Hvad betyder det at "bære sit kors"?

"Er lidelse virkelig Guds vilje, eller er der en dybere, frigørende mening med Yehoshuas opfordring til at 'bære sit kors'?"​

I mange kristne traditioner forstås Yehoshuas (Jesus') opfordring til at "bære sit kors" som en accept af livets lidelser og en opofrelse for troen. Denne forståelse er ofte knyttet til en opfattelse af Gud (Jehova) som den, der tester og pålægger mennesket prøvelser, lidelse og endda død for at styrke troen. Men hvad nu, hvis vi ser Yehoshuas opfordring i et andet lys? Hvad hvis det ikke handler om at acceptere lidelse, men om at tage ansvar for vores skæbne, vores rejse gennem prøvelser, og at finde glæden ved at lade vores lys skinne – selv midt i modgang?

Denne artikel udforsker kontrasten mellem den lidende forståelse af "at bære sit kors" i traditionelle kristne traditioner og en mere oplysende, åndelig forståelse, hvor prøvelser ses som muligheder for vækst og glæde. Her præsenteres også en gnostisk fortolkning, hvor Gud Faderen, som lys og kærlighed, aldrig tester eller pålægger lidelse. 

Artiklen bygger videre på min tidligere artikel:
​Korset: Fra "Skam" til "Sejr" og Symbolik Gennem Tiderne

Yehoshua om at bærer sit kors:
​
​"Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd." Matthæus 10:38

"Da sagde Jesus til sine disciple: 'Hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv, tage sit kors op og følge mig.'” Matthæus 16:24

"Den, der ikke bærer sit kors og følger mig, kan ikke være min discipel." Lukas 14:27

Den traditionelle forståelse
​Den traditionelle forståelse af "at bære sit kors" har været fremherskende, fordi den passede til kirkens behov for kontrol, tidens kulturelle værdier og en psykologisk søgen efter mening i lidelse. Men denne forståelse er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Yehoshuas oprindelige budskab, der fokuserer på frihed, glæde og transformation frem for passiv accept af lidelse.

Yehoshuas (Jesus') opfordring til at "bære sit kors" er blevet tolket på mange forskellige måder i kristne traditioner, afhængigt af tid, teologi og kulturelle kontekster. I mange kristne traditioner, især de historisk dominerende som katolicismen og protestantismen, er det almindeligt at forstå denne opfordring som en opfordring til at acceptere livets lidelser og opofre sig for troen.

Ordet "kors" i kontekst: Ej "kors" men "skæbne"
Det græske ord, der bruges i de nævnte passager for kors, er σταυρός (staurós). Dette ord har i den antikke græske kontekst en bredere betydning, som potentielt kan give anledning til forskellige fortolkninger. 

​Oprindeligt betyder staurós en opretstående pæl eller stolpe. Det refererer til en simpel træbjælke, der kunne bruges som et hegn eller som en pæl til henrettelser. Under romerne udviklede staurós sig til at referere til det kors, der blev brugt til korsfæstelser. Dette kunne være en T-formet eller krydsformet struktur (†), som vi forbinder med korsfæstelsen af Yehoshua (Jesus). På Yehoshuas tid kunne det symbolisere en byrde eller prøvelse, der skulle bæres som en del af en større åndelig rejse.

Det er værd at bemærke, at hvis Yehoshua talte aramæisk (hans modersmål), kan han have brugt et udtryk, som ikke nødvendigvis direkte refererede til en fysisk pæl eller kors. På aramæisk kunne det snarere have betydet "at bære sin skæbne" eller "at bære sin prøvelse."

At tage sit staurós op kan have betydet at acceptere det ansvar, de udfordringer eller den lidelse, der følger med at leve efter Gudfaders vilje. "Salige er I, når mennesker hader jer, og når de udelukker jer og spotter jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld". Lukas 6:22. Når Yehoshua taler om forfølgelse, er det tæt knyttet til hans opfordring om at bære sit kors (fx Matthæus 16:24). At bære sit kors betyder at acceptere de prøvelser, der følger med at leve i sandhed og følge hans lære, selv når det medfører modstand.

