Hjemrejsen: Blog
|
En kontroversiel blog om Yehoshuas (Jesu)
visdom og den sandhed han ønskede os at kende! |
Jeg skriver denne artikel fordi jeg synes der er alt for mange paralleller mellem Herrens dag vs Dommedag iflg. Johannes Åbenbaringen til at de kan pakkes under gulvtæppet som tilfældigheder.
Begrebet “Herrens dag” er en tilbagevendende tematik i Det Gamle Testamente, hvor det beskrives som en dag for dom, straf og guddommelig indgriben. Denne dag markerer ofte en afslutning på uretfærdighed og en genskabelse af retfærdighed. I Johannes' Åbenbaring genfinder vi lignende temaer, men de videreudvikles i en apokalyptisk ramme, hvor dommedag får en universel og kosmisk betydning. Johannes' Åbenbaring trækker på billedsproget fra Det Gamle Testamente og tilføjer nye dimensioner, især med Lammet som en central figur i dommen. Denne artikel vil udforske, hvordan Herrens dag i GT relaterer til dommedag i Åbenbaringen, med fokus på de paralleller og forskelle, der findes mellem de to koncepter.
Herrens dag i Det Gamle Testamente
Herrens dag beskrives i GT som en tid, hvor Jehova straffer synderne og bringer retfærdighed tilbage til verden. Det er en dag fyldt med frygtindgydende begivenheder som naturkatastrofer, mørke og krig. Centralt for Herrens dag er ideen om, at den repræsenterer Guds vrede og hans dom over både Israel og de andre nationer. Nogle af de mest fremtrædende beskrivelser af Herrens dag findes i følgende passager:
Disse passager understreger Herrens dag som en tid med både straf og genskabelse, men ofte med en lokal eller national fokus. Dommedag i Johannes' Åbenbaring I Johannes' Åbenbaring udvides dommedagskonceptet til at være globalt og kosmisk. Her er dommen ikke blot rettet mod en nation, men mod hele verden. Åbenbaringens visioner er fyldt med symbolske billeder, hvor Lammet spiller en central rolle som både dommer og frelser. Nøgletemaer i Åbenbaringen inkluderer:
Sammenligning mellem Herrens dag og Johannes' Åbenbaring Tabellen nedenfor giver et overblik over de vigtigste paralleller og forskelle mellem Herrens dag i GT og dommedag i Johannes' Åbenbaring:
Der er som du måske kan se, to væsentlige forskelle som kan forklares. Fra lokal til global dom En af de mest markante udviklinger fra Herrens dag i Det Gamle Testamente til dommedagen i Johannes' Åbenbaring er overgangen fra en lokal til en global dom. I Det Gamle Testamente var Jehovas dom ofte rettet mod Israel og dets nærmeste naboer – enten for at straffe sit eget folk for deres ulydighed eller for at bringe retfærdighed mod deres fjender. Dommen var primært afgrænset til de nationer, der havde en direkte relation til Israel og Jehovas pagt. I Johannes' Åbenbaring har dommen imidlertid fået en universel skala. Den handler ikke længere kun om Israel og dets fjender, men om hele verden og alle nationer. Dette skift afspejler Jehovas udvikling fra at være en stammegud for israelitterne til at blive en global guddom, der tilbedes af både jøder, kristne og muslimer. Med spredningen af monoteistiske religioner, der udspringer af den samme tradition, er Jehovas herredømme nu så omfattende, at hans dom også omfatter hele menneskeheden. Denne udvikling fra lokal til global dom kan ses som en konsekvens af Jehovas voksende magtbase. I Det Gamle Testamente blev han ofte omtalt som Israels Gud (fx Esajas 45:3), en Gud, der primært handlede inden for rammerne af det folk, han havde udvalgt. Men med kristendommens fremkomst og senere islams spredning blev han i stigende grad opfattet som universets Gud – en transformation, der gjorde det nødvendigt at udvide dommens omfang fra en national til en global skala. I Johannes' Åbenbaring manifesteres dette skift tydeligt. Her ser vi en dom, der ikke kun rammer enkelte nationer, men hele kloden gennem kosmiske katastrofer og globale plager (fx Åbenbaringen 16:1-21). Beskrivelserne af naturkatastrofer, stjernernes fald og vredesskålene peger på en universel indgriben, der ikke lader nogen undslippe. Dette globale fokus underbygges af, at Johannes' Åbenbaring adresserer "alle nationer, stammer, folk og tungemål" (Åbenbaringen 7:9), og at dommens målsætning er at bringe hele verden under Jehovas herredømme. Denne transformation spejler Jehovas egen udvikling fra en tribal guddom til en verdensomspændende magt, hvis tilbedelse nu strækker sig fra Mellemøsten til Vesten og videre til alle verdenshjørner. Denne ekspansion af Jehovas herredømme og dom kan dog også vække refleksion: Hvorfor skulle en kærlig og altomfavnende Gud have behov for at udvide sin dom til at omfatte hele menneskeheden gennem død og ødelæggelse? Dette spørgsmål rejser en mulig kontrast mellem den Gud, som Yehoshua beskrev – en Gud, der er inde i os og fokuserer på kærlighed og nåde – og den domsfokuserede Jehova i Johannes' Åbenbaring, der påtvinger sin vilje på global skala. 
