Hjemrejsen: Blog
En kontroversiel blog om Yehoshuas (Jesu)
visdom og den sandhed han ønskede os at kende! |
En kontroversiel blog om Yehoshuas (Jesu)
visdom og den sandhed han ønskede os at kende! |
Brevkasse: Med din indsigt, hvordan forstå du Mattæus 19:4-6? I fredags da jeg i Vransted og give et oplæg sammen med Kaspar Bonde Eriksen, fik jeg i løbet af kaffepausen et spørgsmål fra en blandt forsamlingen. Det var ikke et jeg på stående fod kunne svare på. Derfor lovede jeg vedkomne at lave mit kulegravende arbejde og vende tilbage med et kvalificeret svar. Jeg takker for det gode spørgsmål om hvordan jeg med mit indblik i teksterne forstår Mattæus 19:4-6 hvori Yehoshua (Jesus) siger: 4) "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: 5) 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? 6) Så er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." Jeg ville ønske at jeg kunne give et kort og hurtigt svar, men det kan jeg ikke. Vi bliver nødt til at se på hele teksten her fra vers 1-12, vi må se på hvad det er for tekster Yehoshua referer til samt se på hvad Yehoshua i øvrigt siger om ægteskab, cølibat og ”Fader og Moder”, for at forstå konteksten af det han siger. Det interessante ved Yehoshuas ord i Matthæus 19 er, at han bringer begge skabelsesberetninger sammen. Han begynder med at citere den første beretning fra 1. Mosebog 1:27, der præsenterer mand og kvinde som en enhed i Guds skabelse. Derefter henviser han til den anden beretning fra 1. Mosebog 2:24, hvor ægteskabet beskrives som en genforening af de to adskilte væsener – mand og kvinde – der bliver "ét kød." Først og fremmest lad os se på hvad Mattæus 19:4-6 refererer til. I min forståelse af 1. mosebog, som der refereres til, så er der to skabelsesberetninger. Fra 1. mosebog kap 1 til og med kap. 2:3 og en særskilt skabelses beretning fra 1. mosebog kap 2:4 til og med kap. 2:24. Se evt. Kasper Bonde Eriksens video HER, som kommer ind på de to skabelsesberetninger. Vers 4 vs til 1. Mosebog 1:26-27 "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: vs Elohim (Guderne) sagde: »Lad os skabe menneskeheden i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Elohim skabte mennesket i sit billede; i Elohims billede skabte de det, som mand og kvinde skabte de dem. Der findes flere teorier og mytologiske overleveringer, der antyder, at mennesket oprindeligt blev skabt som et androgynt væsen og senere blev opdelt i mand og kvinde. Denne idé dukker op i forskellige kulturelle og religiøse traditioner og genfindes i både gammel mystik og moderne spirituelle og filosofiske retninger. Jødisk mystik – Kabbalah og den androgyniske Adam I jødisk mystik, især i Kabbalah, findes der en opfattelse af, at det første menneske, Adam, oprindeligt blev skabt som et androgynt væsen. Denne tanke er baseret på visse tolkninger af 1. Mosebog 1:27, hvor det står, at Gud skabte mennesket i sit billede, som både mand og kvinde. Nogle fortolkere mener, at dette indikerer, at Adam oprindeligt indeholdt både maskuline og feminine elementer. Denne forestilling om menneskets oprindelige helhed er ikke unik for Kabbalah, men findes også i andre filosofiske traditioner. Platon og den androgyniske menneskehed En lignende tanke møder vi hos den græske filosof Platon, som i værket Symposion fortæller en myte om menneskets oprindelige form. Ifølge Platon var mennesket oprindeligt et rundt, androgynt væsen, der indeholdt både mandlige og kvindelige aspekter. Disse væsener var meget magtfulde, men deres magt truede guderne, hvorfor Zeus splittede dem i to, hvilket skabte mænd og kvinder som separate enheder. Denne splittelse førte til en evig længsel efter at genforenes med sin anden halvdel og dermed genskabe helheden. På samme måde som i jødisk mystik, handler denne forening om at genoprette den oprindelige forbindelse