Den Deuteronomiske Reform: En Transformation af Tekst og Tro

Et Kritisk Blik på Lovbogens Oprindelse og Josias' Dagsorden

Artiklen er opdateret d. 21/10-24.
Historien om Israels religion er fascinerende og kompleks. Fra de tidlige dage af polyteistisk tro (Flerguderi) til en bestemt form for monoteisme (troen på, at der kun findes én gud), har regionens religiøse landskab konstant udviklet sig. Et centralt omdrejningspunkt i denne evolution er den Deuteronomiske Reform, som bl.a. formgav teksterne i det, vi i dag kalder det Gamle Testamente.

Den Deuteronomiske Reform, der blev indført af kong Josias (ca. 640-609 f.Kr.), står som et centralt vendepunkt i det gamle Israels religiøse og politiske historie. Reformen blev initieret på baggrund af opdagelsen af en "Lovbog" i templet, som mange bibelforskere i dag mener er en tidlig version af Deuteronomium. Denne reform havde vidtrækkende konsekvenser for samfundet og etablerede en ny religiøs orden i Juda. Men opdagelsen af lovbogen har også affødt en del skepsis blandt forskere, som stiller spørgsmålstegn ved dens oprindelse og ægthed. Kunne lovbogen have været et bevidst skabt redskab for Josias til at fremme sine politiske og religiøse mål?​

Historisk Kontekst
I løbet af det 7. århundrede f.Kr. var det assyriske imperium i tilbagegang, og dette skabte et magttomrum, som Juda kunne udnytte. Kong Josias, der blev konge i en ung alder, ønskede at genopbygge Juda både religiøst og politisk. Juda var på dette tidspunkt præget af religiøs pluralisme, hvor mange forskellige guder blev tilbedt, ofte side om side med Jehova. Josias' reformer forsøgte at ændre denne religiøse virkelighed drastisk.

Kong Josias' Regeringstid (ca. 640-609 f.Kr.)
Kong Josias regerede over Juda i en periode med stor omvæltning, hvor det assyriske riges indflydelse var aftagende. Josias blev konge som otteårig og viste hurtigt en særlig hengivenhed over for Jehova.

Som en ung konge stod han over for udfordringer fra lokale magthavere og religiøse grupper, der var loyale over for forskellige guder.  Da han var omkring 26 år gammel, blev en lovbog opdaget i templet i Jerusalem, hvilket førte til en gennemgribende religiøs reform. Dette fund blev brugt som grundlag for en gennemgribende reform, der centraliserede al tilbedelse omkring Jehova.

Opdagelsen af "Lovbogen" – Tilfældighed eller Strategi?
Opdagelsen af lovbogen i templet er en af de mest fascinerende og kontroversielle begivenheder i Den Deuteronomiske Reform. Ifølge Anden Kongebog 22:8-13 blev bogen fundet under en renovering af templet og straks præsenteret for kong Josias. Da han hørte indholdet, blev han angiveligt chokeret over, hvor langt folket var kommet væk fra Guds love, og han satte straks gang i reformer.

Men mange forskere har rejst tvivl om denne "opdagelse". Der er en udbredt opfattelse af, at det er meget usandsynligt, at en så vigtig lovbog ville være blevet glemt eller overset i templet gennem generationer. I stedet spekulerer nogle på, om lovbogen kan være blevet skrevet eller redigeret netop i denne periode for at passe til Josias' reformdagsorden.

Skeptiske Teorier om Lovbogens Oprindelse:

1. Politiske Motiver: En af de fremherskende teorier er, at opdagelsen af lovbogen var en iscenesat begivenhed, designet til at give Josias guddommelig legitimitet til at gennemføre de reformer, han allerede havde planlagt. Ved at præsentere loven som noget gammelt og helligt kunne Josias undgå mistanke om, at han handlede ud fra personlige eller politiske interesser.
2. Skabelse af en National Identitet: Josias' reformer, baseret på lovbogen, centraliserede tilbedelsen i Jerusalem og gjorde det til den eneste legitime kultplads. Dette kan have været et bevidst forsøg på at skabe en ensartet national identitet og konsolidere magten i kongens hænder. Ved at forbinde sin regering med en "genfundet" gammel pagt kunne Josias fremstille sig selv som en reformator sendt af Gud.
3. Lovbogen som Nyligt Skrevet Tekst: Mange forskere mener, at lovbogen kunne være blevet skrevet eller kraftigt redigeret kort før dens opdagelse for at understøtte Josias' reformer. Deuteronomium, som lovbogen menes at være en tidlig version af, fremhæver eksklusiv tilbedelse af Jehova og forbyder andre guder – præcis de principper, som Josias ønskede at fremme.