Lammet som Messias og den jordiske konge
En nøgle til at forstå parallellerne mellem Herrens dag i Det Gamle Testamente og Johannes' Åbenbaring er rollen, som Lammet spiller. I kristen tradition forbindes Lammet ofte med Yehoshua (Jesus), men ved nærmere granskning passer beskrivelsen af Lammet bedre til den ventede messias fra jødisk tradition – en jordisk konge, der bringer retfærdighed ved at besejre fjenderne og etablere et synligt gudsrige på jorden. I Johannes' Åbenbaring fremstilles Lammet som både dommer og kriger. Det leder dommen over nationerne, påkalder guddommelig vrede og modtager tilbedelse som verdens hersker (Åbenbaringen 5:12-13). Dette billede passer tæt på de messianske forventninger fra jødisk tradition, hvor messias skulle være en konge fra Davids slægt, der med magt og retfærdighed ville genoprette Guds herredømme på jorden. Denne fremstilling er imidlertid i kontrast til Yehoshuas egne ord om sig selv som Menneskesønnen, der kom for at tjene og ofre sig for menneskeheden snarere end at herske som en jordisk konge. Yehoshua distancerede sig gentagne gange fra de forventninger, som hans tilhængere havde om en politisk eller militær messias (fx Johannes 6:15, hvor han trækker sig tilbage, da de vil gøre ham til konge). At Lammet i Johannes' Åbenbaring optræder som en dommer og kriger, der straffer og hersker, er derfor mere i tråd med de gammeltestamentlige beskrivelser af Herrens dag og de messianske forventninger om en jordisk frelser end med Yehoshuas egen selvforståelse. Dette skaber en markant kontinuitet mellem Det Gamle Testamentes profetier og Johannes' Åbenbaring, hvor temaerne om straf, dom og retfærdiggørelse på jorden går igen – blot med Lammet som den centrale figur i stedet for Jehova. Yehoshua understreger selv, at Guds rige ikke er noget, der kommer som en ydre og synlig manifestation, men snarere noget, der er til stede indeni os. Han advarer direkte mod at forvente en fysisk messias eller at lade sig forlede af dem, der hævder, at han vil komme på en jordisk måde:
Disse vers fremhæver Yehoshuas fokus på det indre og spirituelle frem for det ydre og fysiske. Det står i skarp kontrast til Lammet i Johannes' Åbenbaring, som repræsenterer en jordisk og politisk messias, der leder en fysisk kamp og etablerer et synligt kongerige. Dette understreger, hvordan Johannes' Åbenbaring genbruger de messianske forventninger fra jødisk tradition og passer dem ind i en ny ramme, der fremstår som en gentagelse af Herrens dag i en global og apokalyptisk kontekst. 
Hvem er Johannes Åbenbaringen skrevet til?