til det guddommelige. Gnosticisme og spirituel dualisme Gnosticismen tilbyder endnu en variation af denne idé om menneskets oprindelige enhed. I flere gnostiske tekster, især dem fra Nag Hammadi-samlingen, beskrives mennesket som en helhed, der indeholder både maskuline og feminine aspekter. I denne tradition ses Yehoshua som frelseren, der hjælper mennesket med at genoprette denne enhed. Nogle gnostiske tekster beskriver endda Yehoshua som den, der bringer visdommen (Sophia) tilbage til mennesket og dermed åbner vejen til en forening med den guddommelige helhed. Ligesom i Platon og Kabbalah tolkes denne genforening som en måde at transcendere den splittelse og dualisme, vi oplever i verden, og vende tilbage til vores oprindelige, guddommelige natur. Konsekvenser for kontakten med skaberen De forskellige teorier om menneskets oprindelige androgynitet antyder, at splittelsen i mand og kvinde kan have skabt en distance fra den oprindelige enhed med skaberen. Kontakten med skaberen bliver i denne kontekst set som en længsel efter at genoprette den helhed, vi engang havde. Dette kan foregå gennem kærlighed, visdom eller åndelig opvågnen, hvor målet er at transcendere dualiteten og vende tilbage til en enhed med det guddommelige. Vers 5 - Fader/Moder, ægteskab og cølibat 5) 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? I første skabelsesberetningen skabes mennesket som både mand og kvinde i gud billede. Ergo må skaberen ligeledes være begge dele. I antikken, og særligt i den jødiske kultur på Jesu tid, var det faktisk normalt, at en nygift mand ikke forlod sine jordiske forældre efter ægteskab, men blev boende hos dem. Kvinden, derimod, flyttede ind i mandens familiehus og blev en del af hans husstand, som typisk blev styret af svigerforældrene, især svigerfaderen. Det var først ved faderens død eller hvis ressourcerne tillod det, at sønnen og hans hustru måske kunne etablere deres eget hjem. Dengang var ægteskabet normativt, især for at videreføre slægten og opfylde sociale forventninger. Når Yehoshua siger, at en mand skal "forlade sin fader og moder" og "binde sig til sin hustru," kan det derfor lyde som en usædvanlig udtalelse, hvis man ser det i lyset af datidens praksis. Når man tager i betragtning, at det ikke nødvendigvis handlede om fysisk at flytte væk fra forældrene, kan det åbne for en anden forståelse. Jesu ord kan have en dybere, spirituel betydning, der ikke handler om praktiske forpligtelser over for jordiske forældre, men at der her er tale om skaberen som både er Faderen og Moderen. Thomasevangeliet, som er en del af de gnostiske Nag Hammadi-tekster, indeholder flere udtalelser fra Jesus, hvor den guddommelige Fader og Moder nævnes i en åndelig kontekst. For eksempel: "Den, der vil kende Faderen og Moderen, vil blive kaldt et barn af skaberen." (Thomasevangeliet, vers 101) I denne tekst refereres der til både Faderen og Moderen som skabende kræfter, hvilket peger på en gnostisk forståelse af det guddommelige som en forening af det maskuline og feminine. "Jesus så nogle spædbørn, der blev ammet. Han sagde til sine disciple: 'Disse spædbørn, der ammes, ligner dem, der kommer ind i riget.' De sagde til ham: 'Så vi som børn kommer ind i riget?' Jesus sagde til dem: 'Når I gør de to til ét, og når I gør det indre som det ydre og det ydre som det indre og det øvre som det nedre, og når I gør det mandlige og det kvindelige til ét, så det mandlige ikke er mandligt, og det kvindelige ikke er kvindeligt, [...] da skal I komme ind i riget.'" (Thomasevangeliet, vers 22) Dette vers taler om en dyb åndelig forening, hvor både det indre og det ydre, det maskuline og det feminine, smelter sammen. Det er en reference til den gnostiske idé om helhed og enhed som nødvendige betingelser for at opnå den guddommelige erkendelse og adgang til Guds rige. Denne forening mellem maskuline og feminine aspekter kan ses som en henvisning til den indre forening af Faderen og Moderen i mennesket. Læs evt. Thomasevangeliet: Nøglen til en Dybere Forståelse af Jesu Lære Om cølibat og afholdenhed: Men hvorfor forlader man sin skaber ved at indgå et bindende ægteskab og bliver et kød? Vi må lidt længere fremme i samme kapitel for at blive klogere. I versene 10-12 står der: Hans disciple sagde til ham: »Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig.« Men han sagde til dem: »Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet. Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!« Her taler Yehoshua om tre forskellige typer eunukker, og han nævner, at nogle vælger at leve i cølibat "for Himmerigets skyld." Dette kan ses som en opfordring til at undgå ægteskab og seksuel forening for at dedikere sig fuldt ud til Guds rige. Når Yehoshua taler om at blive "ét kød" i ægteskab, fremhæver han en jordisk forening mellem mand og kvinde, som kan ses som en genoprettelse af den oprindelige enhed fra skabelsen. Men hvis vi kombinerer dette med hans senere udsagn om eunukker, kan det tolkes som om, at der findes en højere spirituel tilstand, hvor man undgår fysisk forening for at opnå en dybere forbindelse med det guddommelige. Hvis man vælger at blive forenet med et andet menneske gennem ægteskab (at blive "ét kød"), kan det ses som en jordisk forpligtelse, der på en måde distancerer en fra Himmeriget, som er forbundet med åndelig renhed og hengivelse. Ved at vælge ægteskab prioriterer man måske en jordisk form for enhed, mens dem, der lever i cølibat eller som eunukker "for Himmerigets skyld," afstår fra denne jordiske forening for at opnå en højere, åndelig enhed med Gud. Når Yehoshua siger, at en mand skal "forlade sin far og mor" for at blive ét kød med sin hustru, kan det også tolkes symbolsk som en adskillelse fra de guddommelige faderlige og moderlige principper. Hvis man vælger ægteskabet og fysisk forening, kunne det måske betyde, at man bevæger sig væk fra den åndelige enhed med Gud Faderen og Moder, for at fokusere på en mere jordisk enhed med sin ægtefælle. I denne sammenhæng kan vi måske forstå, at Yehoshua anerkender begge veje – ægteskabet som en jordisk form for enhed og cølibatet som en vej til en højere, åndelig forening med Gud. Dem, der vælger at blive "ét kød," opnår en form for enhed, men dem, der vælger cølibatet, opnår en anden form for åndelig enhed med det guddommelige. Denne dualitet i Jesu lære kunne pege på, at begge veje er gyldige, men at valget om cølibat og afholdenhed åbner en anden, mere direkte vej til Himmeriget. Det er dybt forankret i menneskets natur at søge forening og finde sin "bedre halvdel" – at blive "ét kød" med en anden. Yehoshua anerkender denne længsel, men samtidig åbner han op for en anden mulighed, som transcenderer den jordiske enhed. Yehoshua afviser ikke direkte disciplenes spørgsmål om, hvorvidt ægteskabet bør frarådes. I stedet giver han et svar, der antyder, at det at leve i cølibat eller afstå fra ægteskab er en vej, der kun er for de få, der kan forstå og acceptere det. Matthæus 22:30 (Ægteskab i opstandelsen): "For i opstandelsen tager de hverken til ægte eller bortgifter sig, men de er som engle i himlen." Dette vers giver en indikation af, at ægteskab og seksuel forening er jordiske institutioner, og at de ikke er en del af den himmelske virkelighed. Her antyder Yehoshua, at forholdet til Gud i Himmeriget transcenderer de jordiske bånd, herunder ægteskabet. Lukas 20:34-36 (Yehoshua om opstandelsen og ægteskab): "Yehoshua svarede dem: 'Denne verdens børn tager til ægte og bortgifter sig, men de, som findes værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller bortgifter sig. De kan heller ikke mere dø, for de er som engle, og de er Guds børn, idet de er opstandelsens børn.'" Ligesom i Matthæus 22:30 taler Yehoshua herom, at i opstandelsen vil der ikke være ægteskab. Dette antyder igen, at den himmelske virkelighed er anderledes end den jordiske, og at de, der søger Himmeriget, måske ikke nødvendigvis skal prioritere ægteskab. Vers 6 en reference til I 1. Mosebog 2:24 6) Så er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." vs 21) Da lod Gud Herren (Jehova Elohim) en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. 