Bygget af dæmoner, fyldt med blod – kunne dette være Faderens hus?

Var templet i Jerusalem virkelig Yehoshuas Faders hus – eller snarere Jehovas tempel? Når Yehoshua i Johannes 2,16 siger: “Gør ikke min Faders hus til et slagtehus,” kan det nemlig lyde som en anerkendelse af, at templet var hans Faders bolig. Men hvis det i virkeligheden var Jehovas tempel, rejser det spørgsmålet: Hvem er da hans Fader?
​
I denne artikel undersøger jeg, hvis bolig templet egentlig var, og hvorfor Yehoshua taler så radikalt om både templet, præsteskabet og de blodige ofre. Jeg ser på, hvordan han selv bruger ordet tempel – om sin egen krop, om mennesket som Guds levende bolig, og om et tempel “uden hænder”. Samtidig inddrager jeg essenernes kritik af Jerusalem-templet, Dødehavsrullerne og Thomasevangeliet, som peger på en anden forståelse: at Faderens hus ikke er bundet til sten, mure og ritualer, men findes i os selv og overalt i skaberværket.

---

Noget, der har rumsteret i mig i noget – og som jeg ikke helt har kunnet forstå – er, hvorfor Yehoshua skulle kalde templet i Jerusalem for sin Faders hus, når jeg dybest set tror, at Jehova ikke er hans Far, og at templet uden tvivl tilhører Jehova.
Ville det ikke – sagt ligeud – være det samme som, at Yehoshua anerkender Jehova som sin Fader?
​
​Da jeg skrev min seneste artikel, blev jeg mindet om det nedstående vers, i beretningen om tempelrensningen.
Her siger Yehoshua:
“Gør ikke min Faders hus til et slagtehus.” (Joh 2,16)
 
Ja, slagtehus – og ikke markedsplads eller røverkule, som mange oversættelser ellers gengiver det.
(Læs også min artikel: Kristus og Kødets Paradoks: Var Yehoshua vegetar? – hvor jeg dykker dybere ned i en anden del af denne sætning. Denne tekst fungerer som en udvidelse af det perspektiv.)
 
For mange – mig selv inklusiv – har verset længe lydt som en bekræftelse af, at templet i Jerusalem var Faderens bolig. Og netop dette vers kunne – ved første øjekast – være det, der kunne få hele min overbevisning til at vakle.
 
Men nu vil jeg altså have klart svar… for anerkender Yehoshua Jehova som sin Fader, så må jeg tage mit ord igen, hvis det skulle vise sig, at jeg har været på afveje.
 
Så nu gør jeg det! Dykker ned i konteksten og i detaljerne for at finde svaret.


​Hvem tilhørte templet i Jerusalem?
Bibelen gør det klart, at templet i Jerusalem var viet til Jehova (YHWH). Det første tempel blev bygget af kong Salomon som en bolig for Herrens navn. I 1. Kongebog kapitel 8 læser vi, hvordan skyen – Jehovas herlighed – fylder templet under indvielsen, så præsterne ikke kan udføre deres tjeneste. Flere steder i Tanakh gentages det, at templet er “huset for Herren” (hebraisk: Beit YHWH), og at det er dér, ofrene til Jehova skal bringes.

Templet blev centrum for alle de ritualer, der var knyttet til Jehova: brændofre, blodofre og de store religiøse højtider. Profeterne – fra Jeremias til Ezekiel – omtaler også templet som Jehovas bolig, og når folket syndede, talte de om, at Herrens hus var blevet vanhelliget.

Derfor er det uden for diskussion, at templet i Jerusalem – set ud fra den bibelske tradition – blev betragtet som Jehovas tempel.

Et tempel bygget med hjælp af dæmoner
Ifølge jødisk tradition havde kong Salomon en ring, der gav ham magt til at kontrollere ånder og dæmoner. I den såkaldte Testament of Solomon – en tekst uden for den bibelske kanon – beskrives det, hvordan faldne engle og dæmoniske kræfter blev tvunget til at hjælpe med at opføre templet i Jerusalem. Hvis denne fortælling rummer sandhed, betyder det, at selve fundamentet for Jehovas tempel blev til gennem mørke magter.

Kobler vi det til Bibelens beretning, bliver kontrasten tydelig: Templet var stedet for blodige ofre, hvor dyr i hobetal blev slagtet under højtiderne. Præsterne stod i blod til anklerne, når de udførte deres ritualer. Et hus, der efter sigende er bygget af dæmoner og derefter fyldt med blod – kan det virkelig være Faderens bolig? Eller var det tværtimod et hus for Jehova, som Yehoshua netop ville afsløre som et slagtehus?

Drømmen om det tredje tempel
Diskussionen om, hvem templet i Jerusalem tilhørte, er ikke kun en historisk problemstilling. I dag tales der igen og igen om at rejse det såkaldte tredje tempel på tempelbjerget. I visse jødiske kredse betragtes det som opfyldelsen af gamle profetier, og forberedelserne er allerede i gang. Blandt andet har man bragt den “røde ko” til Israel, fordi dens blod ifølge Mosebøgerne skulle bruges til renselse, før et nyt tempel kan tages i brug.

