Jesu udfordring af Hierarkier og Titler

I kristen tradition bliver Jesus ofte omtalt som "Herre" eller "Mester," hvilket afspejler en dyb respekt og anerkendelse af hans guddommelige autoritet. Dog finder vi i nogle af de apokryfe evangelier, som Thomasevangeliet, en anden tilgang til denne titel. I disse tekster fremgår det, at Jesus selv modsatte sig ideen om at blive kaldt "Herre" eller "Mester," hvilket har betydelige implikationer for forståelsen af hans mission og budskab.

Jesus sagde aldrig, at man skulle bekende ham som Herre 
I evangelierne refererer Jesus til sig selv på måder, der antyder autoritet og guddommelighed, men vægten på at bekende Jesus som Herre, især som en formel trosbekendelse, er mere fremtrædende i Paulus' skrifter.
​ 

Matthæus 7:21:
"Ikke enhver, som siger til mig: ‘Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje."

Romerbrevet 10:9 (Paulus):
"For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du blive frelst."

Bekendelsen af Jesus som Herre bliver et centralt element i den kristne identitet i Paulus' breve, men er mindre eksplicit fremhævet af Jesus i de synoptiske evangelier.
I Thomasevangeliet, en samling af Jesu udsagn, der blev fundet i Nag Hammadi-biblioteket i 1945, findes en passage, hvor Jesus klart siger: "Jeg er ikke din mester." Denne udtalelse er både overraskende og tankevækkende, især i lyset af den traditionelle kristne opfattelse af Jesus som en autoritetsfigur. Ved at afvise titlen "mester" synes Jesus at udfordre de konventionelle magtstrukturer og hierarkier, der ofte præger religiøse og sociale institutioner.

Desuden siger Jesus også flg. i Matthæusevangeliet 23:8 siger Jesus: "Men I skal ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres lærer, og I er alle brødre." Her ser vi en lignende afvisning af titler og en opfordring til at se hinanden som ligeværdige.
​ 
Keith Giles, en moderne teolog og forfatter, har i sine værker fremhævet denne side af Jesu lære. Giles argumenterer for, at Jesus ønskede at nedbryde de barrierer, der kunne forhindre mennesker i at have en direkte og personlig forbindelse med Gud. Ved at undgå titler, der kunne sætte ham på en piedestal over sine tilhængere, understregede Jesus vigtigheden af ligeværd og fællesskab. 

Jesus som Faderens Sendebud
I de kanoniske evangelier refererer Jesus ofte til Gud som "Faderen" og fremhæver, at han er sendt af Faderen for at udføre hans vilje. For eksempel i Johannesevangeliet 5:30 siger Jesus: "Jeg kan intet gøre af mig selv; jeg dømmer, som jeg hører, og min dom er retfærdig, fordi jeg ikke søger min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig." Denne betoning af Faderen som den højeste autoritet afspejler Jesu ydmyghed og hans mission som Guds repræsentant på jorden.

Desuden i Matthæusevangeliet 23:9 advarer Jesus sine disciple mod at kalde nogen på jorden for deres far, idet han siger: "I skal ikke kalde nogen her på jorden for fader; for én er jeres Fader, ham, som er i himlene." Denne klare instruktion peger på, at alle æresbevisninger og titler bør forbeholdes Gud alene, og at ingen mennesker skal ophøjes til en position af åndelig autoritet, der kun tilkommer Gud.

Konflikten med Kirkens Tradition
Denne lære fra Jesus kan ses som en udfordring til visse kirkelige traditioner, hvor præster og åndelige ledere ofte omtales som "fædre." I mange kristne traditioner, især inden for den katolske kirke, er det almindeligt at kalde præster for "fader" som en titel for respekt og åndelig lederskab. Dette kan ses som en strid med Jesu instruktioner i Matthæusevangeliet, hvor han advarer mod at bruge denne titel.

Det er en vigtig påmindelse om, at Jesu lære ofte går imod menneskelige tendenser til at skabe hierarkier og systemer af magt. Jesu budskab om ligeværd og ydmyghed udfordrer os til at reflektere over vores egne praksisser og traditioner inden for kirken. Det opfordrer os til at overveje, hvordan vi bedst kan ære Gudfader som den eneste sande Fader og undgå at ophøje mennesker til en position, der kan distrahere fra Guds enestående rolle i vores liv.

Ved at understrege, at ingen skal kaldes "herre" eller "fader" på jorden, fremmer Jesus en radikal idé om åndelig ligeværd og direkte forbindelse med Gud. Hans lære inviterer til en genovervejelse af hierarkier og titler, ikke kun i religiøs praksis, men også i vores daglige liv. Det er en opfordring til at søge en dybere forståelse af vores fælles menneskelighed og vores fælles forhold til Gud, den eneste sande Fader.