22) Af det ribben, Gud Herren (Jehova Elohim) havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. 23) Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.« 24) Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Denne passage i 1. Mosebog 2:24 beskrives det, hvordan mand og kvinde bliver ét kød gennem ægteskab. Det er en videreudvikling af fortællingen om, hvordan Jehova Elohim skabte Eva fra Adams ribben (1. Mosebog 2:21-24). I denne beretning ser vi, at Eva først skabes efter, at Adam har været alene en rum tid, og Jehova skaber hende som en hjælper, fordi Adam ikke trivedes alene. Jehova forsøger først at skabe dyr og andre væsener for at gøre Adam glad, men det er ikke tilstrækkeligt. Til sidst skaber han kvinden, ikke som en ligeværdig partner, men som en hjælper underordnet manden. Det er næsten som om det er et nødvendigt onde for Jehova Elohim, at han bliver nødt til at skabe kvinde for Adams skyld. Hvorfor ikke skabe dem samtidig som Guderne (Elohim) i den første beretning? Hvorfor undlade at danne hende? Dette skaber en tydelig forskel fra den første skabelsesberetning i 1. Mosebog 1, hvor mand og kvinde skabes samtidigt og som ligestillede. I den anden beretning er kvinden en sekundær skabelse, hvilket skaber en magtdynamik, hvor manden har overherredømme. Denne dynamik forstærkes yderligere, da Eva spiser af den forbudte frugt. I 1. Mosebog 3:16 erklærer Jehova, at kvinden skal føde med smerte, og at hendes lidenskab skal være hendes mand, som skal herske over hende. Fra et gnostisk perspektiv kunne Jehovas beslutning om at underordne kvinden være en måde at holde det feminine princip – symboliseret ved Sophia og visdommen – under kontrol. Gnosticismen ser Jehova som en ufuldkommen skaber, og kvinden, der repræsenterer visdom, kan have været en trussel mod hans magt. Da Adam blev advaret om ikke at spise af Kundskabens Træ, eksisterede Eva endnu ikke, så hun har ikke fået instruktionen om ikke at røre træet. I 1. Mosebog 3 ser vi, at det netop er Eva, der først spiser af træet. Dette kan tolkes som et udtryk for hendes forbindelse til visdom. Da "kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det var godt at få forstand af" (1. Mosebog 3:6), handlede hun på sin intuition og sin længsel efter kundskab – noget, som manden tilsyneladende ikke følte på samme måde. Desuden havde han også fået streng besked på ikke at spise deraf. Evas handling er derfor ikke en synd, men et første skridt mod frigørelse fra Jehovas kontrol og en åbning for menneskets adgang til visdom. Hvilket også var Yehoshua ønske for os. At opnå visdom. Ved at undertrykke kvinden og sætte hende under manden forsøgte Jehova muligvis at forhindre mennesket både i at opnå den guddommelige visdom, som Sophia repræsenterer. Denne undertrykkelse kan ses som et strategisk forsøg på at fastholde mennesket i uvidenhed og adskillelse fra den højere guddommelige Skaber. Evas handling med at spise af Kundskabens Træ var derfor en direkte udfordring mod denne kontrol og åbnede vejen til en dybere forståelse. En parallel til denne dynamik kan drages til fortællingen om Noah, hvor folk, på trods af hans gentagne advarsler om den kommende oversvømmelse, fortsatte med at leve deres liv ufortrødent, optagede af deres daglige gøremål og relationer. Fordi de var så opslugt af deres jordiske liv, ignorerede