Formål med Reformen
Reformen havde flere klare formål, både religiøse og politiske:

1. Religiøs Centralisering: Josias ønskede at samle al tilbedelse af Jehova i templet i Jerusalem. Dette medførte nedrivning af lokale helligdomme og altere, hvor andre guder blev tilbedt, hvilket også underminerede magten hos lokale præster og ledere.
2. Udryddelse af Afgudsdyrkelse: En anden central del af reformen var afskaffelsen af alle andre religiøse praksisser end tilbedelsen af Jehova. Ba'al- og Asherah-tilbedelse, som havde været udbredt, blev forbudt.

Teologisk Betydning
Reformen fremmede en overgang fra polyteisme til monolatri, hvor tilbedelsen af én Gud, Jehova, blev betragtet som den eneste legitime form for gudsdyrkelse, selvom eksistensen af andre guder ikke blev eksplicit benægtet. Dette var et væsentligt skridt mod den monoteisme, der senere skulle blive fundamentet for både jødedommen og kristendommen. Det centrale i reformen var, at pagten mellem Gud og folket kun kunne opretholdes, hvis folket tilbad Jehova alene og fulgte lovens forskrifter strengt.

Reformens Konsekvenser
Reformen havde en dybtgående indvirkning på det religiøse og sociale liv i Juda:

• Politiske ændringer: Centraliseringen af religionen styrkede kongens magt, idet al religiøs praksis blev koncentreret i Jerusalem, og lokale magtstrukturer blev svækket.
• Social retfærdighed: Deuteronomiet lægger vægt på social retfærdighed og omsorg for de svage i samfundet, herunder enker, forældreløse og de fattige. Josias’ reformer understøttede disse værdier.
• Kulturel ensretning: Ved at forbyde andre former for tilbedelse og ritualer skabte reformen en ensretning af det religiøse liv i Juda, men dette kunne også have ført til en vis kulturel homogenisering, hvor lokale religiøse traditioner blev undertrykt.

Ændringer i Teksterne
Reformen førte til en revision af de religiøse tekster. Det er i denne periode, at mange af de historiske og profetiske bøger blev redigeret eller skrevet om for at afspejle de deuteronomiske idealer. Ældre polyteistiske elementer blev fjernet, og fortællingerne blev tilpasset til at fremme ideen om eksklusiv tilbedelse af Jehova.

Monolatrisk Tiltag
Reformen indledte en overgang fra polyteisme til monolatri, hvor det blev påbudt at tilbe Jehova alene. Tidligere guder som Asherah, der havde været forbundet med frugtbarhed og moderjord, blev fjernet fra templerne. Symboler for Asherah, som tidligere havde stået ved Jehovas altre, blev ødelagt, og tilbedelsen af Ba'al blev undertrykt. Josias’ reformer forsøgte at eliminere alle spor af disse guder og cementere Jehova som den eneste gud i Juda.

En "Ren" Tilbedelse af Jehova eller Politisk Magtspil?
Mens reformen af mange blev præsenteret som et forsøg på at genskabe en "ren" tilbedelse af Jehova, kan den også ses som et politisk magtspil. Ved at centralisere tilbedelsen i Jerusalem sikrede Josias sig kontrol over landets religiøse liv og styrkede sin egen magtposition. Den religiøse reform gav ham mulighed for at eliminere lokale magtstrukturer og præster, der havde større autonomi og muligvis modstand mod centralisering.

Denne reform var ikke kun et religiøst projekt, men også et politisk træk, der effektivt udvidede kongens magt over både religion og stat. Ved at præsentere reformerne som en tilbagevenden til en ældre og hellig tradition, kunne Josias fremstå som en gudfrygtig konge, selvom reformerne også havde klare politiske gevinster.