Jesus og Afvisningen af Jordiske Titler: En Åndelig Familie
En anden central del af Jesu lære, der understøtter hans afvisning af jordiske titler og hierarkier, findes i de episoder, hvor han afviser jordiske familieforhold til fordel for et åndeligt fællesskab. Dette emne berøres i flere af de synoptiske evangelier, herunder Matthæus, Markus og Lukas, hvor Jesus tydeligt understreger vigtigheden af åndelige relationer over biologiske bånd.

I Matthæusevangeliet 12:46-50 bliver Jesus informeret om, at hans mor og brødre står udenfor og ønsker at tale med ham. Jesu svar er bemærkelsesværdigt: "Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?" Han peger derefter på sine disciple og siger: "Se, her er min mor og mine brødre! For den, der gør min himmelske Faders vilje, er min bror og søster og mor." Dette svar markerer en klar adskillelse mellem blodets bånd og de åndelige bånd, som Jesus værdsætter højere.

Jesu udtalelse udfordrer den traditionelle forståelse af familie og understreger, at det åndelige fællesskab blandt dem, der følger Guds vilje, er vigtigere end biologiske forbindelser. Ved at gøre dette nedbryder Jesus ikke kun de hierarkier, der er forbundet med sociale og familiære strukturer, men han fremhæver også en radikal idé om et universelt åndeligt broderskab.

En lignende passage findes i Markus 3:31-35, hvor Jesus igen understreger, at de, der gør Guds vilje, udgør hans sande familie. I Lukas 8:19-21 gentages denne tanke, hvor Jesus siger: "Min mor og mine brødre er dem, der hører Guds ord og gør efter det." Disse passager viser konsekvent Jesu afvisning af at prioritere jordiske titler og relationer over det åndelige fællesskab og lydighed mod Gud.

Denne afvisning af jordiske titler og hierarkier afspejler en dybere teologisk pointe: at de jordiske forhold, som vi ofte sætter så stor pris på, ikke bør være afgørende for vores åndelige liv og relationer. Jesus opfordrer sine følgere til at se ud over det synlige og det materielle og i stedet fokusere på deres relation med Gudfaderen og det åndelige fællesskab, de deler med andre troende.

Ved at nedtone betydningen af blodets bånd og fremhæve det åndelige fællesskab, udfordrer Jesus de sociale normer og kulturelle forventninger fra sin tid. Hans lære opfordrer os til at søge dybere åndelige forbindelser og at forstå vores fællesskab med andre på et mere transcendentalt niveau. Dette perspektiv er ikke kun radikalt, men det tilbyder også en befrielse fra de begrænsninger og forventninger, der ofte følger med jordiske titler og relationer.

​"Som Engle i Himlen": Jesu Perspektiv på Livet Efter Døden
I Jesu undervisning er der flere steder, hvor han adresserer spørgsmålet om, hvad der sker efter døden, og hvordan vores jordiske identiteter og relationer transformeres i det himmelske rige. Et bemærkelsesværdigt sted, hvor Jesus taler om dette, er i Matthæusevangeliet 22:23-30. Her bliver han udfordret af saddukæerne, som ikke tror på opstandelsen, med et hypotetisk spørgsmål om en kvinde, der havde været gift med syv brødre, alle som døde uden at efterlade børn. Saddukæerne spørger, hvis hustru hun vil være i opstandelsen.

Jesu svar er både overraskende og lærerigt. Han siger: "I farer vild, fordi I ikke forstår hverken skrifterne eller Guds magt. For i opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men man er som engle i himlen" (Matthæus 22:29-30). Med denne udtalelse afviser Jesus ideen om, at jordiske relationer og ægteskabelige bånd fortsætter i himlen på samme måde som på jorden. Han understreger, at i opstandelsen vil mennesker ikke længere være underlagt de samme sociale strukturer eller kønsidentiteter, som de er i det jordiske liv.

Dette perspektiv harmonerer med den radikale lære, som Jesus præsenterer andre steder, hvor han udfordrer de jordiske normer og hierarkier. Det minder også om den tanke, som han udtrykte i Thomasevangeliet, hvor han taler om at forene det mandlige og kvindelige i én enhed for at komme ind i Guds rige. Begrebet om at være "som engle i himlen" antyder en tilstand af åndelig ligeværdighed og enhed, hvor kønsidentiteter bliver irrelevante. Dette er en opfordring til at forstå livet efter døden som en transcendent oplevelse, hvor jordiske skel bliver opløst. Det er en lære, der opfordrer os til at se ud over de jordiske og sociale skel og til at forstå vores eksistens som en del af en større, guddommelig enhed.