Denne handling – symbolsk dyb og stærkt kontroversiel – har skabt uroligheder og teologiske spændinger i Israel og blandt både jødiske, muslimske og kristne grupper. Ifølge flere kilder var det endda en medvirkende årsag til krigen i området. 

Men hvor ironisk er det ikke, at man ønsker at genopbygge et hus, Yehoshua selv kaldte et slagtehus? At man vil genoplive præcis det blodige system, han tog et opgør med – og kalde det helligt? Hvis templet var Jehovas hus, og hvis det blev bygget af dæmoners hænder og fyldt med blod, hvad siger det så om længslen efter at genopbygge det i dag?
​

Hvad er ”templet” og hvad er det ikke iflg. Yeshoshua
For at finde mening i hvordan kan det kan være at Yehoshua ifbm. Tempelrensningen bruger termen “min Faders hus” – så har jeg først og fremmest valgt at kigge på i hvilke andre situationer han bruger ordet Tempel og i hvilken kontekst. Måske hvis vi undersøger dette, kan vi måske forstå hvorfor han som han gør sådan i Joh 2,16.
 
I Johannes 2,19 siger han:
“Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det op igen på tre dage.”
Her er det tydeligt, at han taler om sin egen krop som tempel – ikke om bygningen i Jerusalem. Johannes forklarer det selv få vers senere i vers 21: “Men det tempel, han talte om, var hans legeme.”

Senere i Markus 14:58 (NT)
Under retssagen mod Yehoshua siger vidner:
“Vi har hørt ham sige: ‘Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage opbygge et andet, som ikke er bygget med hænder.’”
  
Yehoshua blev anklaget af vidner for at ville nedbryde det tempel, der var bygget med menneskehænder, og erstatte det med et, som ikke er bygget af denne verden. De forstod ikke, at han talte om et levende tempel – hjertet, ånden, mennesket selv – hvor den sande Fader kan tage bolig. Hans ord pegede mod en pagt, der ikke er skrevet i sten eller blod, men indgraveret i sjælens inderste, hvor ingen mure kan begrænse Guds nærvær.
 
Han siger aldrig, at det ydre tempel skal genopbygges. Tværtimod siger han i Matt 24,2:
“Der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.”
Og i Matt 23,38 kalder han det rent faktisk for “jeres hus”, som står tilbage øde og forladt. “Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og forladt.”
 
Iflg. Biblehub henviser ”jeres hus" til templet i Jerusalem, som var centralt for jødisk tilbedelse og identitet.

Templet blev betragtet som Jehovas bolig blandt hans folk. Historisk set havde templet været et symbol på hans nærvær og gunst, men Yehoshuas brug af "jeres" antyder en adskillelse, at det ikke har noget med ham selv eller Gudfaderen at gøre. Det er øjensynligt et sted der derimod er tomt og øde. Hvor Gudfaderens ånd, lys og tilstedeværelse er væk. Et sted han gerne ser revet ned.
  
Yehoshuas vrede over templet kan ikke isoleres fra den bredere kritik, der fandtes på hans tid – især blandt de essenske samfund, som vi i dag kender bedst gennem Dødehavsrullerne. Disse grupper distancerede sig kraftigt fra det officielle præsteskab i Jerusalem og betragtede templet som forurenet og korrupt.
 
I Dødehavsrullerne beskrives de præster, som stod for ofringerne, som “Løgnepagtens sønner,” “falske lærere” og “Belials børn” – betegnelser, der peger på et religiøst system, der var vendt bort fra sandhed og lys.
 
Dette stemmer foruroligende godt overens med Yehoshuas egne ord i Johannes kapitel 8, hvor han siger, at de, der tjener templet, har Djævlen til far. Og det kaster nyt lys over tempelrensningen: Måske vredesudbruddet ikke kun om de blodige ritualer, men også det dæmoniske i at kalde et slagtehus for et helligt sted.
 
Han siger også:
“Guds rige er inden i jer” (Luk 17,21)
og taler ofte om at rense det indre fremfor det ydre. Når han helbreder mennesker, når han taler om hjertets renhed, og når han kritiserer de skriftkloge og farisæerne for at “rengøre bægeret udenpå, men indeni er det fyldt med grådighed” (Matt 23,25), bliver det klart: Det sande tempel er det indre menneske – det sted, hvor man møder Faderen i ånd og sandhed.


Faderens hus er overalt
Når vi sætter beretningen om tempelrensningen ind i en større sammenhæng, åbner Yehoshuas egne ord i Thomasevangeliet for en dybere forståelse. I logion 3 siger han:

"Hvis jeres ledere siger til jer: ‘Se, Riget er i himlen,’ så vil himlens fugle komme jer i forkøbet.
Hvis de siger til jer: ‘Det er i havet,’ så vil fiskene komme jer i forkøbet.
Nej, Riget er inden i jer, og det er udenfor jer.”
 