de det højere kald og endte med at møde deres undergang. På samme måde kunne Jehovas skabelse af foreningen mellem mand og kvinde, og fokusset på deres jordiske enhed, være en distraktion, der fjerner mennesket fra dets søgen efter det guddommelige og åndelige visdom. Ved at opsluge sig selv i det jordiske liv og glemme det guddommelige, kan det samme skæbnesvangre endeligt true, som det gjorde i Noahs tid. Yehoshua sammenligner selv tidernes ende med Noas dage og siger: "Som det gik i Noas dage, sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme. De spiste og drak, giftede sig og blev gift bort lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de mærkede ingenting, før syndfloden kom og rev dem alle bort." I Fortællingen om Marta og Maria – Lukas 10:38-42, inviterer Yehoshua sig selv til hjemmet hos søstrene Marta og Maria. Mens Maria sidder ved Jesu fødder og lytter til hans ord, er Marta optaget af de huslige gøremål og bliver frustreret over, at Maria ikke hjælper hende. Yehoshua påpeger, at Maria har valgt det bedste ved at fokusere på de åndelige ting, mens Marta er distraheret af det jordiske og praktiske. Dette kan ses som et symbol på, hvordan daglige opgaver og ansvar kan aflede os fra det, der er åndeligt vigtigst. "For Visdommen er ånden, der elsker menneskene... hun er ånden, der gennemtrænger alt." (Visdommens bog 1:6) "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" Når Yehoshua siger, at "hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Mattæus 19:6), kan det tolkes i flere lag. I den traditionelle fortolkning refererer dette til ægteskabets uopløselighed, men hvis vi ser nærmere på det i en spirituel og kosmisk kontekst, kunne det også handle om den indre forening af det maskuline og feminine – en forening, som Jehova forsøgte at adskille, men som i sidste ende ikke kunne holdes adskilt. Jehova er en dødelig skaber (det ser vi i 5. mosebog kap. 32), og han forsøgte netop at skabe en splittelse mellem det maskuline og feminine. I skabelsesberetningen skaber Jehova først Adam alene, uden en kvinde, og derefter bliver han "nødt til" at skabe Eva som en hjælper, fordi Adam ikke kunne trives uden en kvinde - det feminine. Denne splittelse – at skabe manden først og kvinden som sekundær – kan ses som Jehovas forsøg på at holde mennesket i en tilstand af ufuldstændighed. Men det, Jehova forsøgte at adskille, kunne han ikke forhindre i at blive sammenføjet igen. Selv da han skabte Eva som et sekundært væsen, blev det åbenbart, at manden og kvinden var skabt til at være sammen, både fysisk og åndeligt. Den feminine energi – repræsenteret ved Eva og Sophia – var uundværlig, og deres forening var nødvendigt for menneskets fulde funktion og spirituelle potentiale. Yehoshua siger i Johannes 10:34, at "I er guder" (som netop er reference til 5. mosebog kap. 32), og dermed henviser til menneskets guddommelige potentiale. I denne sammenhæng kan Jesu ord "hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" tolkes som en henvisning til det oprindelige, guddommelige billede, som Elohim skabte – mand og kvinde i fuld balance og forening. Denne forening er guddommeligt fastlagt og kan ikke adskilles af nogen, heller ikke af en dødelig skaber som Jehova, der forsøgte at fastholde mennesket i uvidenhed og adskillelse. Med andre ord peger Jesu ord på, at forsøget på at adskille det maskuline og feminine, som Jehova gjorde, ikke kan lykkes. Den oprindelige guddommelige plan fra Elohim, hvor mand og kvinde er én enhed, er urokkelig. Det, som er sammenføjet af Gud (Elohim), vil altid søge at blive forenet igen, hvad enten det sker gennem ydre ægteskab eller gennem den indre forening af de maskuline og feminine aspekter i mennesket. Hieros Gamos – Den Indre Hellige Forening Hieros gamos (helligt bryllup) refererer i mange spirituelle