Brevkasse: Er det vigtigt at vi bruger "Jesus" oprindelige navn?

Jeg har modtaget et spørgsmål så går følgende: 
Er det vigtig at vi bruger Jesu oprindelig navn? Eller er det nok at det er intentionen bag der er afgørende? Altså når vi siger og bruger navnet "Jesus", så ved vi jo godt hvem det er vi har i tankerne. ​

Her mit svar:
Når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt det er vigtigt at bruge Jesu oprindelige navn korrekt, er der mange nuancer at overveje. Mange mennesker bruger navnet "Jesus" og har en dyb tro på, at det er tilstrækkeligt, fordi intentionen bag brugen af navnet er afgørende. De ved, hvem de refererer til, når de bruger navnet "Jesus," og for dem er dette navn synonymt med deres tro på Guds søn og deres frelser. Men er det nok at have intentionen på rette sted, eller er det mere komplekst end som så?

Efter lidt grave arbejde og med lidt guddommelige vejledning, finder jeg frem til at at Yehoshua er det oprindende navn som "Jesus" hed. Dvs. at udgaver såsom Yeshua (der er en forkortelse af det oprindelige navn) og Eshu (hans navn på aramæisk), ikke rækker. 

Jeg tror på det er vigtigt at bruge det korrekte navn for Gudfaderens søn, vores Messias. Og af flere årsager. Dels fordi at ​Yehoshua (Jesus) talte flere gange om betydningen og kraften af det, vi siger, og hvordan vores ord kan have en dybtgående indvirkning på både os selv og andre. Her er nogle vigtige passager fra Bibelen, hvor Jesus understreger tungenes magt:

Mattæus 12:36-37:
Jesus siger: "Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for hvert unyttigt ord, de taler. For efter dine ord skal du frikendes, og efter dine ord skal du fordømmes."

Her understreger Jesus, at vi vil blive dømt for de ord, vi siger, og at vores ord har kraften til at enten retfærdiggøre eller fordømme os.

​Mattæus 15:11:
Jesus siger: "Det er ikke det, som kommer ind i munden, der gør mennesket urent, men det, som kommer ud af munden, det gør mennesket urent."
​
Her peger Jesus på, at det er vores ord, vores tale, der har kraften til at besmitte eller ødelægge, ikke bare vores handlinger.

​Jakobsbrevet 3:5-6
(Selvom det er skrevet af apostlen Jakob, reflekterer det en lignende tanke om tungens magt):

"Sådan er også tungen en lille legemsdel, men kan dog prale af store ting. Se, hvor lille en ild der skal til for at sætte en stor skov i brand! Også tungen er en ild, en verden af uretfærdighed; blandt vores lemmer er tungen, den som besmitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand, selv sat i brand af Helvede."

Jakob, en af ​Yehoshuas brødre, understreger den enorme magt, tungen har til at forårsage både godt og ondt. Denne advarsel viser, hvordan vores ord kan have ødelæggende konsekvenser.

Gennem disse passager viser Jesus (og hans disciple) klart, at tungen, og dermed de ord, vi bruger, har enorm magt. Ord kan opbygge eller ødelægge, bringe liv eller død, retfærdiggøre eller fordømme. Dette viser, hvor vigtig ansvarlig brug af vores tale er i forhold til vores åndelige liv og forhold til andre. 

For noget andet så er navnet "Jesus" først blev almindeligt anvendt i den engelske sprogbrug i omkring 1500-tallet. Dette navn stammer fra den latinske form "Iesus," som igen blev oversat fra den græske form "Iēsous" (Ἰησοῦς). Den græske form er en translitteration af det hebraiske navn "Yehoshua" eller den kortere aramæiske form "Yeshua."

Før 1500-tallet blev "Iesus" brugt i mange europæiske bibler, og det var først med udviklingen af den engelske bibeloversættelse, som f.eks. King James Version i 1611, at "Jesus" blev standardiseret i den engelske sprogbrug.

Overgangen fra "Iesus" til "Jesus" i engelsk sprog skete blandt andet som følge af ændringer i engelsk ortografi og fonetik, herunder skiftet fra "I" til "J" som et konsonantbogstav i begyndelsen af ord. Så navnet "Jesus," som vi kender det i dag, blev altså først bredt anvendt i den engelske sprogbrug i det tidlige 16. århundrede.

For det 3. så har navnet "Jesus" har større en lydmæssig lighed med "Zeus," den græske gud end den har med Yehoshua. Derved kan brugen af navnet "Jesus" kan forbinde os med en helt anden eller ukendt energier, snarere end med den sande frelser, Yehoshua.

For det 4. så er der nogle, der mener, at det at bruge det forkerte navn kan være en af årsagerne til, at Messias måske ikke genkender os, når vi "banker på hans dør." Dette synspunkt går videre ved at hævde, at brugen af navnet "Jesus" i healing og uddrivelse af dæmoner ikke nødvendigvis trækker på den sande guddommelige kraft, men snarere på mørkere energier. 

Sammenfattende er det afgørende at bruge navnet "Yehoshua" korrekt, da det bærer den sande betydning og åndelige kraft, der er knyttet til Messias' mission. "Forkerte" navne, som "Jesus," kan lede os på afveje og forbinde os med energier, der ikke er fra den sande Gud. Derfor er det ikke kun intentionen, men også nøjagtigheden af, hvordan vi tiltaler Messias, der kan have stor betydning for vores åndelige forbindelse og frelse. 

At bruges Jesus i daglig tale tænker jeg ikke har den store betydning. Derimod tænker jeg, at der hvor det er allervigtigst at bruge navnet korrekt, er når du beder til og taler til frelseren. 

Hvordan udtales hans navn:
Navnet "Yehoshua" (יְהוֹשֻׁעַ) udtales på hebraisk som "yeh-ho-SHOO-ah".

Her er en mere detaljeret udtalevejledning:

• "Yeho-": Udtales som "yeh-ho", hvor "yeh" rimer på "yes", og "ho" har en kort "o"-lyd som i "hot".
• "-shua": Udtales som "SHOO-ah", hvor "SHOO" rimer på "shoe", og "ah" er en kort, åben "a"-lyd som i "father".