Lidelse som en dyd og del af Guds (Jehovas) vilje
Yehoshuas korsfæstelse bliver ofte set som et symbol på, at lidelse er nødvendig for at opnå frelse. Troende opfordres til at acceptere deres egne "kors" – hvad enten det er sygdom, modgang eller tab – som en del af Guds plan.

Dette udspringer af en teologi, hvor Jehova fremstilles som den Gud, der tester og pålægger prøvelser for at styrke troen, som i historien om Job.

I mange traditionelle kristne forståelser – og især i historiske praksisser – er der en udbredt idé om, at lidelse bringer en tættere på Gud. Denne tanke stammer fra en tolkning af Yehoshuas (Jesus') korsfæstelse, hvor hans lidelse ses som en nødvendig del af frelsen. Dette har gennem historien ført til ekstreme praksisser, hvor nogle har opsøgt eller påført sig selv lidelse i troen på, at det ville styrke deres forbindelse til Gud.

Ved at idealisere lidelse risikerer vi at overse glæden og mulighederne for vækst gennem sand erkendelse. Denne tankegang kan også føre til passivitet i forhold til uretfærdighed – fx at acceptere fattigdom, sygdom eller undertrykkelse som "Guds vilje."

​Kirken har historisk set brugt idéen om lidelse som en vej til Gud til at kontrollere mennesker. Ved at pålægge skyld og fremhæve lidelse som helligt, kunne kirken fastholde sin magt over troende. Dette ses fx i salg af afladsbreve og opfordringer til bodsgerninger for at opnå frelse.

Hvis lidelse bliver hovedvejen til Gud, kan det give et forvrænget billede af Gud som en, der kræver smerte og straf, snarere end som en kærlig og lysende kraft. Dette strider mod Yehoshuas budskab om glæde, kærlighed og sandhed.

At dø fra sig selv
Mange præster og teologer har lært, at "at bære sit kors" betyder at fornægte sig selv og sine ønsker for at tjene Gud. Det handler om at underkaste sig og finde værdi i ydmyghed og opofrelse. Munke og nonner (i kristent regi) praktiser ekstreme former for selvfornægtelse, som fx frivillig fattigdom og faste, for at efterligne Kristus.

Når askese bliver en praksis for at "udrydde" det jordiske i sig selv, risikerer man at undertrykke den menneskelige natur på en skadelig måde, snarere end at transformere den. Dette kan give en falsk følelse af åndelighed, hvor man søger at hæve sig over andre gennem selvpineri eller isolation.

Jesus (Yehoshua) overvandt Lucifers ekstreme indflydelse ved at finde en balance. Han levede et liv, der integrerede det jordiske og det himmelske. Han forsøgte ikke at undgå det jordiske liv, men engagerede sig aktivt i det.  Han prædikede en vej, der forbandt kærlighed og åndelig visdom med det praktiske og jordiske arbejde.
​
​Læs evt. også min artikel: Jesus vs Jehova serie (2): Testeren og Fristeren
Hvori jeg kommer ind på at Gudfaderen ikke udsætter os for prøvelser. 

Gnosticismen og Yehoshuas frigørende budskab tilbyder en anden vej: at forstå lidelse som en del af illusionen og bruge livets prøvelser som muligheder for vækst og erkendelse – ikke som en nødvendighed for at opnå Guds kærlighed.

Afsløringen: En misforståelse og en manipulation
Når vi frigør os fra den traditionelle forståelse og ser Yehoshuas budskab i lys af gnostisk indsigt, fremstår det tydeligt, at denne forståelse er en forenkling – og måske endda en bevidst manipulation – af hans budskab.

I gnosticismen forstås Jehova ikke som Gud Faderen, men som Demiurgen, en lavere skabergud, der fastholder sjælene i en illusion. Jehova er kilden til prøvelser og kaos, ikke kærlighed og lys. Gud Faderen, derimod, tester aldrig sine børn og pålægger dem ikke lidelse.