traditioner til en indre forening af de maskuline og feminine principper i det enkelte menneske. Denne hellige forening symboliserer en proces, hvor vi genvinder kontakten til den del af os selv, som er blevet adskilt eller mangler på grund af splittelsen mellem de maskuline og feminine aspekter. I stedet for blot at handle om en ydre, fysisk forening mellem mand og kvinde, beskriver hieros gamos en dybere spirituel rejse mod indre helhed. I esoteriske og gnostiske traditioner opfattes hieros gamos som en nødvendig forening af modsætningerne inde i os selv – vores maskuline og feminine kvaliteter – for at transcendere dualiteten og opnå enhed med det guddommelige. Denne indre forening bringer balance og genopretter vores oprindelige tilstand af helhed. I gnosticismen er visdom (Sophia) tæt forbundet med det feminine princip, og genforeningen med det feminine ses som nøglen til at opnå åndelig erkendelse og frigørelse fra den materielle verden. I denne proces forbinder vi os med den "manglende" del af os selv – den side, vi måske har mistet kontakt med på grund af livets udfordringer, eller som blev adskilt ved skabelsen, symbolsk eller spirituelt. Ved at integrere både de maskuline og feminine aspekter i os selv, kan vi genvinde en følelse af helhed og indre balance, hvilket leder til en dybere forbindelse med det guddommelige. Når Yehoshua i Mattæus 19:5 taler om, at mand og kvinde skal blive "ét kød," kan dette også tolkes som en henvisning til denne indre forening. Ægteskabet kan være en ydre manifestation af denne søgen efter helhed, men hieros gamos refererer dybest set til en indre forening, hvor mennesket opnår balance og enhed ved at forbinde de maskuline og feminine aspekter i sig selv. Denne proces åbner vejen for en dybere åndelig oplysning og erkendelse. I denne kontekst kan hieros gamos forstås som en vej til at genforene sig med de dele af sig selv, der er blevet splittet eller undertrykt, og derved finde tilbage til en oprindelig enhed. Dette indre "bryllup" bringer os tættere på den fulde erkendelse af vores guddommelige natur og hjælper os med at transcendere den dualitet, som holder os adskilt fra vores sande åndelige potentiale. Catharina af Siena (1347-1380) Jeg har selv været fascineret af beretningen om Chatrine af Sieanna, der indgik i en form for kosmisk bryllup med Yehoshua. Hun var er kendt for at have haft en vision, hvor hun deltog i en symbolsk hieros gamos eller "åndeligt bryllup" med Kristus. I denne vision modtog hun en mystisk ring fra Jesus, hvilket symboliserede hendes åndelige forening med ham. Dette "bryllup" mellem Catharina og Kristus er et kendt tema i hendes mysticisme og fremstår som et eksempel på en dyb, åndelig forening med Gud. For Catharina var denne åndelige forening dog ikke en fysisk enhed med det maskuline og feminine, som det ses i gnostiske eller esoteriske traditioner. Det var snarere en åndelig symbolik, hvor hendes sjæl blev forenet med Kristus, og hun betragtede sig selv som en brud af Kristus. Denne oplevelse blev en central del af hendes spirituelle liv og arbejde. En personlig beretning Jeg vil gerne dele en personlig oplevelse i forbindelse med hieros gamos. I næsten 20 år har jeg levet i cølibat og afholdenhed. Den ene dag har taget den anden, og jeg har aldrig rigtig mødt en mand, der har vist mig interesse – eller måske har jeg selv gået rundt med skyklapper på. Sådan har det dog ikke altid været; tidligere deltog jeg også i "kød-markedet" og søgte en partner. Men i mange år har det ikke haft min interesse at finde en mage, og tanken om børn har heller ikke tiltalt mig. Det var først, da jeg begyndte at studere Bibelen, at det gik op for mig, at min livsførelse faktisk gav mening i en større, spirituel kontekst. Jeg indså, at mit liv i afholdenhed kunne ses som værende "for Himmerigets skyld." Det