Hvad Betød Reformen for Samfundets Diversitet?
Josias' reformer havde en homogeniserende effekt på samfundet. Tidligere religiøse praksisser og lokal variation blev undertrykt, og al religiøs autoritet blev samlet i Jerusalem. Dette skabte en stærk national identitet baseret på eksklusiv tilbedelse af Jehova, men det betød også, at mange lokale traditioner blev fjernet eller forbudt. Denne ensretning kunne have ført til social uro, da dele af befolkningen sandsynligvis modsatte sig de nye regler.

Hvad Kan Vi Lære af Den Deuteronomiske Reform?
Den Deuteronomiske Reform er et fascinerende eksempel på, hvordan religion og politik kan sammenflettes for at opnå magt og kontrol. Ved at centralisere al tilbedelse af Jehova i Jerusalem og udrense polyteistiske praksisser sikrede Josias ikke kun en religiøs fornyelse, men også en styrkelse af sin egen politiske magt. Dette mønster af at bruge religion som et redskab til politisk kontrol er ikke unikt for Josias’ tid – det har gentaget sig gennem historien, og et af de mest fremtrædende eksempler på dette er den romerske kejser

Konstantins reform af kristendommen.
Konstantin og Kristendommens ReformI det 4. århundrede e.Kr. stod den romerske kejser Konstantin over for en lignende situation som Josias: et rige splittet af religiøs pluralisme og konkurrence mellem forskellige guder og sekter. På dette tidspunkt var Romerriget præget af mange forskellige religiøse traditioner, herunder den voksende kristendom, der stadig var en minoritet i forhold til den dominerende romerske polyteisme.

Konstantin tog et skelsættende skridt, da han efter sin sejr i Slaget ved Milvianbroen i 312 e.Kr. konverterede til kristendommen og gjorde kristendommen til en central del af sin politiske strategi. I lighed med Josias, som centraliserede tilbedelsen af Jehova, begyndte Konstantin at fremme en ensretning af religiøs praksis ved at forene kristendommen som Romerrigets officielle religion. Selv om Rom ikke umiddelbart blev fuldt monoteistisk, markerede Konstantins reformer et skridt væk fra polyteismen og hen imod en sammenvævning af stat og kirke, hvor kejseren fik kontrol over religionen, og kirken til gengæld støttede hans magt.

Paralleller Mellem Josias og Konstantin
Der er flere klare paralleller mellem Josias' reformer og Konstantins handlinger:

• Centralisering af magt: Både Josias og Konstantin centraliserede den religiøse magt for at styrke deres politiske kontrol. Josias gjorde Jerusalem til det eneste sted for tilbedelse af Jehova, mens Konstantin gjorde kristendommen til den officielle religion i Rom og knyttede sin kejserlige magt til den voksende kirke.
• Religiøs ensretning: Josias forsøgte at udrydde afgudsdyrkelse og polyteisme, mens Konstantin langsomt flyttede Romerriget væk fra flerguderi ved at give kristendommen en privilegeret position og forbyde visse hedenske ritualer.
• Brug af religion som politisk redskab: Begge ledere brugte religion som et redskab til at legitimere deres magt. Josias baserede sin reform på en opdaget lovbog, som gav ham guddommelig autoritet til at handle, mens Konstantin gjorde brug af kristendommens teologi og støtte fra kirken til at befæste sin magt over Romerriget. Begge reformatorer brugte religion til at skabe en stærkere centralmagt og opnå kontrol over både religiøse og politiske institutioner.

Kirken og Staten – En Vedvarende Sammenfletning
Konstantins reformer markerede begyndelsen på en tæt sammenfletning af kirke og stat, som i mange tilfælde har varet op til i dag. Den katolske kirke voksede i magt og indflydelse under kejserens beskyttelse, og kirken blev en central institution i den politiske struktur i hele Europa i århundreder. Konstantins metode med at bruge religion til at konsolidere sin politiske magt satte en præcedens, som mange senere herskere har fulgt.

På samme måde som Josias brugte religion til at skabe en ensartet national identitet i Juda, brugte Konstantin kristendommen til at forene Romerriget under en fælles trosretning. Ved at bringe religion og politik tættere sammen, kunne kejseren fastholde kontrol over både det åndelige og det verdslige liv.