Denne udtalelse er et klart brud med idéen om, at Gud Fader kun kan findes i et bestemt tempel eller på et bestemt sted. Yehoshua peger i stedet på, at Faderens hus – Guds rige – er allestedsnærværende, både i os og omkring os. Det er ikke begrænset af mure, ritualer eller præsteskab.

Når Yehoshua renser templet på tempelbjerget og siger: “Gør ikke min Faders hus til et slagtehus” (Joh 2,16), kan vi med logion 3 i baghovedet forstå, at han ikke forsvarer selve bygningen, men den hellighed, der tilhører Faderen, og som ikke kan indespærres, da den er overalt, også i templet. Det er et opgør med idéen om, at man kun kan møde Gud ét sted – et sted, som i hans samtid var besudlet af blodofre og magtmisbrug.

For Yehoshua er det sande tempel ikke stenene i Jerusalem, men mennesket selv som er bærer af Faderens nærvær. Faderens hus er i os, uden for os – ja, overalt. Og dog... for iflg. Matt 23,38 så står det øde og forladt. Så nogen få steder, hvor meget ondskab har været, kan være det altså åbenbart lade sig gøre at lyset og faderen er helt borte. 

Desuden minder Yehoshua’s ord i Thomasevangeliet (Logion 113) os om, at Guds rige ikke er bundet til et geografisk sted eller et menneskeskabt tempel. Han siger: "Det vil ikke komme ved at vente på det. Det vil ikke være et spørgsmål om at sige: ‘Her er det’ eller ‘Der er det.’ Snarere er Faderens rige spredt ud over jorden, og mennesker ser det ikke."

Dette harmonerer med hans rensning af templet og hans kritik af det religiøse system, der havde gjort Guds nærvær til noget, der kun kunne findes gennem præster og ofre. Ifølge Yehoshua er Faderens hus ikke begrænset til Jerusalems tempel – det er til stede i hele skaberværket og i menneskets eget indre.

  
Indviet jord – kontrol og profit
Det minder mig om en samtale, jeg havde for nylig med en mand jeg mødte helt tilfældigt i en genbrugsforretning. Vi stod og snakkede i næsten 1,5 time. Han var som jeg selv meldt ud af folkekirken, men havde meldt sig ind igen, for – som han sagde – “ellers kan man jo ikke blive begravet i indviet jord.”

Men hvad er “indviet jord”, hvis ikke al jord dybest set er Guds jord? Den tanke, at kun et særligt område er helligt, bygger på præcis den samme misforståelse, som Yehoshua udfordrer: at Gud kun er til stede dér, hvor religiøse institutioner har sat deres segl.
 
I dag tales der stadig om “indviet jord” som om visse steder er særligt hellige. Men hvis Faderens rige er overalt (næsten), giver det ingen mening at gøre forskel på jord. Alligevel har kirken gennem historien haft monopol på kirkegårde og dermed på retten til at bestemme, hvor man måtte begraves. Det handlede ikke kun om teologi, men også om kontrol og økonomi: begravelsesafgifter, krav om medlemskab og faste indtægter til sogne og kommuner.
 
At begrave sine nærmeste på egen jord er næsten umuligt i Danmark uden særlig tilladelse – officielt af “hygiejnehensyn”, men i praksis også for at fastholde et lukket system. Dette afspejler præcis den rolle templet i Jerusalem havde: både religiøst og økonomisk centrum, hvor adgang til “Guds nærvær” blev kontrolleret af en præstestand, som samtidig opretholdt sin egen magt.


Afrunding//Konklusion:
Måske siger han i Joh 2,16 netop “min Faders hus” for at fremkalde konfrontation og spejling – for at vise, hvordan dette tempel bør være et helligt sted, men er blevet noget andet.

Eller måske – som vi allerede har set i Joh 2,19 – henviser han slet ikke til bygningen, men til sig selv, sit legeme, sit hjerte, sit kald.
 
Templet er ikke lavet af sten.
Det er lavet af lys og liv og ånd.
 
Så når han siger “min Faders hus”, skal det læses i denne spænding:
Det er ikke deres tempel, han anerkender – det er faderens nærvær, han kræver tilbage.
Han gør krav på det hellige midt i det forfalskede.
Han afslører skellet mellem det indviede og det perverterede.
Mellem det, der er bygget af lys – og det, der er bygget af magt og blod.
 
Templet uden mure – og det Allerhelligste i os
For hvis den sande Fader er transcendent – hinsides form og grænser –
hvordan kan hans hus være af sten?
Faderens hus er overalt, hvor Ånden bor.
Overalt hvor kærlighed, fred og nærvær bor.
Og i særlig grad: inde i os selv.
 
Måske var det dette Yehoshua ville lede os til.
Ikke blot at forstå, men at indse –
at vi selv er templet. At det Allerhelligste er i os.
Og når han siger “min Faders hus”, referer han til at faderen er over alt.
og pejer på det ”nye” paradigme:
At Guds rige er midt iblandt os – og inden i os. (Luk 17,21)

Så var templet i Jerusalem Yehoshuas faders hus? I princippet ja, for Faderen er overalt.
Ankerkender han Jehova som sin far ved denne udtalelse i Johannes 2,16? Nej!