Umiddelbart, så tænker man jo den er skrevet til kristne og dem der tror på og følger Yehoshua. Men den tror jeg ikke selv på længere... og lad mig lige forklare hvorfor. Lad os lige først se hvordan JÅ indledes i de 3 første vers: 1) Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske. Han sendte sin engel og kundgjorde det i et syn for sin tjener Johannes, 2) som har bevidnet Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd, alt, hvad han har set. 3) Salig er den, der læser op, og de, der hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær. Mit første argument er, at der i Septuaginta udgaven af Det Gamle Testamente (GT), bruges Theos Θεός som oversættelse af det hebraiske Elohim. Betydningen er dog ofte flertydig, hvor Elohim kan betyde "Gud" (Jehova) eller generelt "guder" (guddomme). Tænker dette er fordi Elohim ofte bruges i forbindelse med Jehova, da han er en Elohim. Så de to steder der står Gud i disse tre første vers, er der altså tale om Guderne og ikke om Gudfader. Min andet argument er Yehoshua ikke har nogle tjenere eller slaver, som der egentlig står. Johannes' Åbenbaring adresserer ofte "Guds tjenere" (græsk: doulos, som også kan oversættes til "slaver"). I Det Gamle Testamente omtales israelitterne ofte som Jehovas tjenere eller slaver (f.eks. i 3. Mosebog 25:55). Derimod har vi så Yehoshua, der selv siger, at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene. 42) "Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: ‘I ved, at de, der regnes for folkets fyrster, hersker over dem, og at deres stormænd udøver magt over dem. 43) Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 44) og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. 45) For Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.’" Markus 10:42-45 (og Matthæus 20:25-28) Mit 3 argument er at der her bruges "Jesu Kristi" som også er en betegnelse for et falsk billede af Yehoshua. Yehoshua var ikke den salvede eller Messias han var Menneskesønnen, som han også siger i ovenstående fra Markus. Mens Yehoshua kaldte sig selv for Menneskesønnen – en titel, som hentydede til en guddommelig og jordisk frelserfigur, der stammer fra Daniels og Enoks profetier – undlader Paulus fuldstændigt at bruge denne titel. Derudover, så er jeg også ret overbevist om at "Jesu Kristi" er det billede som bliver skabt i JÅ kap. 13, som ALLE kommer til at tilbede. Jeg arbejder pt. på et andet skriveri om netop dette, som snart bliver offentliggjort, som vil gå helt i dybden. Læs evt. denne artikel: Menneskesøn, Messias, Kristus og/eller Guds søn: En sammenligning af begreberne 
En sidste og fjerde ting er den skikkelse der beskrives som sendebuddet i JÅ kap. 1:1 og igen fra kap. 1:12-18. Skikkelsen beskrives som et lysende der ligner Menneskesønnen, som hævder at have "nøglerne til døden og dødsriget". Mens denne skikkelse traditionelt identificeres som Yehoshua (Jesus), er der flere grunde til at overveje, om der kan være tale om en anden figur, fx en faldet engel som Azazel.
Azazel nævnes i jødisk apokalyptik (fx 1. Enoks Bog) som en faldet engel, der blev forvist til ørkenen og fik en central rolle i at bære menneskehedens synd (jf. syndebukken i 3. Mosebog 16:10). Hans placering i afsondrethed og mørke gør ham til en oplagt kandidat som vogter af dødsriget eller afgrunden. I Åbenbaringen 9:1 gives "nøglen til afgrundens brønd" til en "stjerne, der var faldet fra himlen," hvilket kan tolkes som en faldet engel. Azazel er i flere traditioner associeret med vogterfunktioner over områder uden for det guddommelige lys, hvilket kan forbinde ham med magt over dødsriget eller Tartarus (afgrunden). Azazel optræder i rabbinerskrifter som en mulig tjener for Jehova, der udfører opgaver relateret til menneskehedens synd. Jehova omtales i GT som en Elohim, der har magt over liv og død (fx 5. Mosebog 32:39), og Azazel kan tænkes at dele i denne funktion som administrator over dødsriget. Beskrivelsen i Åbenbaringen 1:12-16 af en lysende skikkelse med "ansigt som solen" og "stemme som mange vande" minder om arketyper for engle eller åndelige væsener, der viser sig som lysende figurer. Dette stemmer også overens med beskrivelsen af faldne engle som væsener, der stadig kan fremstå i en ophøjet, bedragerisk form (jf. Paulus' egne ord i 2. Korintherbrev 11:14, hvor han siger, at "selv Satan skaber sig om til en lysets engel"). Der er ingen steder i Det Nye Testamente, hvor Yehoshua siges at have nøglerne til dødsriget, undtagen i Åbenbaringen 1:18. Derimod gives nøglerne til afgrunden i Åbenbaringen 9:1 til en faldet engel. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt skikkelsen i kapitel 1 faktisk er Yehoshua, eller om det er en faldet magt, som forsøger at tage denne titel. De nøgler som Yehoshua har er derimod nøglerne til himmeriget, som han overdrager til Peter. I Matthæus 16:19 siger Yehoshua til Peter: "Jeg vil give dig himmerigets nøgler; hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Forskellen mellem Matthæus 16:19 og Åbenbaringen 1:18 antyder, at nøglerne til Himmeriget og nøglerne til dødsriget ikke nødvendigvis er i de samme hænder, hvilket åbner for en dybere undersøgelse af, hvem der faktisk har magt over døden og livet i Bibelens fortællinger. Apollons nøgler til afgrunden: Nu vi er ved nøgler, så er det også interessant at der i JÅ tales om en engel ved navn Apollyon (Abaddon), der har nøgler til afgrunden (Tartarus). Navnene Apolluón og Apollon deler en fonetisk lighed. Begge har rødder i det græske ord apollymi (ἀπόλλυμι), som betyder "at ødelægge" eller "at fortabe." Apollon er også en god kandidat til det lysende væsen Paulus mødte, da Apollon var guden for lys, helbredelse, kunst og profeti. Det er da også værd at bemærke navneligheden mellem Paulos og Apollos kan vække associationer til Apollon og at dette er navnet Saul modtager eller at han har mødt en lysende skikkelse, som han selv er inde på kan være Satan (modstanderen/rebellen). Der er ikke direkte historisk bevis for, at Paulus havde en formel forbindelse til Apollons kult. Dog er der flere interessante sammenfald og elementer, som kan rejse spekulationer om en mulig indirekte forbindelse eller overlap mellem Paulus’ mission og Apollons symbolik i den græsk-romerske verden. Apollon var en af de mest udbredte guder i den græsk-romerske verden, og hans kult var stærkt repræsenteret i mange af de byer, Paulus missionerede i. Disse omfatter byer som: Korinth og Efesos. Hans brug af lys- og indsigtssymbolik kunne resonere med Apollons karakteristika. Læs evt. denne artikel: Bibelbegreberne for Efterlivet: Ildsøen, Tartarus, Gehenna, Hades og Himlen Alt dette rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig er målgruppen for Åbenbaringen? Er det virkelig til Yehoshua folk? Er det til dem der tror på det falske billede nævnt i kap. 13? Er det til følgerne af Anti-krist? Eller er teksten til dem, der er fanget i Elohims kontrolsystem eller om den er en drejebog til El-itterne (eliten). For spøjst nok siger Yehoshua lige ovenfor også at fyrsterne og herskerne og deres stormænd har slaver... og sjovt nok, så kan Elohim ud over guderne også oversættes til fyrste, magistratorer og hersker. Og det var også lige hvad de var, da alle guderne fik tildelt hver deres nation og hvor Jehova fik Israelitterne. Desuden, så adresseres der så breve til de 7 menigheder i Asien. Menigheder der alle er stiftet af Paulus. Hvorfor hedder den Johannes Åbenbaringen? I den græske originaltekst kaldes bogen Apokalypsis Iēsou Christou (Ἀποκάλυψις Ἰησοῦ Χριστοῦ), hvilket betyder Jesu Kristi Åbenbaring eller Jesu Kristi Afsløring. Dette understreger, at det er en åbenbaring fra eller om Jesus Kristus. Ordet apokalypsis betyder bogstaveligt "afsløring" eller "afsløring af noget skjult." Det indikerer, at bogen handler om at afsløre skjulte sandheder om verdens skæbne og Elohim. En afsløring af Elohims plan for fremtiden, især dommedagen og verdens genoprettelse. Eller Herrens dag og "The great reset", som jeg selv tror på er en del af hele gamet. Navnet "Johannes' Åbenbaring" skyldes, at forfatteren identificerer sig som Johannes i teksten (Åbenbaringen 1:1, 1:4, 1:9). Traditionelt er denne Johannes blevet betragtet som apostlen Johannes, der også menes at have skrevet Johannesevangeliet og Johannesbrevene. Dog er der ikke enighed om, at det faktisk er samme Johannes. Denne usikkerhed skyldes forskelle i stil, teologi og historisk kontekst. Traditionelt er dette blevet tolket som apostlen Johannes, "disciplen, som Jesus elskede," men denne tradition blev først fastlagt senere af kirkefædre som Ireneus (2. århundrede e.Kr.). Nogle forskere mener derfor, at forfatteren kan have været en anden Johannes, fx en profet eller leder i de asiatiske menigheder, som Paulus også tidligere havde arbejdet med. Selvom Paulus næppe er forfatter til Åbenbaringen, kan hans teologi og arbejde i de asiatiske menigheder have inspireret teksten, da Paulus ofte advarede sine menigheder om kommende prøvelser og falske lærere, hvilket stemmer overens med Åbenbaringens budskab. 
