus, når man skal ind i et sådant embede? ;-) 

Konklusion
Gennem Det Gamle Testamente ser vi Jehova, som ikke blot tillader, men også selv aflægger eder som et middel til at bekræfte sine løfter. I Det Nye Testamente ser vi Jesus, som i stedet opfordrer til en form for sandfærdighed, der gør eder overflødige. Denne kontrast viser et skift i, hvordan forholdet mellem Gud og menneskeheden kan forstås – fra en juridisk og formel tilgang i den gamle pagt til en personlig og indre sandfærdighed i den nye pagt.

Mens edsaflæggelse fortsat spiller en central rolle i moderne ceremonier og retssystemer, er det værd at overveje, hvordan disse praksisser passer med Jesu lære. Måske minder Jesus’ ord os om, at ægte troskab og sandhed ikke afhænger af eder, men af en dybere integritet, der udtrykkes i hverdagens simple "ja" og "nej".

Jeg kender selv meget få mennesker i mit liv hvor jeg ved hvad de reelt siger når de siger ja eller nej. Men de få jeg kender er faktisk også nogle af de mennesker jeg har allermest respekt for, fordi jeg ved at hvad de siger er det jeg kan regne med. Vi er så bange for sige hvad vi mener. Hvorfor er mig en gåde. Ikke fordi jeg skal pudse min glorie eller noget, men jeg har selv lært det hårde måde. For at kunne sige "ja" og "nej" er også at sige "til" og "fra". Har været nedlagt med stress 2 gange fordi jeg har sagt "ja" og "til", til alt for mange ting.

Jeg havde faktisk engang et domæne der hed "NejerNej.dk". Fordi jeg var tosset på BT's reklameplakat for en artikel om det med "at når en kvinde siger "nej" mener hun "ja"". Jeg var en gang udsat for en voldtægt og sagde nej utallige gange... men hvis en forbryder tror du mener ja, fordi han læser BT eller bare er vant til at ingen os egentlig siger tingene som de er. Ikke at jeg siger det var okay det han gjorde... men for pokker hvis vi dog bare var flere der ikke pakkede tingene ind, sagde tingene lige... ja så ville det hele være meget mere enkelt. 

Så kan kun herfra opfordre til at du fremover tænker over hvor i dit liv sværger du og aflægger eder? Måske også bare overfor dig selv? Hvor kan du være mere ærlig når du siger "ja" og "nej".