Har Konstantin Kopieret Josias?
Selvom det er svært at sige, om Konstantin direkte kopierede Josias, er parallellerne mellem de to reformatorer slående. Begge ledere stod over for riger, der var splittet af religiøs mangfoldighed, og begge brugte religion som et redskab til at skabe politisk og social stabilitet. Konstantin kan have været inspireret af tidligere eksempler på religiøse reformer som Josias' i Bibelen, især hvis vi tager i betragtning, at kristendommens skrifter, herunder Det Gamle Testamente, spillede en rolle i den kristne tradition, som han omfavnede.

Ved at bruge religion til at kontrollere samfundet og samle folket under én tro, gentog Konstantin mange af de strategier, Josias anvendte. Ligesom Josias gjorde Jerusalem til centrum for tilbedelse, gjorde Konstantin Rom til centrum for den kristne verden, hvilket også banede vejen for den katolske kirkes magt.

Lærdomme fra Historien
Den Deuteronomiske Reform og Konstantins kristne reform minder os om, hvordan religion kan bruges som et magtfuldt værktøj til at opnå politisk kontrol og skabe en fælles identitet i et samfund. Begge reformatorer forsøgte at bruge religion til at samle deres folk og fjerne rivaliserende magtcentre – hvad enten det var lokale helligdomme i Josias' Juda eller hedenske templer i Konstantins Rom.

Sammenligningen mellem Josias og Konstantin viser også, hvordan en centraliseret religion kan skabe et ensartet samfund, men samtidig begrænse mangfoldigheden. Ved at undertrykke andre religiøse traditioner og samle magten i hænderne på en central religiøs autoritet, kan denne slags reformer føre til stabilitet, men også undertrykkelse af alternative måder at leve og tro på. Denne dynamik er fortsat relevant i dag, hvor vi stadig ser, hvordan religion og politik er tæt forbundet i mange samfund verden over.

Konstantins model har haft en varig effekt på den vestlige verden, hvor kirke og stat har været flettet sammen gennem store dele af historien. På samme måde kan vi se Josias’ reform som en tidlig version af denne sammensmeltning af religion og politik, hvor kongemagtens kontrol blev styrket gennem religiøs ensretning.

Reflekterende tanker om ændringer i teksten
Sammenfattende har store religiøse og sociale bevægelser, som den Deuteronomiske Reform, formet og formgivet teksterne i det Gamle Testamente, hvilket gør det til en kilde til både religiøs og historisk indsigt. Men grundet alle disse ændringer, så har vi mistet en del af vores historie og oprindelse. Men der er dog stadig spor i teksten, som tilsyneladende er blevet overset eller nogen har efterladt dem med vilje?

Der er steder hvor det er tydeligt at hele afsnit er væk, da der er store gab i tekstens sammenhæng. Der er historier som burde være ens, men som ikke er og her kunne det være fordi noget er rettet og andet er glemt at blive rettet. Fx historien om David der "brændemærker/tæller" Israelitterne på befaling fra hans "Gud"... og da han bagefter er ked af det han har gjort, så bliver han straffet af sin "Gud", som slå 70.000 af Davids folk ihjel. Men hvem er denne "Gud" der straffer David? I 2. Samuel 24 er det Herren (YHWH/Jahve) men i 1. Kron. kap. 21, så er det Satan*. 

Den lader jeg lige stå og afslutter med disse ord fra Yehoshua (Jesus) - Johannes Evangeliet kap. 8: 
39 They answered and said unto him, Abraham is our father. Jesus saith unto them, If ye were Abraham's children, ye would do the works of Abraham. 40 But now ye seek to kill me, a man that hath told you the truth, which I have heard of God: this did not Abraham. 41 Ye do the deeds of your father. Then said they to him, We be not born of fornication; we have one Father, even God. 42 Jesus said unto them, If God were your Father, ye would love me: for I proceeded forth and came from God; neither came I of myself, but he sent me. 43 Why do ye not understand my speech? even because ye cannot hear my word. 44 Ye are of your father the devil, and the lusts of your father ye will do. He was a murderer from the beginning, and abode not in the truth, because there is no truth in him. When he speaketh a lie, he speaketh of his own: for he is a liar, and the father of it. 45 And because I tell you the truth, ye believe me not.

* Satan er ikke en person/individ, det er et tillægsord og betyder rebel. Derimod er Djævlen et kaldenavn/ønavn på lige fod med fx Adonai eller El Shaddai.