Her for du lige nogle eksempler fra Nag Hammadi-biblioteket der omtaler den illusion:

"Og han (Demiurgen) opfandt en verden i overensstemmelse med sine egne tanker, og han skabte den ved en illusion. Og de blev fanget af hans magt, fordi de ikke kendte ham, der er sandheden."
— Johannes' Hemmelige Bog

"De styrende magter blev vrede over ham (mennesket), fordi de ikke kunne fastholde hans sjæl under deres magt. De skabte prøvelser for at forvirre ham og lede ham væk fra lyset, men han fortsatte med at søge sandheden."
— Sofia Jesu Kristi Visdom

Måske lige lidt ud af konteksten, men passer bare så godt med det sidste citat:
"Se, der kommer dage, siger Herren Gud, da jeg sender hungersnød over landet, ikke en hungersnød efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav til hav og fra nord til øst; de skal søge efter Herrens ord, men de skal ikke finde det."
Amos 8:11-12 (Septuaginta)

I en gnostisk kontekst kan dette forstås som, at Jehova (Demiurgen) skjuler den sande Guds (Gud Faderens) ord og sandhed. Denne tolkning understøttes af gnostiske tekster, hvor Demiurgen ofte beskrives som en bedragerisk skabergud, der fastholder sjælene i uvidenhed og illusion.

Katarerne, inspireret af gnostisk visdom, afviste den materielle verdens illusioner og levede som lysbærere. De stod fast i sandheden, selv når de blev forfulgt, og praktiserede en livsstil, der fokuserede på enkelhed, kærlighed og tjeneste.

Læs evt. min artikel: Jesus vs Jehova serie (4): Visdom vs. Uvidenhed

Materiens Kors og Axis Mundi
Astrologi var udbredt på Yehoshuas tid og blev brugt i mange religiøse og kulturelle sammenhænge. Men Yehoshuas budskab om frihed og sandhed kan tolkes som en opfordring til at gennemskue og transcendere sådanne systemer. Han pegede på en direkte forbindelse til Gud, der gik ud over de begrænsninger, som astrologi og andre kosmiske strukturer pålagde.

​Zodiacens (dyrekredens) kors som astrologer kalder "The cross of matter" - altså "Materiens Kors" og Axis Mundi er centrale elementer i den kosmiske struktur, som Demiurgen har skabt for at fastholde sjælene i illusionen. Zodiacens kors refererer til horoskopets fire vinkler: Ascendant (AC), Midhaven (MC), Descendant (DC) og Imum Coeli (IC). Disse vinkler repræsenterer nøgleaspekter af det jordiske liv – vores selvudtryk, karriere, relationer og fundament – men i gnostisk forståelse udgør de også et kontrolsystem. Gennem dette "double crossing" (bedrag og dualitet) binder Demiurgen sjælene til en illusion af forudbestemt skæbne, hvilket fastholder os i gentagne mønstre af lidelse og begrænsninger.

Axis Mundi, ofte kendt som 'verdensaksen,' symboliserer forbindelsen mellem det guddommelige og det jordiske, men i Demiurgens struktur bliver denne forbindelse en fælde, der fastholder sjælene. Denne akse opretholder illusionen om tid, rum og karmiske bindinger, og dens formål er at forhindre sjælens opstigning mod lyset.

Når Yehoshua taler om at "bære sit kors," kan det tolkes som en opfordring til at gennemskue og transcendere denne kosmiske kontrol. Ved at erkende vores sande spirituelle natur og afvise illusionens bindinger kan vi bryde fri fra Demiurgens greb. At bære sit kors betyder derfor ikke at underkaste sig skæbnen, men at tage ansvar for sin rejse mod åndelig frihed og genopdage forbindelsen til Gud Faderen.

Konklusion: At bære sit kors som en vej til frihed
At bære sit kors handler ikke om at acceptere lidelse som en del af Guds plan. Det handler om at tage ansvar for sin egen rejse gennem illusionen, stå fast i sandheden og finde glæden ved at dele sit lys. Yehoshuas opfordring er en invitation til at bryde fri fra Demiurgens kontrol, gennemskue inflydelsen af bl.a. dyrekredsens og verdensaksens bindinger og finde vejen tilbage til Gud Faderen.

At bære sit kors er ikke en byrde, men en opfordring til at bryde illusionens greb, genfinde vores sande natur og bringe lyset frem i verden. Yehoshuas budskab opfordrer os til at lade vores lys skinne klart og inspirere andre til at finde deres vej tilbage til lysets rige.