sjove er, at jeg for et par år siden kom i tanke om en oplevelse fra et weekendkursus, der ligger nok 25år tilbage. Her deltog jeg i en ceremoni, der indbefattede hieros gamos – en indre forening af de maskuline og feminine aspekter i os selv. Efterfølgende har jeg tænkt over, om denne ceremoni måske markerede, at jeg dengang blev genforenet med de dele af mig selv, der tidligere var splittet. At denne indre, kosmiske bryllupsforening har været en vigtig del af min åndelige rejse, hvor jeg på det jordiske plan har vandret alene og uden en mage, fordi jeg netop var hel, men har vandret med en dybere kontakt til vores Skaber. Konklusion Jesu ord i Mattæus 19:4-6 fremhæver ægteskabets betydning som en forening af mand og kvinde, men samtidig åbner han for en dybere spirituel forståelse, hvor vi skal skelne mellem jordiske forpligtelser og et højere kald. Jesus anerkender ægteskabet som en vigtig institution, men hans tale om cølibat og cølibat for Himmerigets skyld viser, at der er en anden vej, der går ud over det jordiske. Fortællingen om Marta og Maria understreger denne skelnen. Marta er optaget af de praktiske gøremål, mens Maria vælger at fokusere på det åndelige og lytte til Jesu ord. Maria symboliserer det valg, hvor man søger en dybere forbindelse med det guddommelige og prioriterer de åndelige ting frem for det jordiske livs travlhed. Dette valg bliver igen tydeligt i Jesu sammenligning mellem Noas tid og tidernes ende, hvor han advarer om, hvordan mennesker kan blive så opslugt af deres daglige gøremål, relationer og jordiske forpligtelser, at de overser det højere kald og advarslerne om deres åndelige rejse. Splittelsen mellem det maskuline og feminine, som blev indført i 2. skabelsesberetning, har gjort, at vi ofte er mere fokuseret på at finde en partner, en ydre "anden halvdel," end på at søge den dybere forbindelse med Gud Faderen og Moderen. Selv i dag ser vi, hvordan der ofte ses skævt på dem, der vælger at leve uden en livsledsager, og det bliver betragtet som et tegn på, at der "må være noget galt" med vedkommende. Det er noget, jeg selv har oplevet ved at leve "alene" og uden børn, men det har ikke svækket min åndelige rejse – tværtimod. Jesus' ord "hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" kan forstås i en større åndelig kontekst. Det, som Elohim sammenføjede i skabelsen – den indre helhed af det maskuline og feminine – kan ikke adskilles permanent. Jehova forsøgte i skabelsesberetningen at adskille det maskuline og feminine ved at skabe manden alene og dernæst Eva som en sekundær skabelse, men denne adskillelse viste sig at være utilstrækkelig og uholdbar. Derfor peger Jesus både på vigtigheden af ægteskabets enhed og på den mulighed, som et liv i cølibat og åndelig søgen tilbyder. Det indre bryllup, den hellige forening af vores dualiteter, giver en dybere forbindelse til Gud, fri fra de jordiske forpligtelser, som ofte kan fjerne vores fokus fra det guddommelige. I denne sammenhæng bliver Jesu lære en påmindelse om, at vi skal værne om både ydre og indre foreninger, og at vi skal være bevidste om, hvad der binder os til det jordiske liv, og hvad der leder os mod en dybere åndelig forening med Gud. |
Kort om bloggenMit navn er Marie-Louise og det er mig, som skriver... Jeg deler hvad jeg end har på hjertet i jagten på Sandheden og om det at gå med Yehoshua på Vejen hjem til Gudfader. Alt fra hellige tekster, egne oplevelser, arkæologi, filosofi, kvantefysik, anatomi, astrologi og andet godt som jeg håber vil være til inspiration.
Disclamer: Jeg påstår ikke at jeg kender sandheden. Jeg ved kun at jo mere jeg ved, jo mindre ved jeg. Derved er mine skriv mest af alt til inspiration og til at du selv undersøger nærmere. Emner
Alle
Arkiv
December 2024
Broder Yehoshua vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den. |