Yehoshua der der guider os ind på den smalle sti...
Afslutning
Johannes' Åbenbaring fremstår som en videreførelse af konceptet Herrens dag fra Det Gamle Testamente, men med en global og apokalyptisk ramme. Jehovas overgang fra Israels Gud til en universel guddom har udvidet hans dom fra at være lokal og national til at omfatte hele verden. Denne udvikling gør Johannes' Åbenbaring til en central tekst i kristendommen, som både har inspireret og skræmt generationer af troende. Men Johannes' Åbenbaring har også været med til at skabe et falsk håb blandt kristne – et håb om, at en dag vil al lidelse ophøre, og de troende vil blive reddet af en ekstern frelser. Denne forestilling om, at dommen vil bringe retfærdighed og genoprettelse, kan ses som en del af en bedragerisk plan, hvor Jehova og arkontiske kræfter bruger håb som et redskab til kontrol. For hvem er vi uden håb? Et falsk håb kan dog være en stærk mekanisme til at fastholde sjæle i illusionen om, at frelse kommer udefra, og at vi blot skal vente på en messiansk skikkelse til at redde os. Yehoshua lærte noget helt andet. Han sagde, at Guds rige er inde i os (Lukas 17:20-21), og han advarede mod falske messiaser, der ville sige: "Se, her er han!" eller "Der er han!" (Matthæus 24:23-24). Han opfordrede os til at omvende os, tage vores kors op og følge ham (Matthæus 16:24). Det betyder, at vi selv må tage ansvar for vores liv, vores gerninger og vores åndelige vækst. Frelse kommer ikke gennem en ydre dom, men gennem vores egen omvendelse og villighed til at dømme os selv, ændre vores adfærd og søge sandheden. Dette budskab står i skarp kontrast til Johannes' Åbenbaring, hvor fokus ligger på en eksternt påført dom og straf. Hvis vi lader os forføre af den illusion, at vi blot kan vente på, at alt bliver godt igen uden vores aktive medvirken, risikerer vi at fastholde os selv i matrixens kontrolsystem. Ved at gøre det gode, dømme os selv og handle ud fra kærlighed og sandhed kan vi imidlertid bryde denne cyklus og finde vej til den sande Yehoshua – ikke som en jordisk konge eller en dommer, men som en vejleder, der viser os, hvordan vi selv kan finde frelsen. Så hvad står vi tilbage med? Johannes' Åbenbaring har givet mange kristne håb, men spørgsmålet er, om dette håb har været en befrielse eller et bedrag. Hvis vi ser på den omfattende død og ødelæggelse, der skildres i Åbenbaringen, må vi spørge os selv: Hvordan kan dette harmonere med en kærlig og altomfavnende Gud? Hvorfor skulle en Gud, der ønsker at bringe lys og fred, være kilden til så meget lidelse og frygt? Fra et gnostisk perspektiv kan dette tolkes som endnu en afsløring af arkontiske kræfter, der bruger frygt og falske forhåbninger til at fastholde sjæle i deres greb. Den sande vej til frelse ligger ikke i at vente på dommedagen, men i at tage ansvar for vores egne liv, søge sandheden og leve i overensstemmelse med kærlighedens principper. Afslutningsvis opfordrer dette os til at læse Johannes' Åbenbaring med kritiske øjne og spørge os selv: Er vi villige til at tage vores kors op og finde sandheden i os selv, eller vil vi fortsætte med at vente på en frelse, der måske aldrig kommer? Det er kun gennem vores egne valg og handlinger, at vi kan bryde fri fra matrixens cyklus og finde vej til den sande Gud. |
Kort om bloggenMit navn er Marie-Louise og det er mig, som skriver... Jeg deler hvad jeg end har på hjertet i jagten på Sandheden og om det at gå med Yehoshua på Vejen hjem til Gudfader. Alt fra hellige tekster, egne oplevelser, arkæologi, filosofi, kvantefysik, anatomi, astrologi og andet godt som jeg håber vil være til inspiration.
Disclamer: Jeg påstår ikke at jeg kender sandheden. Jeg ved kun at jo mere jeg ved, jo mindre ved jeg. Derved er mine skriv mest af alt til inspiration og til at du selv undersøger nærmere. 
Emner
Alle
Arkiv
Juli 2025
Broder Yehoshua vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den. |